Tilbageblik paa Rom:
O dig, som alt saa mange Jordens Skialde
Henrykt besang ved velklangstemte Cither,
Dig vil jeg i min Hu tilbagekalde.
[...]
Men er kun Alt i Rom da Mindesmærker,
Og slynger sig den stumme Blomsterfylde
Kun med sit døde Liv om Kunstens Værker?
Er lagt for evig støvet paa sin Hylde
Den pergamentne Bog? Er Harpen brusten?
Skal Romas Sol ei Strængen meer forgylde?
Er Griflen kastet bort? Er Meislen rusten?
Staaer nysbemalte Tavle stedse mod
Det gamle Mesterstykke mat og gusten? –
Træd hen min Tanke, hvor du ofte stod,
Og skue hvad du saa ofte henrykt skued
Det skiønne Pantheon paa sin Marmorfod.
Erindre dig de Billeder som lued
I Templets Inderste, Nutidens Skrift,
Hvorover Oldtids Hvælvinger sig bued.
Huldt som en Rosenknup i Klippens Rift
Hang der den vakkre Camucinis Prøve:
Et Afrids af den bibelske Bedrift.
Fortiente Priis ei Skialden ham vil røve,
Skiønt ei han kan sig i Beundring tabe;
Hos dig, min ædle Schick! han længer tøve.
Danneckers, Schillers Landsmand, vakkre Schwabe,
Dyp fort din Pensel i Correggios Glød!
Din sieldne Kunst vil sieldne Værker skabe.
Hvo lindrer Nordens længselsfulde Nød?
Hvo tegner høit paa Stigen ved en Lygte,
Hvad Mulmet dækker dybt i Kirkens Skiød?
Mangt Mesterværk som længe Væggen smykte
Ukiendt for Verden, Riepenhaußners Haand
Med lige Træk nu i Papiret trykte.
Til Kunsten binder dem et Broderbaand,
En frugtbar Fantasi dem varmt opluer,
Og Kunst forbinde de med Digteraand.
I Koch jeg hist en vild Tyroler skuer,
En sielden Maler; hist min ædle Koes,
Du Bi, paa Vatikanet Honning suer.
Af støvede Membran, som længst beboes
Af Spindevæven, han den Sødme sanker,
Som end befordre skal, Homer, din Roes.
Odysseus liig han Verden vidt omvanker
For din Odyssnis fuldeligt at finde
Reen, uden Andres Feil, og Andres Tanker.
Kiært bliver stedse mig det muntre Minde,
Da Kiærlighed til Kunst og Ungdomskraften
Forskielligheden monne nær forbinde.
Hvor glade sad vi mangen kiølig Aften,
Og vexled mangt alvorligt, skiemtsomt Ord
Ved tarvelige Nadver, Druesaften!
Du raske Müller nærmed dig vort Bord;
Du unge Olding! Digter meer end Maler,
Hvis Sindrighed, som Heftighed er stor.
Italiener meer end Tydsker, taler
Du dog som brav German, naar Musen vil,
Og est saa nordenfielsk som hun befaler.
Men Skiald hvordan? endnu du tier stil
Om Ham som pryded Kredsen, og som pryder
Selv Rom, med Kunstens bedste Skuespil?
Hvad gavner Sangen her? Mat Strængen lyder,
I troe det ei! Selv maa Jert Øie see,
Hvad Musen kun sin bedste Yndling byder.
Men mat, som krystet af den klamme Snee,
(Jeg vover Ordet) staaer Canovas Støtter
Mod Thorvaldsens. Hiin kan sig yndig tee;
Han yndes af den mægtigste Beskytter;
Men Nordens Phidias med rolig Mine
Ei i sit mindre Værksted med ham bytter.
Hvis Sophokles staaer over Jean Racine,
Saa staaer min Thorvaldsen og over Hin,
Saavist som Storhed overgaaer det Fine.
Jeg laster ei den mindre gode Viin,
Fordi den Bedre langt jeg foretrækker.
Violblaat er ei Rosernes Karmin.
Thorvald fra Døden Grækenland opvækker:
Seer Jason her, Adon, Brisæis, Ares,
Seer Hebe, som Herakles Skaalen rækker.
Homer, din Aand i Thorvaldsen bevares.
O kom, min raske Landsmand! skynd dig, kom,
Vor Stolthed see, lad Ret ham vederfares.
Nei Rom! du est ei meer det gamle Rom.
Før raste Gothen her; men see hans Anger:
Nu offrer han sit Værk din Helligdom.
Og om din Skiønhed synger Nordens Sanger.
