Napel d: 14 November 1803 –
Gode Beste Vennen Min!
I Løverdags kom Menisteren, vor Brave Baron Schubart hertil og i gaaer giorde jeg ham min Visidte, vi Taltte om adskillige ting, men medst om dig min Thorvaldsen, han var utømmelig i din Ros, dette fornøyede mig uendelig, og i mig opsteg det Øndske, kunde du ogsaa bringe det saa hvidt at man kunde Rose og Tahle om dig da hvilde jeg være uendelig glad,[.] af ham, Menisteren NB. hørte jeg med uendelig Glæde du hvil komme hær til for at tilbringe en 6 ugers tid i hans Huus. det fornøyer mig i tvende Hendseender, først at faa dig at see snarere en jeg ennu havde ventet, per Secondo, at vi da kan følges ad tilbages til Rom, kom altsaa snard at jeg kan trykke dig i miine Længselsfulde Arme, og lad mig see at du i nu immer bær det samme Gamle Vendskab for mig som tilforen, og Lad ej en Hornbeck eller Walling berøve mig dette eller tage en størrere Plads deri en jeg. Du faar kun disse faa Linier da du ennu er mig en smule svar skyldig for det sidste, Schubardt sagde mig du var en smule Melankolisk som han meente af Frygt for dit udkomme og at du Øndskede endnu at være nogle Aar i Rom, men hav ingen Frygt min Ven, han sagde mig han Vilde giøre alt hvad der stod i hans Magt for dig, og der staar meget i hans Magt. Kan jeg kun saa sandt blive en Berømt og habil Architect som han hielper dig saa er jeg fornøyet. altsaa vær munter og fornøyet, som jeg nu ogsaa er bleven, da jeg er overbeviist om ej at blive Lam [i] min Levetid – Kan du Læse dette sammensyrium God for dig, jeg kan det knap, forhen kunde jeg ikke skrive da øndskede jeg det saa meget, nu kan jeg, og nu jager jeg det saadanne af saa jeg neppe selv kan Læse det, Stedse og Evig din –