Kiøbenhavn, den 14de October.
[…]
Angaaende Thorvaldsens Ophold i Dresden haves følgende Efterretninger: Den 6te September ankom den saa almindeligen hædrede Kunstner til Staden. Den følgende Morgen besøgte han allerede meget tidligt Maleriegalleriet. Fra Mund til Mund fløi blandt de ham der ventende Kunstvenner det glade Budskab: Thorvaldsen er kommen! Alle glædede sig længselsfuldt efter at iagttage det Indtryk, som Kunsthelligdommens Skatte vilde giøre paa den erfarne Kiender og Mester. Da han indtraadte med det ham saa egne Udtryk af Kraft og Mildhed, af Værdighed og faderlig Venlighed, da man saae den ædle, kraftfulde Skabning fuld af nordisk Gedigenhed og sydlig Glød, med de rene Træk, i hvilke hans skarpe Blik forenede sig med den inderligste og meest velvillige Godmodighed, følte Enhver strax: Det er ham! den udødelige Mester, Nordens Søn og Romas Borger! Alle de tilstædeværende Kunstnere og Kunstnerinder fulgte stille og beskedent i nogen Frastand hans Skridt. Der herskede den meest ærefrygtsfulde, dybeste Rolighed; Alle følte, i Dag vandrer en Kunstens Fyrste igiennem disse saa ofte af Monarker besøgte Haller og alle Hierter bankede høiere ved Synet af denne berømte Mand, denne Marmorets Betvinger, Hersker i Formernes Rige; thi han viiste sig Iigesaa fordringsløs og ligefrem som selvstændig og mægtig. En ung Dansk, hans Eleve, ledsagede ham. Med dyb Følelse dvælede han ved de forskiellige Mesterværker; fra Correggios Madonna og Raphaels Sixtinske Madonna kunde han neppe rive sig løs; med inderlig Begeistring og Henrykkelse hang hans Blik ved dem. Han dvælede længe og glædede sig forud ved den Tanke, at vende tilbage den følgende Morgen. –
Om Eftermiddagen besøgte han Antikerne; Aftenen tilbragtes hos Tieck som han havde lært at kiende i Rom. I Løverdags Morges var han Tilhører ved den værdige Hofraad Böttigers Forelæsning; om Eftermiddagen besøgte han ganske alene Galleriet og om Aftenen hørte han den italienske Opera; ved hans levende Deeltagelse af Musiken erkiendte man atter Bekræftelsen af den skiønne Sandhed, at jo større en Kunstner er des rigere er ogsaa Harmonien af alle hans Følelser og des mere receptiv bliver han for de andre Kunstnere, der dog alle kun ere Straaler af en og samme Sol. Han befandt sig i den kunstelskende Grev v. Bombelles loge. (Grev v. Bombelles, nuværende keiserlig østerrigsk Gesandt i Dresden, er bestemt til i samme Charge at afgaae til Neapel, saasnart en lovmæssig og uafhængig Regiering vil existere i dette Rige. Man venter daglig hans Efterfølger Grev Palfy).
Thorvaldsen kaldte Dresden et lille Rom. Den mærkeligste Fest til den store Kunstners Ære havde Sted i Søndags Aftes hos Professor Matthäi. Næsten alle Residentens Professorer og Kunstnere vare der forsamlede; enhver erindrede glad sin tilbragte Ungdomstid i Rom. Professor Matthäis Locale er udmærket skiønt og egner sig ganske til en saadan Høitidelighed; Spisesalen har en stor Balcon ud til Haugen. Dette passede fortræffeligt til den forberedede Overraskelse. Da alle Giæsterne sadde tilbords, henimod Kl. 10, tonede langt borte en festlig Marsch; Musiken kom stedse nærmere, og imellem de rislende Fontainer og de dunkle Træer saae man en Række af faklerbærende Ynglinge. Alle de paa Academiet studerende unge Kunstnere havde af fri, egen Hiertensdrift forenet sig til denne skiønne Høitidelighed. Da de fremtraadte paa den foran Balconen aabne Plads bragte de den store Kunstner et jublende tre Gange igientaget Vivat. Nu gik Musiken over til en rørende Adagio; Ynglingene dannede en Kreds, og to unge Kunstnere, Kraft fra Kiøbenhavn og Wagner fra Stralsund fremtraadte i gammeltydsk Dragt, med lange nedfaldende Lokker, bærende høie Fakler; midt imellem dem fremstod nu en ung Kunstner ved Navn Coopmann fra Hamburg; denne holdt nu med ædel, beskeden Anstand en kort dybfølt Tale til Thorvaldsen og overrakte ham derpaa samme skriftligt, under Musikens Toner. Thorvaldsen var saa inderlig rørt, at han neppe formaaede at tale; han trykkede de begeistrede Ynglinge til sit Hierte, lovede dem den fadeligste Understøttelse og Omsorg i Rom og forsikrede dybt rystet, at denne Aften vilde stedse høre til hans Livs saligste Erindringer! – De unge Kunstnere henrykkedes alle over den kierlige Maade, hvorpaa den beskedne Mand optog Alt. – Mandagen tilbragte han hos Billedhugger Pottrich, hvis Søn er hans Elev, og i Tirsdags Morges forlod han den venlige Kunststad. – Han er, som bekiendt, allerede indtruffen i Warschau, hvor man ligeledes kappes om at vise den store Mester fortient Hæder.