[...]
Thorvaldsen havde i Efteraaret 1819 under sit Besøg i Kjøbenhavn staaet Fadder til min yngste Søster og sikkert ogsaa flere Gange besøgt min Fader, som var hans gamle Ven fra det dramatisk-literære Selskab; jeg maa altsaa vist nok have set ham den Gang, skjønt jeg ikke mindes det. Formodentlig har jeg, hvem Billedkunst (lige som Musik) endnu var et terra incognita, betragtet ham med Ligegyldighed. Men i hans Alderdom lærte jeg den udødelige Kunstner personlig at kjende ; thi efter sin Tilbagekomst i September 1838 tilbragte han i de første Par Aars Tid, inden Baronesse Stampe fik rigtigt Tag i ham, saa jævnlig Timerne fra Middag (Kl. 3) til Kl. 10 om Aftenen i al Stilhed hos min Moder, der nu atter boede i Kjøbenhavn. Hun og vi Søskende stræbte saa at underholde ham paa bedste Maade, og den elskelige Gamle syntes at finde sig vel til Pas. Der blev da ogsaa spilt Lotteri om Skillinger, og skjønt det ikke altid kunde gaa rigtig ærligt til, passede vi nøje, at han hver Gang vandt en Marks Penge, da han som bekjendt ikke holdt af at tabe. Store Bededags Aften 1839 var han hos os og spaserede til største Fryd for sin nittenaarige Guddatter om Eftermiddagen med os paa Volden, hvor Klokkeringningen samlede Prins Ferdinand og Caroline med Høje og Lave i tætte Skarer. En Aften læste jeg paa hans Opfordring »Kjærlighed uden Strømper« højt for ham. Det var en maadelig Udgave, der forefandtes, og følgende Linier foredrog jeg, som de stode i Bogen:
»Min Mester var en Stud,
For ikke smukke Ting han tidt mig skjældte ud,
Jeg dølger ej derfor, han tidt din Æsel sagde,
Men Tyvenavn, Madam! han aldrig mig tillagde;
Det var mig forbeholdt at høre det af En,
Som jeg tilbad, som var min Øjesten –«
»Som var min tredie Øjesten,« korrigerede Thorvaldsen; thi Wessels Sørgespil kunde han mesten Dels udenad. – Naturligvis gjorde vi ham ogsaa smaa Besøg paa Charlottenborg og saa ham arbejde i Atelieret; men i Begyndelsen af 1841 rejste min Moder uden Lands, og inden hun kom tilbage, var Thorvaldsen død.
[...]