‒ I over et Decennium have de herværende Danske, som have besøgt Rom, i Almindelighed aarligen i Forening gjenkaldt sig Erindringen om „den evige Stad” og deres store Landsmand, Thorvaldsen, i et lystigt convivium, hvorved alt var beregnet paa at opfriske Mindet om de glade Timer, de der havde tilbragt, oftest i Selskab med ’den Gamle’, Konstens Heros, som der var Sjælen i hvert Samqvem af Nordboer. Efterat i de sidste Aar blandt de livlige Toner ved denne Mindefest havde blandet sig Haabet om og Længsel efter at gjensee ham her, og navnligen i denne Kreds, hvor han er personligen kjendt og elsket, var Intet naturligere, end at man ikke vilde dvæle længe med, nu da Fædrelandet atter favner den hædrede Konstner, ogsaa der at byde ham et hjerteligt Velkommen. En saadan Hilsen bragtes ham da i Tirsdags Aftes af den nævnte Kreds, som havde samlet sig i det dramatiske literaire Selskabs Theaterlocale i Vildmanden paa Østergade. Man havde ved denne Leilighed saavidt muligt søgt at give Alt et Anstrøg, der mindede om Italien og Rom. Medens Entreesalen var decoreret med Kobberstik og Tegninger af Rom og italienske Prospecter, var selve Theatret, der tjente til Spisesal, indrettet omtrent som et romersk Osterie ved festlige Lejligheder, og smykket med Viinløv og Guirlander, og i Baggrunden af samme var anbragt Thorvaldsens Navnetræk. Enhver af de Tilstedeværende havde sin Viinløvkrands om Issen og Thorvaldsen bar Laurbærkrandsen. Forsamlingen var den talrigste, der endnu havde fundet Sted. Foruden de Yngre, som hidtil havde deeltaget i Festen, saaes flere ældre Videnskabsmænd og Konstnere; saaledes Brøndsted, Oehlenschläger, Conferentsraad Hansen, Prof. Clausen og Siboni. Ialt taltes omtrent 70 Personer. Forinden man gik tilbords bidrog Afsyngningen af en Deel italienske Folkesange til at gjøre Erindringen om Livet i Rom endnu mere levende hos de Tilstedeværende. Ved Bordet blev afsunget følgende til Anledningen digtet Sang:
Hil Dig og velkommen vær,
Laurbærkronte Mester!
Alle som vi sidde her
Var vi Dine Gjæster;
Nu Du sidder ved vort Bord,
Her Dig glade favne
Dine Venner; med de Ord
Veed Du vore Navne.
Alle droge vi didhen
Hvor Du længe vandred’;
Alle fandt i Dig en Ven,
Dansk og uforandret.
Ja, hver Dansk, som til Dig kom,
Aldrig kan forglemme,
At hos Dig i fjerne Rom
Følte han sig hjemme.
Husker Du hvormangen Gang,
Hist i Kneipesalen
Du med os ved lystig Sang
Tømte fro Pocalen?
Husker Du hvortidt vi drog
Hjem ved Fakkelglandsen?
Og Du selv Guitarren slog
Glad til Ungdomsdandsen?
Tidt vi her ved dette Bord
Mindedes de Dage;
Kaldte til vort kolde Nord
Romas Aand tilbage.
Dog Eet stedse savned’ vi,
Længslen blev ei stillet,
Og kun Penslens Trylleri
Skjenkte os Dit Billed.
Men nu er Du blandt os her,
Vi Dig tæt omklynge;
„Thorvaldsen! velkommen vær!”
Jublende vi synge.
Ja hver Ung, hver Veteran
Tak til Himlen sender;
Thi fra Jason til Vulcan
Skuer her Du Venner.
Derefter udbragte Oehlenschläger Skaalen for Thorvaldsen, som optoges med den mest enthusiastiske Jubel, der atter lød efterat han med Kjærlighed havde takket og endnu en Velkomstsang til ham var bleven sungen. Efter Oehlenschlägers smukke Sang: „Muser har Glæden, Druer kjær”, som til Kroyers skjønne Melodi blev sungen af 3 Stemmer, udbragte Thorvaldsen en Skaal for Oehlenschläger, der ligeledes optoges med Begejstring. Til disse Toaster sluttede sig under Forsamlingens Jubel trende: „For Konsten”, „for Rom” og „for Danmark.” ‒ En lystig, utvungen Stemning herskede heeltigjennem og gav denne Aftens Festlighed fuldkommen Præget af en Høitid i en glad Familiekreds. Efter Bordet dandsede man Saltarellaen o. fl. italienske Folkedandse. Alle de Tilstedeværende ledsagede ved Festens Slutning Thorvaldsen hjem til hans Bolig paa Charlottenborg og bragte ham udenfor Pallaiet til Afsked et jublende Vivat.