Billedhuggerkunstens Flor hos os.
(Sluttet.)
I det tredie Kunstværksted, hvortil vi ville føre vore Læsere, arbejdede Professor Herman Freund, den grundige, gemytlige Freund. Han er ikke længer iblandt os; en uforventet Sygdom bortrev den kraftige Mand i denne Sommer, og med ham brast et Led i vor Kunstnervirksomhed — et paa flere Maader savnet Led; thi Freund levede ikke blot i sin egen Tankeverden, han rakte gjerne Haanden til at befordre ethvert godt Øiemed i Kunstens Kreds. Vi finde ikke i hans Attelier hans skjønne colossale Statue af Evangelisten Lucas, og Mercurstatuen, den første bestemt for Kirken, den anden for Hovedtrappen i Christiansborg Slot. Disse Værker, hvoraf man især maa kalde det første et genialt Arbeide, henstaae nu i en af Slotskjeldrene, fordi de befandtes at være for store. Saaledes standsedes en paatænkt Række af Arbejder fra Freunds Haand. Nu sidder en eenlig Marmorstatue — Hyrdepigen med Lammet — i hans Attelier, ligesom sørgende over Mesterens Bortgang og over de ufødte Sødskende, om hvilke Haabet med ham gik tilgrunde. Men rundtom bærer Væggen Skizzen til hans største Arbeide Ragnarokr eller de nordiske Guders sidste Kamp. Af dette Basrelief, der bestemt til som Friese (omtr. 1 1/2 Al. høi, nogle og 80 Al. lang) at smykke en Sal paa Christiansborg Slot, er kun en Fjerde- eller Femtedeel gjort færdig af Freund, men det Øvrige vil nu under Bissens Ledning blive udført af yngre Kunstnere, Freunds Elever, blandt hvilke vi her skulle navne DHrr. Andreas Kolberg og David Jensen, de Samme som under Freund og siden umiddelbar under Thorvaldsen have arbeidet paa Sidstnævntes for omtalte Basrelief til Fruekirke: Christi Indtog i Jerusalem. — Freund elskede den oldnordiske Gudelære og arbeidede med hele sit dybe Gemyts Kraft paa at give dens mægtige Forestillinger Skikkelse ved Hjelp af klassisk Kunst. I denne Aand frembragte han ogsaa et Billede af Odin, som sidder paa sin Throne, støbt i Metal og noget over en Alen høit; og han gav tillige ved denne Statue, som var beregnet paa ret at gjennemføres med den Omhu og i den Stiil, som Bronzen kræver, en ung Kunstner Lejlighed til at øve og danne sig; det er denne Kunstner, Hr. Lodberg, som nu giver Odinsbilledet, der fra Freunds Haand og under hans Tilsyn i det Væsentlige var færdigt, den sidste ydre Fuldendelse. — Overhovedet var det paa flere Maader en Gjenstand for Freunds Stræben, at bringe Oldtidens Kunstliv tilbage til Virkeligheden i vore Dage. Saaledes gav han det første Stød til hos os at indføre den gamle græske Maade at bruge Malning paa til Værelsers Forziring (den saakaldte pompejanske Maneer); og i sine Gravmonumenter, hvoraf han har forfærdiget mange, forlod han den sædvanlige bygningsmæssige Maneer og fulgte de gamle græske Forbilleder, i hvis Former Bygnings- og Billedhuggerkunst paa en inderlig Maade forene sig, medens de anbragte Billeder gjengive Scener af Livet, som hentyde paa den Afdødes Virksomhed eller Livsforhold. Men han gjorde dette paa en original og betydningsfuld Maade, og udtrykte sin Ejendommelighed som christelig Kunstner i en skiøn christelig Symbolik. — For Øieblikket arbejdes i Freunds Attelier paa Fuldendelsen af Monumentet over Kronborgs Commandant, Generalmajor Ohlrogge.
–––––––––
Det er os Kjært, at kunne berette vore Læsere, at Thorvaldsen foranlediget ved en egenhændig hædrende Skrivelse fra Hans Majestæt Kongen, har besluttet at blive hos os Vinteren over. Det er nu at forvente, at den saaledes givne Leilighed vil blive benyttet, og at man ikke længere vil lade Udførelsen af saa mange og store Værker, som mindst fra Kunstnerens Side møder nogen Vanskelighed, udsættes og henstaae Imidlertid vil Thorvaldsen sandsynligviis for det Første fuldende nogle Marmorværker, som hidtil i hans Attelier have ventet paa den sidste Haand, f. Ex. hans Venus, og Hebe, hvorved et inderligt Ønske hos mange Kunstvenner vil blive opfyldt. Marmoret, fuldendt af Kunstnerens egen Haand og henstillet som en varig og næsten uforgjængelig Gjenstand for den fuldeste Kunstnydelse i umiddelbar Nærhed, faaer en uskatteerlig Værd. Desværre besidde vi kun for mange af de Skatte, denne blomstrende Kunstepoche vil efterlade os, fastholdte i et mindre fuldkomment Materiale, nemlig Gibs: thi “Danmark er et lidet, fattigt Land;” og flere af disse herlige Værker komme til at staae i en Høide, hvor de blot i Masse og i Hovedomridsene kunne nydes, men hvor Skjønhederne i det Enkelte maae gaae tabte; — dette er dog ogsaa en Ødselhed, nemlig med Aandens rige Gaver, som Himlen har ladet bære Frugter imellem os.
Om et Aar vil, ved Thorvaldsens og Bissens Afreise, den her beskrevne Kunstnervirksomhed inden Kjøbenhavns Volde være standset idetmindste for en Tid. Vi have da en Slægt af yngre Kunstnere tilbage, og gid de maae udvikle sig under Musernes Gunst og bevare den rene ædle, simple Stiil, hvortil Kunsten nu er hævet — bevare den imod de til enhver Tid uudeblivende Anfægtelser af Skjønhedens værste Fjender: Mode og Behagelyst.
Endnu maae vi tilføie, at vi senere agte at henvende Opmærksomheden paa et med Billedhuggerkunsten paa det nærmeste beslægtede Fag, nemlig Medailleurkunsten, hvori vor Tid baade har udmærkede Talenter og fortræffelige Arbeider at opvise.
–––––––––
[...]
