Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7120 af 10246
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten [+]

Afsendersted

København

1.3.1837 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvori artiklen er trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Bemærkninger
angaaende Konstforeningen.

–––––––––

Ethvert Selskab, som ikke skal famle i sin Virksomhed, og spilde og bortødsle sine Kræfter til unyttig Anstrængelse, men virke stadigt og indgribende, maa være sig sit Hovedøiemed klart bevidst, og have en tydelig og bestemt Forestilling om, hvilke Midler det især skal anvende til dets Opnaaelse; veed et Selskab det, lad det da kun skeie lidt ud fra den rette Vei i sin Virksomhed, det skal dog, om der ellers er Alvor og Kraft i dets Stræben, snart vide igjen at finde den og fortsætte den med fornyet Iver. Naar man nu spørger med Hensyn til Konstforeningen: Har den været, og er den sig saaledes sit egentlige Øiemed bevidst, og veed den og kjender den de Midler eller maaskee rettere det vigtigste Middel, ved hvilket den kan naae det? forekommer det mig, at man maa svare bejaende paa den første, men benegtende paa den sidste Deel af Spørgsmaalet, og at den trænger til yderligere Oplysninger angaaende Midlerne, den maa anvende for at naae sit Øiemed. Jeg vil nu forsøge nærmere at forklare mig, og for saa vidt det staaer i min Magt bidrage til at bringe dette saa meget omtvistede Spørgsmaal paa det Rene – noget hvortil jeg formedelst et nøiere Kjendskab til de fleste af de yngre dygtige Konstneres Liv og Stilling oftere har følt mig opfordret.

Jeg sagde, at Selskabet har været sig sit Hovedmaal bevidst – og det maae vi visseligen paaskjønne, især naar vi see hen til den Vaklen og Ubestemthed, som i den Henseende finder Sted i flere lignende Selskaber – thi det er jo klart, at vi maae sætte dette i, deels at virke til ægte Konstværkers Tilblivelse her i Danmark, deels at virke til at udbrede og danne Smag og Sands for Konst, saaledes at vi Danske kunne forstaae og nyde hine samt Konstens Værker overhovedet. Men nu ere disse 2, tilsyneladende forskjellige, Maal ikke saaledes beskafne, at Konstforeningen maa virke i 2 forskjellige Retninger for at naae dem begge, da Foreningen først maa naae det ene, for den kan naae det andet – thi hvorledes skal Konstsands vækkes og udvikles hos det enkelte Menneske, som hos et heelt Folk, uden ved Konstens Værker? disse maae da først af Alt skaffes tilveie, og det har Konstforeningen ganske rigtig indseet, og derfor sat som sit egentlige Hovedmaal, at bringe Konstværker til Veie.

Men det er jo ikke nok, at jeg veed, hvilket Maal jeg skal have for Øie, jeg maa jo ogsaa vide, hvorledes og ved hvilke Midler jeg skal naae det, for at jeg ikke skal bortødsle mine Kræfter; og i denne Henseende forekommer det mig, at Konstforeningen, i det mindste tildeels i de sidste Par Aar, har vaklet hid og did i Uvished og Ubestemthed. Dette maa blive anderledes, om den skal blive af den Betydning for Konsten i Danmark, som den formedelst sit Omfang og sine Midler kan og bør være. Spørge vi nemlig: Hvorfra skal Konstforeningen faae gode Konstværker? da maa naturligviis Svaret lyde: fra dygtige Konstnere. Uden dygtige Konstnere, ingen ægte Konstværker; hine forholde sig til disse, som Kilden til Aaen, der dannes af den; thi Konstnerne ere de levende Kilder, af hvilke Konstens Værker udstrømme. Hvis Konstforeningen da nu skal kunne faae danske Konstværker, maa der være danske Konstnere, til hvilke den kan henvende sig for at faae dem. Fandtes der nu Ingen, da fulgte det jo ganske af sig selv, at Konstforeningen først og fremfor Alt maatte virke til at der dannedes nogle; men selv om der gaves for Tiden dygtige Konstnere her i Danmark, maatte Selskabet, saafremt det virkelig har et større Maal for Øie, virke af al sin Kraft til, at den yngre Konstnerslægt udvikledes til et dygtigt Konstnersamfund, der engang i Tiden, naar den nærværende Slægt af Konstnere var uddød, kunde blive den Mine, hvorfra Foreningen og Danmark hentede Konstens rene og gedigne Guld. Jeg sagde “selv om her var dygtige Konstnere for Tiden i Danmark”; man misforstaae mig ikke, som om jeg meente, at der ingen fandtes; men disse ere dog saa faa, at de neppe kunne tilfredsstille Foreningen, end sige Danmark; saa at vi endog for den nærværende Tids Skyld bør gjøre Alt, hvad vi formaae, for at en yngre Slægt kan dannes og udvikles. Men hvorledes og hvorved dannes og udvikles da Konstnerne? maae vi fremdeles spørge. Den Sandhed, at Øvelsen gjør Mesteren, gjelder jo ogsaa her; Konstneren dannes ved sine Værker. Ved at fuldende dem faaer han den Overbeviisning om sin Dygtighed, og det Mod og Tillid til sin Kraft, som saa at sige er alle store og betydningsfulde Konstværkers Fostermomoder; og ved den Øvelse, som de skaffe ham, faaer han den Magt over sine Midler, uden hvilken han, om endog han er nok saa begavet, ikke kan frembringe et fuldendt Konstværk. Men naar saaledes hans Udvikling beroer paa de Værker, han udfører, hvorledes kan da Foreningen virke til den? Beroer den ikke ganske paa ham selv? Det gjorde den vistnok, naar Konstneren ene og alene kunde arbeide for at udvikle og danne sig; men Konstnerens Værker ere ikke blot for ham et Middel til Udvikling, de ere jo ogsaa et Middel for ham til Livets Ophold, og da dette er en nødvendig Betingelse for hans Udvikling, maa han jo først sørge for det, og med Hensyn til sine Arbeider først spørge: Kunne de skaffe mig Livets Ophold, kan jeg faae dem solgte? Saaledes bliver hans Konst hans Levebrød: og selv den største, af den mest glødende Begeistring for sin Konst gjennemtrængte Konstner, kunde da ingen Konstværker fuldføre, med mindre han fik dem afsatte. Og vare endda de for alle fælleds Fornødenheder, uden hvilke vi ikke kunne leve, det Eneste, som Konstneren først maatte tænke paa at skaffe sig, før han ret egentlig kunde tænke paa sin Udvikling; men der er endnu mange andre aldeles nødvendige ydre Betingelser for denne, saasom: et passende Atelier, Modeller, Farver, Lærred [etc.], og da han fremdeles skal skaffe sig alt dette ved Lønnen for sit Arbeide, er det jo klart, at han endog for sin Udviklings Skyld bestandig maa gjøre den til det første Maal for sin Stræben. Vi see da nu, at Konstnerens Udvikling ikke beroer paa ham selv alene, thi det første Spørgsmaal, han maa gjøre sig selv, før han begynder et Arbeide, er jo ikke: “Er dette et Værk, som du kan høste Frugt af for din Dannelse som Konstner?” saa at han, naar han maatte besvare dette med ja, da kunde tage fat paa det, og gjennemføre det med al sin Styrke og Kraft; nei! det første Spørgsmaal, han maa forelægge sig selv, er det: Kan du faae det solgt? Maa han besvare dette benegtende, da maa han jo opgive det, om end han indseer, at det er ham det tjenligste af alle for hans Udvikling, om end han føler den mest levende Begeistring for det, den inderligste Lyst til at udføre det. Her er naturligviis kun Talen om de unge Konstnere, som blot leve af deres Arbeide; men det er jo Tilfældet med de fleste her i Danmark. Men, vil man maaskee indvende, hvorledes kan den unge Konstner, som føler Kraft og Dygtighed i sig, maatte sige sig selv bestemt, at han ikke kan faae et Stykke, som han føler Lyst til at udføre, afsat? Kan han end ikke regne paa et skjønsomt Publicum, kan han jo dog slaae sin Lid til Konstforeningen, som har viist, at den med Velvillie modtager Stykker, der røbe Talent og Flid, om end de ikke ere fuldendte Konstværker. Saaledes kan vistnok Konstforeningen dømme, og være næsten aldeles sikker paa, at den yngre talentfulde Konstner i et Arbeide, hvortil han føler indvortes Lyst, og til hvis Fuldendelse de ydre nødvendige Betingelser ei mangle ham, vil præstere Noget, som den kan være tjent med at modtage. Men Konstneren selv kan ikke dømme saaledes. Her er jo nemlig ikke Talen om ubetydelige Smaaarbeider, af hvilke han maaskee alt har udført en Deel, men om de større, omfangsrigere Værker, ved hvilke han ret kan komme til Bevidsthed om og Tillid til sin Kraft, dem, ved hvilke Konstneren egentlig dannes og modnes. Idet han stiller sig et saadant for Øie, da maa han, jo mere begavet han er, desto mere føle Betydningen og Storheden af det, og hvor langt han er fra at kunne frembringe et Arbeide, der kan tilfredsstille ham selv; han seer i Tanken Værket færdigt, og føler alt Manglerne derved. Den samme Dom om sit Værk maa naturligviis han, som ikke endnu af gjentagne Erfaringer har lært det Modsatte, tilskrive Andre, og hvorledes kan han da have et nogenlunde sikkert Haab om at faae det afsat, end sige saaledes betalt, at det, som er nødvendigt for ham som Menneske og som Konstner, derved tilsikkres ham? Og hvorledes kan han med saa usikkre Forhaabninger gjøre alle de Bekostninger, som et saadant Værk udkræver, tage fat paa det, og offre Uger, Maaneder, ja halve Aar til dets Fuldendelse? Giver han sig, under disse Omstændigheder og med disse Udsigter, desuagtet ind paa det, kan han da gjennemføre og fuldende det med den Sindsro, Omhyggelighed og Kraft, uden hvilke hans Arbeide ikke til Gavns vil lykkes, og han selv ikke hente noget stort Udbytte af det – især naar han bestandig, imedens han udfører det, maa kæmpe med den trykkende Følelse, som Erkjendelsen af hans Arbeides Ufuldkommenhed og Mangler stedse maa fremkalde i hans Sjæl. Saaledes maa han da enten give Slip paa de Arbeider, som mest kunne fremme hans Udvikling, eller fuldføre dem i en Sindsstemning, der hindrer ham fra at naae det ved dem tilsigtede Maal.

Paa den anden Side maa han ogsaa, for at leve og faae Midlerne til en fortsat Udvikling, gjøre det, som netop kan hemme og standse denne. Derfor maa han tage fat paa mindre Arbeider, som i det Hele ere mere afsættelige, og som, om de end ikke blive solgte, dog ikke, formedelst den kortere Tid, hvori de ere udarbejdede, kunne ødelægge hans Existence; derfor maa han ogsaa gribe alle mulige Leiligheder til at fortjene, og ofte ved Informationer og Arbeider, f. Er. Copier, Tegninger, Smaaportraiter [etc.], som han udfører med den inderligste Ulyst, og som tildeels ligge udenfor hans Kreds, sløve sin Aand og tilintetgjøre dens Friskhed og Liv, og spilde den Tid, som er den unge Konstner saa kostbar, uden at hente noget sandt Udbytte deraf for sin Konst. Derfor maa han ogsaa oftere, og hvor skadeligt er det ikke, lægge et begyndt Arbeide tilside, for at udføre et andet, der tilbyder sig for ham. Den, der kjender nøiere til vore unge Konstneres Liv, maa indrømme, at alt dette gjelder om de fleste af dem, og dog er det paa denne unge Konstnerstamme, at Konstforeningen skal bygge sit Haab om en for Konsten blomstrende Tid i Danmark.

Men hvorledes kan der da raades Bod herpaa? Og hvorledes kan Konstforeningen virke til, at vore unge Konstnere kunne udvikle sig frit og selvstændigt, uafhængige af ydre Tilskyndelser, blot følgende den ved deres naturlige Anlæg dem betegnede Bane? Det Mislige i deres Stilling bestaaer jo deri, at de ved deres Arbeide bestandig maae have det dobbelte Maal for Øie – deres Udvikling og Midlerne til deres Subsistents – saa at de saa at sige maa tjene to Herrer paa eengang. Der er da Intet andet at gjøre, end at frie dem fra det ene Herskab, og stille dem paa det Standpunkt, at de kun behøve at arbeide for deres Konst. Dette kan skee paa en dobbelt Maade. Enten kan der gives dem aarlige Stipendier af samme Beskaffenhed, som de, der gives Studenterne, imedens de studere, eller ogsaa kan deres Arbeiders Afsætning tilsikkres dem ved Bestillinger. Det sidste er baade naturligere, da Konstneren kan og skal leve af sine Arbeider, Studenten derimod ikke, og det Eneste, som Konstforeningen for Tiden kan indlade sig paa. Lad da Foreningen gjøre større Bestillinger hos de unge Konstnere, hos hvilke den erkjender Talent; saaledes, at den aldeles overlader dem selv Valget af Emnet; da kunne de jo vælge ganske uafhængigt af ydre Bevæggrunde, blot efter deres Aands indre Tilskyndelse; da kunne de med Mod og Kraft tage fat paa Arbeidet, og gjennemføre det med Ro og Sikkerhed, og derved prøve og udvikle deres egne Kræfter, hvoraf Mod ti[l] at tage fat paa og Dygtighed til at udføre andre lignende, ville udspringe. Her maae vi da ogsaa lægge Mærke til, at de maaskee endog blot ved een ordentlig Bestilling om Aaret vilde fortjene saa meget, at de kunde udføre et andet betydeligere Arbeide, om end det ikke var bestilt. Saaledes stiller Konstforeningen sig paa sin rette Plads – i et dannet og konstelskende Publicums Sted, der ei ængstelig spørger om egen personlig Fordeel, men kun om Konstens Tarv, og med Iver stræber at fremme alle Retninger i Konstens store Rige.
p(indented). Angaaende den Maade, hvorpaa Bestillingerne bør skee, da forekommer det mig rettest, at Selskabet overlader Bestyrelsen en vis Sum, hvilken den da kan anvende til Bestillinger. Bestyrelsen kan nemlig i Valget af de Konstnere, hos hvilke den gjør en Bestilling, og i dennes Størrelse langt bedre tage Hensyn til Konstnernes private Stilling og eiendommelige Evner, end Selskabet. Summens Størrelse kunde vel ikke bestemmes til mindre end 800 Species; dog ogsaa i dette Punkt burde der vel indrømmes Bestyrelsen en vis Frihed, saa at den kunde forhøie den noget, om end ikke betydeligt, hvis den maatte erkjende det for nødvendigt – uden dog at den skulde være forpligtet til at opbruge den i Aarets Løb, hvis den ikke fandt passende Lejlighed til at anvende den. Overhovedet maa jo Selskabet erindre, at saafremt nogen Bestyrelse bør have frie og ubundne Hænder, bør det vistnok være Bestyrelsen for en Forening til de frie Konsters Fremme.

Man vil let see, at mit Forslag er forskjelligt fra Bestyrelsens, at gjøre Bestillinger hos et vist Antal Konstnere i Udlandet, og at de begge godt kunne bestaae ved Siden af hinanden. De gaae vel begge ud paa at skaffe gode Konstværker til Veie, men i Bestyrelsens Forslag bliver Konstværket Hovedsagen, Konstneren i Grunden en aldeles Biting, i mit tabes Konstneren ingenlunde af Syne, men betragtes som den, der kan blive et Ophav til mange Konstværker; det er en naturlig Følge af, at de i Bestyrelsens Forslag paatænkte Konstnere staae i et ganske andet Forhold til Konsten og Livet, end de, jeg nærmest har tænkt paa. De sig i Udlandet opholdende danske Konstnere ere nemlig enten saadanne, som førhen i flere Aar have nydt Stipendier og saa at sige fuldendt deres Udvikling, for hvilke derfor en saadan enkelt Bestilling ingen særdeles Betydning vil have, eller saadanne, som for Øieblikket nyde Stipendier, og derved ere befriede fra alle de trykkende Baand, som paahvile den unge Konstner, der ei nyder et saadant. Er der da nogensinde Dygtighed i dem, da ville de ogsaa uden Bestillinger udføre betydeligere Konstværker, og ved dem øve og udvikle sig til ægte Konstnere. Det er imidlertid langt fra, at jeg misbilliger Bestyrelsens Forslag, nei! jeg mener tvertimod, at der er meget, der taler for det, kun mener jeg, at hvis der er Grund til at gjøre Bestillinger hos de af den foreslaaede Konstnere, da er der endnu mere, der taler for mit Forslag, at gjøre Bestillinger hos de sig i Danmark opholdende og med mange ydre Hindringer kæmpende unge Konstnere, for hvis hele Konstnerdannelse en saadau enkelt Bestilling af større Omfang har en saa overordentlig Betydning.

Et Medlem af Kunstforeningen.

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, som blev udgivet i Kjøbenhavnsposten No. 60, 1.3.1837 .

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Kjøbenhavnsposten 1.3.
Emneord
Landsindsamlingen til Thorvaldsens Museum
Personer
Alexander 1. · Ludwig 1. · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen · H.C. Ørsted
Sidst opdateret 15.08.2016 Print