Blade af min Dagbog.
I.
Raphaels Begravelse.
– Det var Fredagen den 18 October 1833 jeg første Gang kom til Rom. Min Lykkestjerne vilde, at jeg skulde indtræffe paa denne Dag, for at være tilstede ved den store Maler, Raphaels Begravelse. Det klinger som et Spøg, men Sandhed er det! Fire Timer efter min Ankomst skulde han bisættes i Kirken Santa Maria della rotunda (Pantheon). Sagen forholdt sig saaledes: paa Academie Sanct Lucca opbevaredes en Hjerneskal, der udgaves for Raphaels og længe havde staaet i stor Anseelse hos Phrænologerne; imidlertid opstod nogen Tvivl om dens Ægthed, og for at blive vis i Sagen, lod man, efter pavelig Tilladelse, Graven aabne; Hjerneskallen var falsk, Raphael laae heel og holden, Hovedet manglede slet ikke. Den romerske Maler Camuccini fik Eneret til at male Gravstedet. Den berømte Horace Vernet vidste det ikke, og da han var der, tog han Blyanten, for at ridse sig det af. Een af det pavelige Politie forbød ham det, han blev forundret, men svarede ganske roligt: “efter Hukommelsen tør man dog hjemme gjøre sig en Erindring derom?” Derimod kunde intet svares. Fra 12 om Middagen til 6 om Aftenen malede han sig nu et smukt lignende Oliemalerie, lod derpaa en Plade gjøre for at have Aftryk deraf, men den blev lagt under Beslag; han skrev nu et heftigt Brev til Politiet, “at han før 24 Timer vare omme, forlangte Pladen tilbage, da Kunsten ikke, som Salt og Tobak kunde bringes under Monopol!” – Han fik den ogsaa, men brød den midt over og sendte, med et lidenskabeligt Brev, Stykkerne til Camuccini. Han vilde ikke til hans Skade benytte sig af sit Arbeide! Camuccini satte igjen Pladen godt sammen, skrev et venligt Brev tilbage med den og opgav ganske at udgive sin Tegning, og nu fik Enhver Lov at skizzere sig Graven, saa meget de vilde. Paa Veien derhen falbød man Kobberstik med den udødelige Raphael, det var et Skelet, der laae i en aaben Nische; paa enkelte stode ovenover hans skjønne Portræt, saaledes, som han saae ud, da han levede.
Ved Solens Nedgang, da alle Klokker ringede til “Ave Maria,” strømmede Romerne og de Fremmede til Kirken, hvor man indlodes efter at have foreviist Billet. Under den høie Kuppelhvælving straalede tusinde Lamper, rundt om var Alt beklædt med Sort. Den tause Menneskevrimmel, Røgelsedampen, Alt virkede forunderligt ind paa mig. Foran Alteret, under hvilket Raphael igjen skulde nedlægges, stod paa en sort Forhøining den aabne Mahogni-Kiste, som gjemte Kunstnerens hellige Støv; et stort gyldent Klæde hang hen over den. Pavelige Schweitser-Soldater, i en Dragt fra Middelalderen, stode rundt om med store Hellebarder. Cardinaler, Præster og Academiets Professorer dannede en halv Kreds om Kisten, medens et usynligt Chor istemte Misereret. Folket bøiede sig til Jorden, en Helgen var Kunstneren dem. – Efterretning om hvad Tid og hvorfor Graven anden Gang var aabnet, oplæstes og nedlagdes derpaa i Kisten, Laaget blev sat paa og forskjellige af de første Mænd i Rom paatrykkede deres Segl. Kisten blev derpaa under høitidelig Musik og Sang sat ind i Graven under Alteret, nær ved hvor Hannibal Carracci hviler.
(Fortsættes.)
H. C. Andersen.