Til
THORVALDSEN
Den 7de Februar 1839.
Mel. Vi Sømænd gjør ei mange Ord, etc.
Paa Dannerdrottens høie Fest,
blandt Danmarks brave Sønner,
vi hædre vil endnu en Giest,
hvis Adkomst Hver paaskiønner;
thi han er yndet, Danmark rundt,
af Kongen som af Folket.
Hvo kiender ei hans Konstner-Dont?
den er saa ofte tolket.
Den over Universet naaer,
vi den ei her udmaler;
Johannes Gruppen opreist staaer,
den frit til Alle taler;
dens Stemme lyder kraftfuld, stærk,
den lød ei blot i Ørken.
I Verden adspredt, mangt et Værk
forkynder Mester-Styrken.
Skiøndt Stenen blev, ved Meislens Kraft,
et Underværk fra Haanden,
har det et større Udspring havt:
Urkilden, det var Aanden;
den Aand, som lyser af Dit Blik,
som om Din Isse svæver,
som Du i Musetemplet fik,
til ypperst Rang Dig hæver.
Sand Storhed, det er Aandens Navn,
Begeistring om den freder;
Usynlige, i Skiønheds Favn,
Dig Gratierne leder;
O gid de end i mange Aar
I Dit Paulun maae bygge!
Du, som i Mandoms Kraften staaer,
vort Danmarks Pryd og Smykke!
P.F. Wulff.
