Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7036 af 10246
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Dagen [+]

Afsendersted

København

24.1.1837 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

F. z. g. H. 58371256½ + 1 –
Kjøbenhavn, den 24de Januar.

Af dHrr. Prof. Clausen, Conferentsraad Collin, Grev Reventlow Criminil, Etatsraad Dumreicher, Prof. Freund, Fabrikant Gamst, Hofraad Hambro, Prof. Høyen, Grev C. Moltke, Oberst v. Prangen, Grosserer Puggaard, Justitsraad Rathgen, Kammerjunker Scavenius, Prof. Schow, Prof. Thiele, Etatsraad Treschow og Commandør=Capitain Tuxen er udstedt en indbydelse til og ved Bidrag engang for alle eller aarlig i tre Aar at understøtte Oprettelsen af et Museum for Thorvaldsens Værker. Det hedder i denne Indbydelse: “I løbet af de sidste ti Aar ere flere Sendinger af Thorvaldsens Arbeider, baade i Gibs, i Marmor og i brændt Leer, ankomne hertil. Af disse har Frue Kirke og Slottet modtaget deres Deel, og det, som deraf endnu henstaaer i Corridorer og afsides Kamre, vil dog engang komme til at opfylde deres Bestemmelse og forherlige den Bygning, som det skal pryde; men det største Antal af disse Kunstsager, som ikke har nogen saadan fast Bestemmelse og som for endeel tilhører Thorvaldsen, findes adsplittede deels paa Charltotenborg, dels paa Slottet, deels i Magasinerne, da der fattes et Sted, hvor man blot nogenlunde passende kunde opstille dem samlede. Iblandt disse Arbeider findes der ikke faa ufuldendte, saavel af dem, der ere bestilte til Slottet og Kirken, som af dem, om hvis Bestemmelse vi ikke vide noget sikkert. Deres Affindelse maa derfor synes os gaadefuld, saafremt vi ikke ville sætte den i Forbindelse med en Yttring, som Thorvaldsen alt saa ofte og saa alvorligt, især i de senere Aaar, har gjentaget, at han igjen vilde besøge Danmark og, som det synes, paa en længere Tid. Vi have desuden Formodning om nye Sendinger, der sikkert ville giøre os bekjendte med de fortrinlige Værker, som vi nødig savne mellem de allerede modtagne. De med Opbevaringen og Opstillingen forbundne Vanskeligheder ville da paa ny giøre sig gieldende, og en alvorlig Forlegenhed vil opstaae, dersom Mesteren selv skulde komme, inden der for Alvor var tænkt paa at afhielpe, hvad der mangler. Længselen efter Fødelandet er det Baand, som stærkest drager ham til os; dog følger han jo tillige ofte gjentagne Indbydelser, og opfylder et almindeligt Ønske; hvor uskiønsomt altsaa, om vi ikke vilde sørge for, at han uhindret kunde dvæle mellem de bekjendte Skikkelser, som vilde lade ham gjenfinde Italien i Danmark, lade ham i Erindringen gjennemleve sine feireste Manddoms-Aar der, hvor han finder sin Ungdoms betydningsfulde Minder og hvor han maaskee helst ønskede, at finde den Hvile, som selv den meest Utrættede tilsidst stunder efter. – Talen er her ikke om at sørge for et Atelier og hvad dertil hører; thi, naar Thorvaldsen kommer, vil han, efter sit eget Valg, finde Charlottenborg rede til at modtage sig, og Værkstedet færdigt til at lade Meislens Slag klinge, saasnart han vil. Men her spørges, om det sømmer sig, at hans afsluttede Arbeider, som alt findes her, eller kunne ventes hertil, blive adsplittede paa høist forskjellige Steder, eller henligge i Kasserne? og, paa hvilken Maade man bedst kunde forberede dem et værdigt Samlingssted? Hvorledes det første af disse Spørgsmaal maa besvares, derom ville alle være enige. Ogsaa for en værdig Opbevaring af Thorvaldsens Arbeider vil der sikkert være et eenstemmigt Ønske. Dog her fordres mere; her fordres afgjørende Kjendsgierninger for, at vi ere værdige til at bevare dem hos os, at vi erkiende deres fulde Værd. Thi disse Værker have en dobbelt Betydning: de indeholde en rig Kilde til den ædleste Nydelse, og de aabne vort Øie for Herligheden i antik, som i christelig Konst. – Da Thorvaldsen havde modelleret sin Jason, forbausedes Rom ved at see en Billedstøtte, der beroede paa de samme ufravigelige Grundlove, som Oldtidens beundrede Arbeider. I mere end trehundrede Aar havde man i Konstens Land opsøgt Antikerne, samlet, copieret, ophøiet dem; men alligevel vaklede den moderne Skulptur usikker hid og did, indtil en dansk Konstner gav den Ro og Fasthed. Og ene det havde været nok til at forevige ham. – Dog Thorvaldsen har endnu et høiere Krav paa vor Beundring og Erkjendtlighed. Ingen af alle hans Samtidige har kraftigere end han arbeidet paa at tilintetgjøre de hule, livløse Former, som man i lang Tid havde villet tvinge Konsten i; og i høiere Grad end nogen af dem, forenede han en uhildet Modtagelighed for det skiønneste i Fortidens Konst med Selvstændighed, Uskyldighed og Styrke i sin Maade at see og opfatte Gienstandene paa. Antik Naivitet og christelig Fromhed have afvexlende og eiendommeligt udpræget sig i hans Arbeider. Han lærte den moderne Plastik, – hvad Raphael saa herligt havde viist i Maleriet, – at det ei er Formen, som bestemmer Konstens Væsen og Character, men den høiere Aand, som reent og kraftigt udtaler sig gjennem den; og at de samme Former, under Konstnerens Hænder, ville stivne til hedensk Trods, eller bøie sig til christelig hengivenhed, saafremt Udtrykket for disse Sindsstemninger stærkt og klart har afspeilet sig i hans Siæl.” – Efter at Opmærksomheden er henvendt paa, at selv det Bifald, hvormed Thorvaldsens Værker bleve modtagne, har uvenligt skilt dem fra hverandre og saaledes udstykket det store, skjønne Billede af hans Kunstnerliv, at dets fulde Betydning efterhaadenden maa svækkes og tabe sig, og at allerede nu kun faa af Thorvaldsens Beundrere, som ei til forskjellige Tider have været i Rom, kjende hele det Omfang af erotisk Lune og tragisk Dybde, som bevæger sig i disse Værker, yttre de Inddybende, at den hellige Pligt, at værne om Kunstnerens Minde, at befordre den klareste, fuldstændigste, meest levende Erkjendelse af hans Fortjenester, og saaledes lade hans Genius ustandset og usvækket virke paa senere Slægter, ikke bedre og fuldstændigere kan udføres end i hans Fødeby, som ene kan opvise hans tidligste, alt saameget lovende Ungdomsarbeider, og som tillige er prydet med ikke faa af hans Manddoms meest fuldendte Værker. “Tænke vi os en Bygning,” hedder det endvidere, “opreist og indrettet til at modtage alle de Afstøbninger over hans Modeller, som findes her og i hans romerske Atelier, samt alle de Arbeider i Marmor, brændt Leer o. s. v., der ikke have nogen anden Bestemmelse. Rummet skulle være saa godt benyttet, den architectoniske og malede Decoration anvendt med saamegen Smag, Lyset saavel beregnet, og de forskjellige Gjenstande saaledes sammenstillede i større og mindre Kredse af beslægtede Forestillinger, at de plastiske Arbeider der maatte føle sig ligesom hjemme og fremtræde roligt og klart, med al den kunstneriske Virkning, som er nedlagt i dem, og, hvor det gjordes fornødent, saa at sige fuldstændiggjorte ved en tilsvarende Omgivelse. Tænke vi os denne Bygning tillige som et værdigt, nationalt Mindesmærke ved dens architectoniske Characteer og dens Beliggenhed, saa have vi her det første, svage Udkast til et Museum, hvor et fuldstændigt, harmonisk Billede af Thorvaldsens daadrige Liv kunde træde Beskueren imøde.
At et saadant Foretagende vilde tækkes Thorvaldsen som den skjønneste Erkjendelse af hans Fortjenster, derom kunne vi være forvissede, og med Glæde vilde han see sine Arbeider saaledes samlede og opstillede, saaledes bevarede og overantvordede til kommende Tider. Det vilde være en virksom Anledning for vore Konstnere til at vise sig deres store Mester og Folkets Tillid værdige. Det vilde fremkalde en Kappelyst, en Samvirken mellem de forskiellige Konstfag og Haandværkere, der ikke kunde blive uden heldbringende Følger. Kun ved den udholdende Anstrængelse, den Redebonhed til at offre, som Begeistringen for et saadant Foretagende og den faste Overbeviisning om dets Nødvendighed fremkalder og vedligeholder, kan det iværksættes og fuldendes. Men Offere, som vilde overstige Enkeltes Kræfter, eller maatte synes afskrækkende for en Classe af Samfundet, kunne uden Vanskelighed bringes, naar alle Stænder forene sig derom. Thi det gielder om et Værk, der har sin kraftigste Opfordirng i Nationens Ære, og først da vinder sin fulde Betydning naar det tilhører Nationen. Og handle vi da blot opoffrende? Kunne vi betragte det som et ringe Vederlag, at Lysten til den forædlende Nydelse af dannende Konst og Sandsen for det Skiønne kraftigen bliver vækket, Almeenaanden hævet, Fremmedes Agtelse tilvundet? Kun ved et saadant Foretagende kunne vi, som overlode det til en Fremmed, at være den optrædende Thorvaldsens Velgiører og Beskytter, gienvinde Ret til at kalde den fuldendte Konstner vor Landsmand i Ordets skiønneste Betydning. – Da Thorvaldsen i 1819 besøgte os, modtoge vi ham med jublende Begeistring, thi han havde knyttet sin velgrundede, europæiske Berømmelse til det danske Navn. Vi vare henrykte ved at see ham iblandt os, thi Konstnerens Høihed glemtes over Landsmandens elskelige, hiertelige Personlighed. Da mødte vi ham ei alene med en ungdommelig Enthusiasme, men vi beredte ham tillige en ny Kampplads, som han hentede nogle af sine rigeste Hæderskrandse paa. – Modtoge vi ham dengang saaledes, hvorledes ville vi da modtage ham nu, dersom han kommer alderstegen, hæderkronet, ledsaget af nye Skatte, til Berigelse for vor Hovedstad? Hvor sørgeligt, dersom han skulde finde, at hiin Begeistring kun havde været hurtig opblussende, og at Ligegyldighed og Smaalighed rugede over de os betroede Kunstværker! Lader os ikke glemme, at den Mand, der æredes af mægtige Herskere som Nutidens første Konstner, er født i Danmark, og at vi skylde vor egen Værdighed som Nation, her at handle saaledes, at der ingen Mistanke skal hvile paa os, som om vi ei forstode at skiønne paa den Lykke, der er vederfaret os, og at vi ikke skulle ligesom tillade andre at tilegne sig den Ære, der tilkommer os. – Længe tør vi heller ikke betænkelige tøve med hvad vi ville giøre. Halvtredsindstyve Aar ere allerede henrundne siden Thorvaldsen modtog Academiets første opmuntrende Belønnng, og kunne vi end fortrøste os til, at han gaaer en kraftig Oldingsalder imøde, saa maae vi tillige erindre os, at vort Foretagende udkræver flere Aars Forberedelse, og at vi maae sikkre os imod den lammende Indflydelse, som et uventet Slag pleier at medføre for den alt for Trygge.” – “At der udfordres betydelige Summer til Udførelsen af et saadant Monument, vil letteligen indsees; men fordeles disse Summer paa en stor stor Deel af Nationen, som vilde være ønskelig, for at det i Sandhed kunde blive et nationalt Mindesmærke, da vil Bidraget neppe blive besværligt for nogen, især da det kan fordeles paa tre Aar. Heller ikke er nogen Grændse sat for Bidragets Størrelse, da det synes lige så ubilligt, at hindre den Rundhed, som flyder af større Evner, som at udelukke selv den ringeste Skierv, der bydes med et velvilligt Sind.” Alle Meddelelser i denne Anledning, saavelsom Planerne, naar de ere afbenyttede, bedes tilsendt Hr. Conferentsraad Collin i ufrankerede Breve.

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Dagen, Nr. 20, 1837.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1837, Dagen 24.1.
Emneord
Landsindsamlingen til Thorvaldsens Museum · Thorvaldsens Museum, oprettelsen af
Personer
Jonas Collin · Comitteen for Oprettelsen af Thorvaldsens Museum · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 12.03.2015 Print