Arkivet, Thorvaldsens Museum

– Den af Trykkefrihedsselskabet udgivne, af Prof. Thiele skrevne Levnetsbeskrivelse af Thorvaldsen er nu udkommen, og erholdes for 10 [skilling]. Den er nærmest bestemt for den egentlige Almue, og er affattet i en saa ægte folkelig, godlidende og naiv Tone, at den kan tjene til Mønster paa dette Slags Foredrag, hvortil Trangen hos os er langt større end Evnen. Det er ikke blot sproget, disse simple, klare Constructioner, disse jevne, let forstaaelige Udtryk, der give Skriftet sin populaire Charakter, men det er hele den poetiste Opfattelse af det herlige Stof, hele den barnlige, næsten rørende Fremstilling, der saa heldigen slutter sig til Almuens Forestillingsmaade, saa sindrigt ordner sig ind i dens sædvanlige Kreds af begreber og Følelser, at det sikkert ogsaa vil leve sig ind i den. Fra dette Standpunkt kunne vi heller ikke gaae i Rette med Forfatteren, for at han ikke sjelden benytter og paa en Maade appellerer til Anskuelser, som i og for sig hvile paa en falsk Grund, men som dog udgjøre en ikke liden Deel af Menigmands Livsbillede, saaledes som dette af den foregaaende historiske Verdensudvikling er nedarvet til ham. Vi sigte herved naturligviis til de omstændelige Beskrivelser af, hvorledes Keisere og Konger have besøgt og omfavnet Thorvaldsen, sendt ham Ordener og Titler o. desl.; thi hvorvel dette naturligviis ikke blot [er] kan forhøie hans Værd, eller endog afgive et nogenlunde vigtigt Vidnesbyrd om hans Storhed, hvorvel vi f. Ex. antage, at naar Thorvaldsen og Kongen af Bayern give hinanden Haanden, dette er til større Ære for den Sidste end for den Første, saa ligger Venerationen for denne Verdens Magthavere dog saa ganske i den uoplyste Almues aandige Standpunkt, at vi ikke kunne andet end billige, at Forfatteren har benyttet den. I denne Concession ligger der ikke nogen Falskhed, thi vil man virke paa Almuen, saa er det nødvendigt at gaae ind paa dens Anskuelser, nødvendigt at bygge paa det Fundament, som findes i dens foregaaende Dannelse, og intet er urigtigere, end at ville indtvinge en fremmed Betragtningsmaade, hvor rigtig den end maatte være, i en Sjælstilstand, hvori den ikke kan slaae Rødder. Hvorvel vi altsaa mene at en Omfavnelse af Keiser Alexander eller et Haandtryk af Ludvig af Bayern intet beviser, saa er det dog rigtigt at føre disse Vidner for et Forum, hvor deres Vidnesbyrd vil blive antaget som Beviis, fordi der hos Almuen vil begrunde og styrke Overbeviisningen om Thorvaldsens Storhed, og i det Hele om Betydningen af Konst og Konstværd, naar de erfare, at selv det, de – skjøndt feilagtigen – ere oplærte til at betragte som det Største paa Jorden, har maattet hylde den. Deri søge vi da den almindeligere Nytte af dette ypperlige lille Skrift, at det maa vække og nære Respecten for den sande Dygtighed, for den storhed, som ikke er begrundet paa udvortes og tilfældige Lykkens Fortrin, men paa indre sjæleligt Gehalt, paa disse Aandens Fortrin, der vel ogsaa ere Himlens Gave, men for hvis Magt og Herlighed hver brav Mand med Glæde bøier sig. Det er en saadan Anerkjendelse af Geniets Souverainetet, som dette Skrift vil befordre, og dertil vil et smukt lille Digt af – vi kunne vel sige – Digteren H. C. Ørsted, der er aftrykt foran som et Slags Indledning, sikkert ogsaa bidrage sit. Og ved Siden deraf vil det udbrede Kundskab om Thorvaldsen og Kjærlighed til ham, og vil saaledes navnligen i dette Øieblik fremme det skjønne Foretagende, som vel trods alle Anfegtelser som det ligesom enhver ny og dristig Plan maa lide, vil naae det forønskede Maal, til Ære og Glæde for Danmark, blandt hvis herligste Minder Thorvaldsens Navn vil skinne som en lysende Stjerne.