Nyheds-Revue.
(13 — 19 Jan.) — Spørgsmaalet angaaende Bygningen til Thorvaldsens Museum synes endnu ikke at være kommet noget Skridt nærmere sin Afgørelse. Af en halv officiel Kundgjørelse fra den Side af Committeen, der er imod Modtagelsen af den tilbudne Bygning, har man erfaret, at der, foruden de tidligere anførte Betænkligheder derimod, endnu har reist sig tvende ikke uvæsentlige: 1) at Beliggenheden ogsaa er ufordeelagtig med Hensyn til Belysningen, og 2) at Nærheden af colossale Bygninger naar disse blive beboede vil udsætte Museet for Ildsfare. Det er derhos af “forskjellige Hensyn” befundet ønskeligt, at Sagen for det første ikke maatte blive videre offentligen discuteret. En personlig Omstændighed ved samme er imidlertid af Hr. O. Lehmann bragt under Omhandling, nemlig “den Mistillid”, hvormed Sagens Venner see Conferentsr. Collin i Spidsen for samme, en Mistillid, Hr. L begrunder paa denne Maads “anmassende selvraadighed”, hvorved han baade selv har gjort sig til Præsident ved Indbydelsen og vedblevet at føre Forsædet; — hvilket Sidste Prof. Clausen har berigtiget derhen, at det er skeet paa Anmodning af Committeens Pluralitet. — Medens denne Sag saaledes maaskee en Stund vil blive unddraget fra den offentlige Discussion, er en anden, der ogsaa, skjøndt i en ganske anden Retning, har communal Interesse, paa en officiel Maade bleven forelagt Publikum. Det er Brolægningen paa Kongens Nytorv. Etatsraad Schäffer, hvem man almindeligt har tillagt Hovedskylden for denne Sags forkeerte Begyndelse og siden fleeraarige Stilstand, har nemlig seet sig foranlediget til i en egen Brochure actmæssigen at fremstille Gangen i denne Sags Forhandlinger, og af dette Skrift, der endnu ikke vides at være kommer i Boghandelen, har Rhvposten leveret et Uddrag. Dette giver rigtignok et høist mærkværdigt Exempel paa Collegialgangen hertillands. I 5 Aar er der skrevet frem og tilbage om denne Brolægning, om Statuen og om Torvet, mellem Magistraten, Bygningsadministrationen, Rentekammeret, Ingenieurcorpser, Kunstacademiet og Cancelliet — een enkelt af disse Authoriteter, Rentekammeret, har ladet et heelt Aar hengaae inden den gav Magistraten et Svar og efter de 5 Aar er man endnu ikke kommen videre end til — Udnævnelsen af en Commission til Sagens “forudgaaende endelige Overveielse”, og hvor hurtigt denne Commission vil komme til Ende, tør man maaskee slutte deraf, at den, fire Maaneder efter dens Udnævnelse, ikkun skal have været een Gang samlet. Efter de forelagte Acter var Publikum vistnok heelt tilbøieligt til at føre baade “Latteren og Ærgrelsen” fra Magistraten over paa et Par andre Authoriteter, og navnligen have vi hørt den roposition: at idetmindste Brakjorden, eller Moradset, ved den saakaldede “Schäffers Høi”, herefter burde kaldes “Rentekammerets Uføre.” Men, audiatur et altera pars: Bygningsadministrationen har nu, for sit Vedkommende, ved et af sine Medlemmer, Hr. Etatsr. Koch, fralagt sig al Andeel i Brolægningen; “den er hverken foretaget efter dens Forslag, eller efter Overlæg med den, og Planen dertil har hverken været forelagt Administrationen eller Rentekammeret: Stadens Brolægningscommission er der eneste rette Vedkommende”. Sagens Actering er dog næppe hermed sluttet, og den offentlige Menings Dom maa saaledes endnu suspenderes. — Den er værende franske Videnskabsmand, Hr. Gaimard , har paa en smuk Maade yttret sin Taknemmelighed for den Gjæstfrihed, han har nydt paa Island, ved at indbyde samtlige herværende islandske Studerende til en Fète. Denne fandt Sted i Onsdags hos Ferrini; nogle og tredive Islændere deeltoge i samme og 2de Sange paa Islandsk, til Ære for Kong Ludvig Philip og Hr Gaimard, bleve afsjungne.