Min egen kjære trofaste Søster!
Slag i Slag har Deres Broder og Søster faaet Breve fra Dem, to Dage i Træk, igaar læste jeg de to første og jeg blev – bedrøvet og ærgerlig! ja, det kan De forstaae naar jeg seer at De endnu ikke har hørt et Ord fra mig, at mit første og længste Brev, det jeg maaskee bedst har udtalt mig i flyver omkring i Europa og muelig slet ikke kommer i Deres Hænder; at De kan have en Slags Ret til at tvivle paa mit uforandrede broderlige Sind, De halv udtaler det, men forsikkrer dog at De troer paa mig, veed De det, jeg var som sagt, bedrøvet og ærgerlig! iaften fik jeg at læse det tredie Brev, det aandede bedre Veirligt hvad mig angaaer, De sendte mig en saa kjærlig Hilsen, skjøndt ikke et Ord fra mig endnu var kommet til Dem; jeg griber derfor strax Pennen, jeg er hos Dem, jeg er hos den kjære Jozé, som ret interesserer mig, ja jeg troer det vi kunne ret blive Venner, jeg troer vi i saa uendeligt meget vilde mødes, Vennen De betroede mig, den elskelige, kjære Henrik er jeg blevet en tro Ven, hver Dag sees vi, fra De forlod ham, han hænger med hele sin Sjæl ved mig og han er mig – en Broder. De yttrer i Deres sidste, ellers mod mig saa kjærlige Brev, lidt Tvivl til ham troer: “noget nyt beskjæftiger ham,” O han er Dem saa broderligtsindet, taler saa taknemligt om Dem, fortæller mig smukke Træk De og den kjære Christian have viiste; De veed ikke hvor meget skjønt jeg hører, gjennem ham, om Elises Hengivenhed til Dem. Moderen holder slet ikke af mig, men jeg kommer der i Huset; jeg troer hun er vred fordi Henrik og jeg holde saa fast ved hinanden, den underlige Kone; Baronen er en kjærlig, ærlig Sjæl! Henrik er meget yndet af hele den collinske Familie, selv den gamle Fru Collin savner ham naar han ikke kommer tidt; han har været der flere Gange til Middag, hvor De veed, der kun komme de udvalgte; hos Hartmanns har jeg ogsaa indført ham, men jeg troer han føler sig meest hjemme hos Collins; det er igrunden egent dette Forhold, De veed nok den Spænding der jo egentlig altid var mellem Baronessen og den gamle Collin; han er imidlertid meget for Henrik og det er til den gamle Collin jeg indførte ham. Rimeligviis har De læst de Andres Breve, som følge med dette, før De læser mit, og veed altsaa vor store Begivenhed her hjemme, Thorvaldsens Død; jeg vil nu lidt nøiere fortælle Dem herom. – I Søndags, den 24 spiiste jeg hos Stampes, der var desforuden Schouw, Øehlenschlæger, Constantin Hansen og Thorvaldsen; jeg var meget forstemt den Dag, de Andre talte heller ikke meget, Thorvaldsen var derimod i høi Grad oprømt og veltalende; “Griseldis” skulde opføres i Theatret for første Gang; Øehlenschlæger havde ikke Lyst at tage der hen, Thorvaldsen opfordrede mig at følge ham; men jeg sagde at jeg ikke gad give 8 M for at ligge paa Pinebænken og nu fortalte jeg ham det uskjønne Stykke; han vilde see det og gik henimod sex, jeg vandrede til Collins og derpaa hjem, hvor jeg blev hele Aftenen og først næste Dag erfarede, i det Bournonville styrtede op til mig, at Thorvaldsen var traadt ind i Theatret midt under Ouverturen, frisk og glad, han trykkede Collins Haand, tog Plads, reiste sig op for Adler der vilde ham forbi, satte sig igjen og bøiede i det samme Hovedet, man troede han havde faaet ondt, løb efter Vand, bar ham ud, men han var død, død uden et Suk! hvilken deilig, velsignet Død. Da jeg om Morgenen efter, hørte det løb jeg strax over paa Charlottenborg, der laae han i Sengen, mellem de udordenlige Puder, fremmede Mennesker stod omkring ham, Gulvet flød med Sneevand, der saae trist og uhyggeligt ud; Baronesse Stampe og Frøken Herbst stode grædende tæt ved, ude var graat og raat; jeg blev meget rystet, hele Dagen var jeg ikke til at bestille det mindste. – Da han obduceredes fandt man at det var en pludselig Lamhed i det halve Hjerte, han var død af, den store Aare der gaaer rundt om Hjertet var noget forkalket og med Saar; desuden fandtes mellem hans Lunge og Sidebenene en stor Byld, men den havde han ikke følt til, den var udenom ganske forbenet og vist nok 20 til 30 Aar gammel. Jeg saae ham i Liigskjorten, han saae ud som den deiligste Buste af ham vi have, Laurbærkrandsen om Panden bragte mig til at tænke paa det smukke Billede vi have af Horace Vernet, og som forestiller Napoleon trædende ud af Graven. Den 30 Mars var Begravelsen, det var en kold, taaget Dag, men den stemte med i det hele. – Ingen Kongens Begravelse kan være mere storartet end denne var! – Det syntes som om Alle forstod at en stor Aand, der havde hørt til dem, var bortgaaet og at vi nu skulde give ham den sidste Ære. Oppe i Figur Salen stod Kisten, den var aaben og Thorvaldsen laae med Krandsen om Panden, Smiil paa Læben; Sørge Kandelabre med Blus stode rundt om og flere Kunstnere fungerede, som Marschaller. Da Laaget blev lagt paa og Kisten bares bort sang Kunstnerne dette Lev vel af Holst:
Med tunge, tunge Taarer
Vi bærer Danmarks Stolthed nu til Graven.
– Her, hvor vi lytted’ til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirrer paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader;
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Skatten, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven. –
Efter Holstes Sang var Kisten bragt ned i Gaarden, paa Laaget laae en deilig Palmegreen og smukke Krandse, een af disse havde Dronningen selv bundet, en anden Krands var af Sølv og givet af Børn i en Skole, hvor de hver havde leveret en Mark dertil. Fra Attellieet sang Italienerne en italiensk Cantate componeret af Sperati; da Kisten kom ud paa Torvet sang Kunstnerne igjen Holstes Vers fra Balkonen. Forrest gik Sangforeningen ( ): Studenter) saa Kunstnerne af alle Klasser, der var Bournonville, Gärtner, Skuespiller Nielsen, Rod, jeg etc. – de bare. Efter Kisten kom Kronprindsen og flere Prindser, Excecutores, Academiet, alle muelige Collegier, Deputationer, Coporationer, i det Uendelige, de første vare inde i Frue Kirke før Alle endnu vare ude af Charlottenborg. I gjennem Gaderne holdt Borgerne, i deres cevile Klæder Orden, alle Laugene stode der, Arm i Arm og lode deres Faner bøie sig for Kisten; (paa denne, det maa jeg ikke glemme, stod en Statuette af Thorvaldsen styttende sig paa Haabet, jeg troer det var den lille Model til hans Statue). Alle Pladser og Gader vare opfyldte med Mennesker, Tagene selv, enkelte havde Toug surret om Livet for at sidde fast; Statuen paa Kongens Nytorv var ganske behængt med Drenge, een af dem havde sat sig lige op paa Kongen, der syntes at holde paa ham. Alt saae ud som en Festdag i Rom, hvor Pragten skeer i il Corso. Det var mærkeligt og smukt, den forbausende Ro og Orden; selv der hvor de opstillede Rækker af Borgerne slap; fattige Folk holdt hinanden stille i Hænderne, de fleste blottede Hovedet, som i de chatolske Lande. Flere Steder var Musik-Chor opstillede, alle Klokker ringede, fra Taarnene blev der blæst! Frue Kirke var behængt med sort og her ventede Kongen, Dronningen og Prindsesserne; saasnart Kisten kom til Kirkedøren, gik Kongen den imøde, lod den passere sig forbi og sluttede sig nu til Sørgerækken, medens en forbausende deilig Sørgemarsch af Hartmann lød fra Orgelet ledsaget af Gongong og Basuner. Kongehusets smukke Sympatie her med Folket har gjort et dybt Indtryk, selv Bladet: “Fædrelandet” omtaler det smukt. Nu fulgte en Cantate med Text af Øehlenschlæger, Musik af Glæser; denne har ikke ret behaget og der var ogsaa flere Ting der for os var høist fremmet f Ex hvor Øehlenschlæger lader Christus sige “Kom til mig!” – der jo maatte lyde hjerteligt og stort, sang man piccicatto “kom, kom, kom, til mig!” omtrent som naar man raaber paa Hønsene “putte, putte!” Tryde holdt Talen (Ved Kisten paa Charlottenborg blev ogsaa holdt een af Clausen). En Sang af mig, hvortil Hartmann havde componeret en gribende Musik, blev afsjunget ved Kisten af Studenter Sangforeningen; her har De Ordene:
1.
Træd hen til Kisten her! kom fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han var en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viiste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt –
Vi har ham seet og kjendt!
2.
Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk,
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs Dig Sorg i Sang ved Kistens Fjel!
I Jesu Navn, sov vel!
Ja, stort ved mit Digt er der ikke, men tænk Dem, Hartmann kom til mig Tirsdag Aften Klokken elleve og bad mig skrive det til Onsdag Morgen Klokken 9, da det jo skulde synges om Løverdagen, jeg maatte strax sætte mig ned og skrive, som man skriver en Stiil. Dalgas i Livorno er beordret tillige med Bravo og Kückler (der som De veed har taget den katolske Religion) at arangere de thorvaldsenske Sager i Rom. Thiele (med Kone og Frøken Aagesen) reise Udenlands og tage nu lige til Rom for at være med ved Arangementet. I Aftes var i Theatret en Sørgefest for Thorvaldsen, som dog kun bestod i en Prolog af Heiberg, fremsagt af Fruen, den inle[de]des ved Hartmanns Sørgemarsch fra Kirken; Thorvaldsens Nummerplads i Parquettet, der siden hans Død har været lukket af, stod bekrandset med Laurbær og lange Sørgeflor; man gav derpaa Hakon Jarl hvortil Hartmann har komponeret en ny Ouverture, Christendommens Kamp med Hedenskabet, udtrykker den. Deres Søster Ida saae jeg paa sin gamle Plads; Kock sadt foran mig; Jørgen og Peter sad ene, langt fra os paa første Bænk. – Det var en smuk Prolog og unægteligt det bedste der er skrevet om Thorvaldsen efter hans Død, jeg kunde ikke lade være, jeg maatte takke Heiberg for det, skjøndt vi jo skulle være Uvenner. Det er saaledes ganske dejligt deri, dette Sted:
“Da Holberg døde fældte Danmark Taarer,
Men det begræd dog kun sit eget Tab;
Men her begrædes det, hvad Verden tabte,
Og hvad den tabte var dens egen Borger;
Her fødtes han, her døde han, her skjænker
Den moderlige Jord ham sidste Hvile.
Derfor hans Ligfærd blev til et Triumphtog,
Ei blot i vort, men i Europas Navn;
Men Danmark gik, som nærmest Slægtning, nærmest,
Og følte Sorgen hundredfold fordobblet,
Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skuldre
I “illustrirte Zeitung” som udkommer i Leipzig vil blive leveret 6 Skizzer der forestille forskjellige Partier af Begravelsen, Marstrand og Constantin Hansen levere Tegningerne. See nu har jeg nok udførligst af Deres leveret Dem Alt Thorvaldsiana! – I de tre sidste Dage har Vaaren været hos os, men der ligger endnu megen Iis paa Gaden, Blæsten er ogsaa noget kold, og Træerne nøgne. I Dag har jeg en skrækkelig “Udvee!” Himlen er blaa, jeg maa afsted! men hvor! ja, jeg bygger mange Casteller i Luften. Glem ikke i næste Brev til Hjemmet at opgive mig bestemt hvad det koster paa første Plads med et Dampskib fra Havre til Lisabon! skaf mig at vide hvad det omtrent kan koste at ligge en 3 Uger paa Hotel i Deres By, eller maaske bedre, hvor mange Species et Ophold paa den Tid eller bedre en Maaned kan koste; maaskee arangerer jeg det, – jeg veed rigtignok ikke ret endnu om visse – Ideer realiseres for mig; De har vagt Længsel hos mig efter at see Lisabon, og Lyst til at kjende Jozé, som ældre, han har en særdeles Interesse for mig. Glem nu ikke at svare, – jeg vilde ønske – dog det er nok taablige Tanker – at jeg kunde flyve ind til Dem i Deres Kammer – dog det gik nok ikke an der! I alle Tilfælde gaaer jeg lidt til Tyskland og Sverrig (maaskee!). Fra Jenny Lind har jeg faaet Brev, hun glimrer i den sidste Tid, som Ana Bolena. – Gid nu dette mit Brev flyve afsted under en lykkeligere Stjerne, end de forrige! hils Georg og Jozé, Damerne kjende mig jo ikke, altsaa kan det ikke hjælpe at strøe Bouquetter ad den Vei; dog, fortæl de mindste af Børnene eet af mine Eventyr, Tommelise eller Tinsoldaten, saa kjende de mig nok. Udstillingen er begyndt hos os, men jeg kan intet skrive om den, da jeg ikke har været der. Ingeborg, Louise, Frøken Cold og alle vore fælleds Veninder sende Dem Hilsener, De er tidt i vor Samtale, hos mig, tør jeg sige, De saa godt, som dagligt er i Tanken! Nu Lev glad og Lykkelig, Solskin har De jo fra Himlen og fra de nærmeste Ansigter rundt omkring. I Dag er det den ellevte April, saa langt ere vi henne i Vaaren.
|
Kjøbenhavn 1844. |
Lev vel Deres broderligt sindede H. C. Andersen. |