General Gouvernements Huset paa St. Croix 13e. April 1825
Gode Thorwaldsen!
Jeg har faaet Ordre at sende Kaptain Klaumann med Briggen St. Croix til Italien for at hjembringe adskillige af Deres herlige Arbejder og jeg griber med Begærlighed denne Lejlighed for at gjenkalde mig i en Mands Erindring der er vort Fødelands Ære og som har skjænket mig sit Venskab.
Hvorledes gaaer det Dem gode Thorwaldsen, Deres Helbred og Deres udødelige Værker? Saalænge jeg var hjemme hørte jeg dog jevnligen om Dem, om ikke fra Dem. Breve og Rejsende sagde mig i det mindste at De var vel og nævnte mig de store Frembringelser som beskjæftigede Dem. Men nu i 3 Aar udskildt fra Dem ved Verdenshavet og udslidt ved Bestyrelsessysler hører jeg kun Deres Roes i Almindelighed, thi hvilken Krog gives der i Verden hvor denne ikke skulde trænge hen, men de kjære, smaae, omstændelige Efterretninger som varme Hjertet og som Vennen trænger til, de naae mig ikke længere. Skriv mig dog derfor engang imellem et par Ord. Siig mig hvilke af Deres Arbejder ere nu udførte i Marmor? om De har været hældig nok til at træffe gode pletfrie Blokke til de vigtigste? hvad De sender hjem med Klaumann? hvilke nye Arbejder De har udkastet? hvilke Elever De har meest Haab om? hvilke Kunstnere i Almindelighed nu staae højest i Europa, efter Dem, forstaaer sig – thi Canova har ladt Dem uden Rival.
Hvilke danske Rejsende ere for nærværende Tid i Italien og især i Rom? Fortsættes Udgravningerne i Pompeji og give de noget Udbytte?
Her har De nu Spørgsmaal nok – Men skriv mig især hvorledes det gaaer Dem selv gode Thorwaldsen – det er dog det som jeg fornemmelig længes efter at høre.
Lev nu ret vel – saa vel som [jeg] af inderste Hjerte ønsker Dem det, og bevar stedse i venskabelig Erindring
Deres
uforanderlig hengivne
Bardenfleth