Udat. [1810].
Hr. Etatsraad West. Meget takskyldig er jeg Dem saavel for Deres Brev fra Turin som for det fra Rom; med sand Interesse har jeg modtaget og læst dem, og for at kunne vente snart igien at høre fra Dem, tøver jeg ej heller med at tilskrive Dem og med at besvare samme. At De skal plages af Gigt midt i det skiønne, blide Italiens Egne giør mig ondt, men jeg haaber, at den gode daglige Motion, som Deres Følelse for Konstens ypperste Mindesmærker afnøder Dem, vil have en gavnende Indflydelse paa Legemet. En behageligere Adspredelse end den, De nyder i Rom, kan vel ikke tænkes, og jeg undrer mig ikke over, at De foretrækker det for Paris. Hvad Gigten angaaer, da seer De, at man kan have den i Italien saavelsom her; derfor skal De endda ikke frygte for at komme her tilbage; det siger Dem vist enhver, som ønsker at see Dem her, og jeg altsaa med, men at De vil udsætte det til henimod den blide Aarstids Begyndelse, altsaa et Aar endnu, kan jeg ikke fortænke Dem i, skiøndt det er mig ukiert. Foraaret begyndte meget silde i Aar, først i Maj, og Bøgeskoven grønnedes først d. 20. eller 22. Maj, men nu nyder vi derfor og Naturen i sin heele Ynde, medens det grønne længe ikke meere er friskt i Italien. Hvert Himmelstrøg har saaledes sine Behageligheder, kun til forskiellige Tider. Det maa være vores Trøst i Norden. At Coursen skal være en mægtig Bevæggrund for Dem til at vende tilbage, beklager jeg, aber was ist dabey zu machen? Saalænge ingen Fred gives Europa, kan det ikke ventes anderledes, og man maae næsten undre sig over, at det holder sig saalænge paa et, skiøndt i sig selv bedrøveligt Punkt. Den Cours er ogsaa Skyld i, at Frue Brun vender tilbage, men mig synes han kunde gierne taale Tabet paa Coursen for at lade hende blive, hvor hun er. Ved at tale om skiønne Aander erindrer jeg Baggesen, som De har nævnt i een af Deres Breve, og som De ønsker at [se] paa en vis og meere passende Bane. Men vil han selv? Er han ikke af de Genier, som ingensteds ere roelige eller tilfreds? I Paris skal han i sin Tid have krøbet usselt for N[apoleon], og her holdt han ikke op at fortælle avancer om ham. Han er Digter baade i Vers og Prosa; ogsaa paastaaer man, at han skal staae paa Politieministerens Liste som suspect, saa at han neppe vil kunde giøre Lykke i Frankrige. Kam[mer]junker Neergaard, som Güldenpalm i et Selskab kaldte: Det nyeste, vi har fra Paris, og som vil være Bel Esprit i Konstens Rige, har i denne Tid søgt om at blive Consul i Rom (det er at sige dansk Consul), og, som man paastaaer, Beskytter for de unge danske Konstnere, med 1000 Rd s. h. C. i Løn; men saalænge vores Minister tager sig saa varmt af Konsterne i Italien, har man nok ikke funden det fornødent. Hvorledes var Neergaard ellers anseet i Paris? Han skal have en mageløs Dristighed til at avancere sig. Hans Samling af Haandtegninger skal være meget stor, men synderlig nok, at den er af Mestere, som have levet siden 1750; jeg formoder altsaa, at den har samme Egenskab som den unge Viin, der i sig selv kan være god, men aldrig er saa god som den gamle. Han vil nu tage Eckersberg, der lover meget som Historiemaler, med til Paris, og jeg haaber, at denne i Tiden vil kunne understøttes med Academiets Stipendium.
De Efterretninger, De har været saa god at meddeele mig om de unge danske Konstnere i Rom, have meget interresseret mig. For Høyer vilde jeg gierne giøre, hvad der staaer i min Magt, for at hielpe ham frem og see ham betrygget mod Næringssorger, men desværre maae man altid tage Academiets Midler med i Anslag[?]. Disse lader mig ogsaa spørge Dem, hvormeget Transporten af hans Malerie kunde koste (udbetalt i Species). De siger en Bagatel, saa troer man, at det vilde være henved 200 Rd. dansk Courant. Naar jeg faaer Deres Svar, skal jeg imidlertid giøre mit til at faae det herover. Ligeledes skal jeg tilskrive Høyer for at opmuntre ham og alvorlig tænke paa, hvorledes man kan hielpe ham frem.
Jeg vil vist ikke rive Thorvaldsen ud af hans store Virkekreds som een af de første Konstnere i Italien, men siig mig dog, om han gandske har opgivet Tanken til at vende her tilbage? Har han udarbeidet noget i Marmor for Slottet? Om de andre Konstnere haaber jeg, at De tilskriver mig, hvad de videre foretager sig, om de fuldender nogle andre Arbeider, ogsaa Stub syntes at have Talent, men vil han kun være Portraitmaler, behøvede han ikke derfor at rejse til Italien. Lund synes imellem os sagt ikke at være skabt til Professor ved Academiet og Abildgaards Eftermand, som Schubart anbefalede ham til. Skade imidlertid, at man ikke heller har seet et Penselstrøg af ham siden hans Udrejse. Det var at beklage, om Vahl rives bort midt i sin Bane.
Det er lykkedes mig at faae Hs. Majestæts Bevilgning paa, at Landskabsmaler J. P. Møller skal rejse to Aar med en aarlig Rejse Understøttelse (af 400 Rd. d. C., udbetalt i Species til en Cours af 133½ procent) af Fonden ad usus publicos for at lære den Konst at restaurere Malerier. Jeg er meget tilfreds med, at denne flittige og beskedne unge Konstner kommer, som jeg troer, paa sin rette Hylde, og at man kan haabe, at han vil kunde gavne i dette Fag. Han har nyelig malt mig nogle Vuer af Sorgenfrie, som jeg er meget tilfreds med. Jeg stoler nu paa Deres Godhed, at De ved Deres Bekiendtskaber i Nederlandene og ved deres Anbefaling vil bane Vejen for ham. Nederlandene og Paris ere efter min Formening de Steder, han bør besøge, men De vilde forbinde mig meget ved at meddeele mig Deres Tanker om den nærmere Instruxion, som maatte gives ham. Endvidere har Hs. Majestæt paa min derom giordte Forestilling bemyndiget mig til at kiøbe afg. Prof. og Ridder Abildgaards efterladte Samlinger af Bøger, Haandtegninger, Kobberstik til Gavn for Maler- Billedhugger- og Bygnings Academiet, og er derfor tilstaaet Enken 15.000 Rd. d. C. i 4 procent rentebærende uopsigelige kongelige Obligationer. Jeg anseer dette som en stor Acquisition for Academiet og som et udmærket Beviis paa Hs. Majestæts Naade for samme. Naar nu Reformen ved Academiet bliver fuldendt, og dets Midler forøges noget, haaber jeg, at man med sikre Skridt kan gaae frem til et heldigere Maal end hidindtil har været mueligt at opnaae.
Hvad der er hendt i Sverrig vil have bestyrtet Dem. Hertugen af Augustenborg havde ikke forladt Prindsen i 3 Timer, da en pludselig Død bortrev ham. Om det kan virke godt eller ondt for Norden og for Danmark i Særdeleshed er en Gaade, som Tiden eene kan opløse, men som en klog Politik meget vilde kunne lede. Her taler man overlydt, skiøndt uden Hiemmel, om at hans Død ikke var naturlig, men en Virkning af Gift. Omstændighederne derved indeholder Dagen, som jeg vedlægger; og et skiøndt Digt af Oehlenschläger over ham, lader jeg ogsaa følge. Dog det er Tid, at jeg afbryder, nævnende mig Deres hengivne og forbundne
C. F.