Hvb: Etatsraad Collin!
Der var et Tidspunkt, da Kong Ludvig af Bayerns personlige og overordentlige Opmærksomhed mod Thorvaldsen i Sammenligning med hvad der vistes ham hjemmefra, let kunde have skilt os idetmindste ved Originalafstøbningen af hans Værker. Da jeg daglig talte med Thorvaldsen, mærkede jeg nok at han vaklede, og jeg ansaa det derfor som en Pligt fra min Side at gjøre Alt for at afvende Faren og at formaa ham til [at] opsætte et Testamente aldeles til Fordeel for Danmark. Det var et pinligt Emne at tale bestandig om, men jeg slap det ikke før han en dag lidt utaalmodig og ligesom kjed af min ufortrødne Paamindelse sagde: ” Ja, saa skriv De da, et saadant Testamente op for mig”.
Jeg vilde naturligvis ikke lade det gunstige Øjeblik hengaa ubenyttet, og jeg opsatte saa godt, som jeg kunde hans sidste Villie som han ogsaa lovformeligt fik bekræftet og forsynet med de behørige Segl, og nu var Thorvaldsen overordentlig fornøjet med at Beslutningen var fattet og det Hele afgjort.
Men nu begyndte min Uro, – jeg var ikke Jurist, og da de romerske Juristers Rabulisteri er bekjendt nok følte jeg mig ikke rolig før jeg havde tilskrevet Deres afdøde fortræffelige Fader om hvad der var skeet, og bedet ham om i et Brev til Thorvaldsen, motiveret ved at ”Rygtet” havde talt om at T ønskede at opsætte et Testamente – at indlægge et Udkast til et Saadant, som gjorde hans sidste Villie urokkeligt og uangribelig.
Da Thorvaldsen fik Deres Faders Skrivelse, kom han strax op til mig med stor Forbauselse over at Rygtet allerede havde været paa Spil og lod mig læse Brevet. Naturligvis yttrede jeg min store Glæde over hvad der var skeet, og over at vi nu var i Besiddelse af juridiske Udtryk, som var uomgjængelig nødvendige ved et lovformelig Testamentes Affattelse.
Det Hele blev altsaa paany afskrevet og confirmeret – og jeg fik atter Ro i mit Sind. I Aaret 1835 forlod jeg Rom.
Kbhn: d: 18 Marz 1873
Med sand Høiagtelse
Ludv. Bødtcher