Arkivet, Thorvaldsens Museum

Rom, d. 17^de. Juni 1844.

Uagtet jeg for et Par Dage siden afsendte en Skrivelse til Deres Høivelbaarenhed angaaende de romerske Affairer, kan jeg dog ikke forskaane Dem for et D^o, da der dog altid findes Et eller Andet, som fortiener lidt Opmærksomhed. Jeg modtog igaar Deres Skrivelse af 1. Juni, men det er just ikke denne der foranlediger mig til at skrive, om jeg end ikke er istand til at dele Deres Anskuelse af Fru Paulsens Sag. Jeg havde alt tidligere meddeelt Hs. Maj. min Anskuelse, som især gaaer ud paa, at Thorv. ikke blot med sin Gave til Staden Kiøbenhavn, men selv uden Hensyn til denne, med sin Kunstnerstorhed, der har kastet en Glands paa hans Fædreneland, som man maaske bedst seer, naar man staaer udenfor det, maa regnes i første Klasse af de fortiente Mænd, mod hvis Efterkommere Staten kan have Forpligtelser. Jeg kan i denne Henseende ikke adskille Staden Kiøbenhavn fra Staten Danmark, og frygter, at det, indenlands og udenlands, vil kunne blive en Plet paa Museet, dersom der ikke tænkes mere paa Thorvaldsens børnebørn, end paa Oberst Paulsens Børn. Med 1600^r aarlig Indtægt vil Fru P. ikke kunne give Børnene en god Opdragelse og tillige selv leve sorgfrit. Har Manden med hendes Vidende efterladt mere, saa har hun bedraget mig med sine Taarer og Forsikringer, det tilstaar jeg, men hverken Fenger eller jeg troe det. Angaaende dette Spørgsmaal, sagde Seidelin Winther mig igaar, at han har etsteds i Jylland kiendt en Mand, ved Navn Hiorth, der ofte havde talt om, at Oberst P. maatte være meget riig og som paa den Tid, da Winther var der, modtog paa engang 9000Sp.(?) som han var i Forlegenhed med at faae anbragt for Obersten. Denne Mand skal være død paa samme Tid omtrent som Ob.P. Dog, dette er vel noget, der er Dem fuldkomment bekiendt? Jeg mener kun hermed, at der kan ikke lægges megen Vægt paa om P. har eiet betydelige Midler, naar disse dog, paa en eller anden Maade, ere tabte for Enken og Børnene.
Men det var ikke dette, jeg vilde skrive om. Efter hvad jeg erfarer, er v. Kolb tilfredsstillet ved mit Svar paa hans Brev, og jeg haaber, at mine Herrer Colleger ikke ere utilfredse. Alting synes nu roligt, og med Nedpakningen vil det nu gaae frem ad. Bravo har bestilt endeel af Kisterne, og der begyndes med Sagerne, som staae i Boligen i Via Sistina. Angaaende Bayerns Ønske har jeg skrevet; jeg tilføier kun, at saavidt jeg veed, vil vort Museum komme til at savne de to Sidestatuer til Hertugen af Leuchtenbergs Monument, hvis vi ikke i Tiden kunde udtuske dem fra München, saa at vi baade i Stuttgart og i München have noget at begiere til Giengeld, for hvad der ønskes fra os. Jeg har underrettet mig om, at 2^de Calquer (2 Expl. Afstøbninger) af Alexandertoget vil koste 200 Scudi, Formen iberegnet. Men ikke alene af disse burde der tages Calquer. Her er en Mængde mindre Basrelieffer af uskatterlig Værdi, som kun existere i en eneste Afstøbnig. Støder noget Uheld til med disses Forsendelse, saa ere de for evigt tabte, og det vilde Thorvaldsen aldrig have risqueret. Som saadanne nævner jeg Parnasset, en deilig Frise, Muserne, en yndig Suite af runde Basrelieffer, som vi aldrig have seet i Danmark og fleere. Mit Raad er, at der maa tillægges Bravo Ordre til at lade tage Calquer af alt Sligt. Hvad de sidstnævnte Basrelieffer angaaer, da har jeg sagt Bravo, at han paa mit Ansvar, maa lade disse afforme strax uden at oppebie Ordre, og i denne Sag vil man vel ikke miskiende, at jeg bruger lidt Myndighed. – Fra St Luca er der underhaanden blevet yttret, igiennem Tenerani, at Thorv. skal have lovet dette Academi en Afstøbning af Christusstatuen. Foruden det Exemplar som er i Kiøbenhavn og et andet, som endnu skal henstaae i Carrara (hvor den blev udført) er der et Exempl tilligemed Apostlene her i det store Studie. Jeg skrev om denne Gaves Vigtighed i mit forrige Brev. Med Hensyn til det Spørgsmaal om Alt strax skal indpakkes til Afsendelse, kommer jeg her altid tilbage til hvad jeg engang proponerede, angaaende Vedblivelsen af et Thorv’s Atelier i Rom. Først er det sørgeligt, at tænke sig dette mægtige Spor udslettet her i Mindernes Hovedstad. Dernæst er det et stort Tab for vore fremtidige Billedhuggere i Rom at skilles fra deres herlige Forbilleder, der hidtil var dem et dagligt Studium og endelig vilde dog meget af hvad der skal udføres i Marmor for Museet hensigtsmæssigst her kunne arbeides ud af Punkterne. Bissen har sagt mig, at han maaske fra Gräfenberg vilde gaae over Carrara og i næste Vinter arbeide i Rom, ja! maaskee endog gientagne Gange tilbringe en Vinter i Rom for sin Sundheds Skyld. Men kommer han til Rom og alle Sagerne staae indpakkede eller ere afsendte, saa vil han ikke her kunne fremme Museets Sag. Mit Raad er derfor, at man kun skulde hiemsende det Vigtigste og beordre, at der af saadanne Sager, som kun existere i en enkelt Afstøbning, tages Calquer og Afstøbninger, som i det mindste skulde blive her, indtil alt er i god Behold i Kiøbenhavn, og imidlertid tiene til derefter at beskæftige nogle Kunstnere under Bissens Overtilsyn.
Jeg erfarer, at Bravo har skrevet til Dem, men efter hvad jeg har hørt af ham, har han ikke giort dette mit Brev overflødigt; jeg haaber ikke heller at det vil findes saaledes i Kiøbenhavn.
Mine venskabeligste Hilsener til Deres Familie og til dH^rr Executorer, hvem de maskee ville [med]dele Indholdet.

Deres ærbødigste
Thiele

Hr Bravo giør mig opmærksom paa, at man vel fra München maatte kunne ønske, foruden de nævnte 2 Statuer, ogsaa Afstøbninger af Ægineterne, som dog paa en Maade ogsaa høre blandt Thorv^s Arbeider da han har restaureret dem. Men derom har Hr Br. nok skrevet.