Berthel Thorvaldsen blev født den 19de November 1770. Faderen, Gotskalk Thorvaldsen, var Billedskærer ved Holmen, men havde ikke Evne til at anvende Meget paa Sønnens Opdragelse. Denne yttrede i en tidlig Alder meget Anlæg til Tegning; da han var 11 Aar gammel, blev han derfor indsat gratis i Kunstacademiets Skole, hvor Han gjorde god Fremgang. I Aaret 1787 vandt han den mindre Sølvmedaille, og to Aar derefter blev den store tilkjendt Ham. Han maatte nu dele sin Tid imellem Kunsten og den Hjælp og Bistand, han var sin trængende Fader skyldig. Næsten tvungen af sine Velyndere, concurrerede han i Aaret 1791 til den lille Guldmedaille, som han vandt; to Aar derefter vandt han ogsaa den store Guldmedaille, der berettigede ham til et Rejsestipendium. Men for at han kunde vinde Tid til at uddanne sig endnu mere, blev Reisen opsat til Aaret 1796, da han reiste til Italien paa en Orlogsfregat og begav sig til Rom. Det første Kunstverk af ham, der vakte almindelig Opsigt, var Jason, som henter det gyldne Skind; det var færdigt i Januar 1803, kort førend han skulde reise tilbage til Danmark. Tilfældigviis besaae Englænderen Thomas Hope hans Verksted, hvor han blev saa indtaget i Jason, at han bestilte dette Kunstverk udført i Marmor for 800 Zechiner, hvorved Thorvaldsen sattes i Stand til, at forblive i Rom og uddanne sig for Kunsten. Han kom nu snart i Ry, fuldendte det ene Arbeide efter det andet og blev i Aaret 1810 udnævnt til Professor ved den romerske Kunstskole, St. Lucas. Keisere og Konger hædrede ham, og Ludvig af Bayern blev hans fortrolige Ven. Siden Grækernes gyldne Dage har endnu ingen Billedhugger nærmet sig Idealet for det Skjønne og Fuldkomne i Kunsten, saaledes som Thorvaldsen. Han blev overlæsset med Bestillinger fra alle Kanter, og man maa i Sandhed forbauses over, hvorledes det kunde lykkes denne Mand, at fuldende saa mange, herlige Kunstverker.
Efter 23 Aars Fraværelse besøgte Thorvaldsen atter Kjøbenhavn, hvor han fandt den hjerteligste og meest ærefulde Modtagelse; Regjeringen overdrog ham Udførelsen af endeel Arbeider, bestemte til at pryde Frue Kirke, nemlig: Statuerne af Christus og de tolv Apostle, samt en Fremstilling af Johannes den Døber, som prædiker i Ørkenen. Efter eet Aars Ophold i Danmark vendte han igjen tilbage til Italien, og hans Reise til Rom lignede et Triumphtog. Han lagde atter Haand paa sine mangfoldige Arbeider og udførte dem saaledes, at de kunne betragtes som nogle af de ypperste Verker, menneskelig Kunst har frembragt. (Fortsættes.)
[...]
Billedhuggeren Thorvaldsen.
(Supplement til den i Nr. 6 af dette Hefte afbrudte Artikel.)
Det første Kunstverk, hvorved denne vor berømte Landsmand tildrog sig den dannede Verdens Opmærksomhed, var ‒ som jeg anførte i ovenstaaende Nr. af Magasinet ‒ Jason, der seirrig holder det tilkæmpede gyldne Skind i Veiret. Derefter forfærdigede han et Basrelief, forestillende Achilles, siddende med bortvendt Ansigt, imedens han med undertrykt Harme maa taale, at Agamemnons Herolder bortføre den nølende Briseis, som Patrokles overgiver dem; det kan stilles ved Siden af de skjønneste antike Basreliefs. Hans kolossalste Mars, som, staaende og hvilende sig paa den omvendte Landse, griber Oliegrenen med sin høire Haand, overgaaer endnu Jason i Skiønhed og holdes for det Fortrinligste, som den nyere Kunst har skabt i denne Stiil. Denne, saavel som Adonis, der af Canova rostes som et Mesterværk, fuldendte Thorvaldsen i Aaret 1808. Sine tidligere forfærdigede Statuer, noget under almindelig Legemsstørrelse, nemlig: Venus, Apollo, Bacchus, Amor, Psyche, Hebe, Ganymedes og Argusdræberen Mercurius, ‒ maatte han ofte gjentage i Marmor. De ere, ligesom alle hans Verker, blevne tegnede i Omrids af Riepenhausen og Mori, og stukne i Kobber. Hans, ved Idee og Udførelse lige udmærkede fire Reliefs til Døbefonden i Tærningeform, forestillende en Christi Daab, en Madonna med Barnet Jesus og den lille Johannes, en Christus, der velsigner Børnene, og en Gruppe af Engle, saavel som hans fire Medaillons til Portalet i Christiansborgslot, ‒ maae betragtes som Mønstere af en fuldendt Cyclus. Til Frue Kirke leverede han: Johannes den Døber, som prædiker i Ørkenen, et Basrelief til Gavlen over Hovedindgangen ; til Nischerne i Forhallen: de store Propheter; til Friesen: Christus, bærende sit Kors; til Kirkens Indre: de fortræffelige tolv Apostle, og til Alteret: Frelseren selv.
Nogle af de skjønneste blandt Thorvaldsens Arbeider ere: hans tre Gratier, hans Allegorie: Dagen og Natten, Friesen i en af Salene i det pavelige Palads paa Monte Cavallo, i Basrelief, og hans i Sandhed poetiske Figur: Haabet. Derefter forfærdigede han to, ikke mindre skjønne Karyatider i Legemsstørrelse, Gravmonumentet for den i Florents afdøde unge Bethmann fra Frankfurt a. M. og mangfoldige sindrigt udtænkte og herligt udførte Basreliefs, hvoriblandt: Bacchus, som lader Amor drikke af sin Skaal, Minerva, der sætter Sommerfuglen paa det af Prometheus formede Menneskebilled, Amor, som klagende viser Venus sin af en Bi stukne Haand, Hygiea, der lader Æskulaps Slange drikke af sin Skaal, Amor, som med sin Piil søger at kalde den afmægtige Psyche tilbage til Livet, og Muserne, som ved Klangen af Apollo’s Lyra dandse omkring Gratierne. Napoleon bestilte hos ham et stort Basrelief, forestillende Alexanders Triumphindtog i Babylon; dette, tilligemed fire andre Basreliefs, kjøbtes til Christiansborgslot. Restaurationen af de paa den græske Ægina i Aaret 1811 opgravede Statuer, som Kongen af Bayern kjøbte, overdroges Thorvaldsen og blev af ham lykkeligt fuldført. Hans Arbejder ere i Rom, hyppigt blevne stukne i Kobber og efterlignede i Gemmer.
Alexander og Frands den Første, Polakker og Schweizere, overdroge ham Udførelsen af offentlige Monumenter. For Warschau forfærdigede han Poniatowsky’s Statue tilhest, for Rom: Pius den Syvendes Gravmonument og Consalvi’s Buste; for München: Hertug Eugen af Leuchtenbergs Gravmonument. For at opstille det sidstnævnte, begav han sig selv til München, i Februar 1830. Under sit Ophold i Kjøbenhavn modellerede han Kongens og Dronningens Buster, som han senere udførte i Marmor. Ogsaa Büsterne af den kongelige Families øvrige Medlemmer bleve senere modellerede af ham og udførte i Marmor.
Thorvaldsens herlige Kunstverk, der nylig er bleven opsat over Hovedindgangen til Frue-Kirke, forestiller ‒ som jeg i det Foregaaende har berørt ‒ Johannes den Døber, der prædiker i Ørkenen. Alle Figurerne ere her af rød-guult brændt Leer, det saakaldte terra cotta. I Midten af Gruppen see vi Johannes staaende paa et Klippestykke og ophøiet over Tilhørerne. Med den høire Haand peger han mod Himlen, i den venstre holder han Staven med det lille Kors, hvormed de Gamle pleiede at afbilde ham, for at betegne hans Forhold til Christus. Øseskaalen, en Muslingskal, hænger i en Rem over hans Skulder og betegner ham som Døberen. Dyb Alvor taler ud af hans Aasyn; det stærke Haar, de kraftfulde Lemmer og den lodne Underklædning vidne om hans, ved en stræng Levemaade hærdede Kræfter. ‒ Ved hans venstre Side staaer en Dreng, som har afført sig sin Overklædning, for at modtage den hellige Daab. Ved Døberens høire Side see vi en Mand i den modnere Alder, som ligeledes har afkastet sin Overklædning, for at døbes. Hans Sjæl hænger ved Lærerens Læber; sin ene Fod har han sat op paa Klippestykket, Albuen støtter han paa det saaledes hævede Knæ og hans Hoved hviler i Haanden. Bag denne Mand øine Vi en Gruppe, bestaaende af 2 Personer. En skjøn Yngling har slynget sin Arm om Faderens Hals og synes at iagttage det Indtryk, Prophetens Tale gjør paa ham. ‒ Den tilsvarende Gruppe paa den modsatte Side bestaaer ligeledes af 2 Personer: en Skriftklog, i sin lange Kjortel, og en Jæger; hin støtter sig paa sin Stav, imedens han med hovmodig Foragt hører paa Døberens Tale; denne derimod føler sig underligt greben af Sandhedens uimodstaaelige Magt. Ved hans Fødder sidder hans Hund, Gjenstanden for et Par yndige Børns udeelte Opmærksomhed. En lille Pige røber stor Lyst til at lege med Hunden, men Dyrets bidske Udseende skræmmer hende; hun skjuler sig bag Broderen, hvem hun gjerne vil have frem; men han, som er ældre og kjender Faren, holder sig tilbage. En yngre Broder til disse Søskende, en lille forvoven Dreng, betragter Hunden med store, fyrige Øine og vilde ikke betænke sig paa, at løbe lige Hen til den; men Moderen, der sidder paa en Steen, har grebet ham med Haanden omkring den lille Arm og holder ham saaledes fjernet fra Hunden, imedens hun i stille Andagt har Øinene henvendte mod Taleren. Bag hende see vi en Hyrde med sin Stav, i liggende Stilling. ‒ Til Børnegruppen paa denne Side svarer en Gruppe paa den modsatte Side, der dannes af en ung Pige, som knæler andagtsfuld, imedens hendes yngre Broder hviler Armene paa hendes Skulder og stirrer op paa den Talende. Bag hende sidder en Olding, indhyllet i sin Kappe; nedbøiet af Aarenes Vægt fæster han sit Blik paa den begejstrede Taler, idet han hæver Haanden op mod sit Bryst, hvor de guddommelige Ord finde en dyb Gjenklang. ‒ Gruppen sluttes af en liggende Figur, der forestiller en deilig Yngling; henstrakt paa sin Kappe, med Haanden under Kinden, lytter han opmærksomt til den prædikende Johannes ’s Røst.
