Danmark og Sverrig med Sang og Klang
I Sundet toge mod Aandens Helt;
De bøde Velkommen fra Bølgegang
Den Bannermester i Konstens Felt.
Fra Vælskland han kommer; det vældige Rom
Er atter besejret af Nordboens Magt;
Den Sejer ikke ved Sværdet kom
Men Aandens og Haandens og Meiselens Pagt.
Sit rige bytte han bringer hjem:
Hvad han fra Leer og fra Marmor vandt,
Hvad Malerens Kløgt har kaldet frem, ‒
Det Liv som Snillet i Døden fandt.
De Sejers-Hymner sig hvirvle fra Sø
Og liflig spredes til Stjerners Chor;
Lysaander da svæve fra Isens Ø,
De og ville da fejre den Højtid i Nord.
Om Sundet de straale i gylden Glands
Og glædes ved Thorvaldsens herlige Søn;
Der lysner den evige Æreskrands
Som Konstneren fik til sin jordiske Løn.
”Velkommen!” det toner i Tegn og Kvad,
Fra Stamlandets Himmel og Mødrenejord,
”I Morgen dig hilser din Fædrenestad,
Dens Tak og dens Glæde ej skildres af Ord!”
Finn Magnussen.
—
Thorvaldsens Ankomst var virkelig en Folkefest. Igaar Kl. 3 heisedes Flagget paa Nicolai Taarn, som tilkjendegav Fregatten Rotas Nærmelse. Uagtet det til samme Tid begyndte meget stærk at regne, saae man dog Signalets magiske Virkning paa alle Menneskers Færd. De Unge løb, de Gamles mere ilende Skridt tilkjendegav et raskere Pulsslag. Den Barmhjertighed og Omhyggelighed som der pleier at vises mod Cashemirs Shawler og Silketørklæder i Regnveir udeblev ganske. Endeel Pynt spoleret, ansaaes for en ringe Opoffrelse, da det gjaldt om at deeltage i den høiere Fornøielse at modtage den hædrede Kunstner, at være tilstede ved hans Landing.
Saaledes samledes der paa Toldboden, paa lange Linie, paa Castelsvolden, paa Broen fra Toldboden ud til Holmen, kort sagt, paa alle Steder, hvor det lod sig tænke at man kunde see om ikke Thorvaldsen selv saa dog Noget af det, der foranstaltedes ham til Ære, en Menneskemasse, hvortil her kjendes kun faa Exempler. Man kan ikke lettelig danne sig nogen Conjectur om Menneskeantal, som ikke er forsamlet paa en overskuelig Plet, men vi ere overbeviste om, at naar vi nævne 10,000, saa er det meget muligt, at vi ikke engang angive det Halve af den tilstedeværende Mængde.
Baadeprocessionen indrettedes saaledes som Programmet havde angivet, men Baadenes Antal var endnu større end man havde ventet.
Efterat Prof. Heibergs Velkomstsang var afsjungen, steeg Thorvaldsen under en almindelig Frydsjubel fra alle Kanter i den for ham bestemte Baad, og hilstes med en ligesaa eenstemmig ved sin Landing paa Toldboden. Her steg han i Vognen, og hvis Hestene, som vare spændte for, ikke vare de udsøgteste, saa giver det ingen Anledning til nogen Anke, da man havde forudseet, at den Hædrede denne Gang vilde blive befordret ved en kostbarere Kraft end Hestekraft.
Toget gik forbi Amalienborg. Langt ud paa Eftermiddagen var en betydelig Menneskemængde samlet paa Kongens Nytorv udenfor Thorvaldsens Vinduer, hvor man oppebiede hans Tilstedeværelse paa Altanen for at bringe ham endnu en jublende Hilsen.
Vi gjentage, Thorvaldsen er bleven festligt modtagen. Megen enthusiastisk Beundring er bleven ham til Deel, kanskee mere end nogen anden Nulevende, Syd for Alperne; men Sligt er hos de sydlige Nationer noget hverdags og foranlediges ved ubetydelige Leiligheder. Det er os kjært at kunne melde, at Thorvaldsen igaar hilsedes med en Enthusiasme, som ikke stod tilbage for den italienske, og ovenikjøbet, med en eiendommelig dansk Hjertelighed.
Omtrent Kl. 9 bragte de unge Kunstnere Thorvaldsen et Fakkeltog og der blev ved samme Leilighed afsjungen en skjøn og hjertelig Sang af Christian Winther. Vi beklage at vi ikke have Plads for den idag; den, tilligemed Prof. Heibergs Velkomstsang meddele vi imorgen.
—
Albert Thorvaldsen
En Straale gik ud fra Heimskringlas Pande ‒
Den lynte mod Syd;
Da lyste det fjernt paa de sydlige Strande
Med vaagnende Fryd.
Og alle de Fugle bag Laurernes Lunde
Ei qviddred’ omsonst:
De hilsede Dagen med tusinde Munde
I Vidskab og Kunst.
Snart Cimbrias Sønner sig flokked’ og leired’
Ved Mesterens Haand:
End een Gang af Cimbrer blev Roma beseiret ‒
Med Ild og med Aand!
Et Tempel han grunded’, hvor Guder var hjemme
Og konger til Gjæst:
Og han, som dem kaldte med broderlig Stemme,
Var Ypperstepræst.
Og jorderigs Store sig flokked’ i Templet ‒
Ei selsomt det faldt;
Thi Oldtids Heroer, dem Saga har stemplet,
De var der jo alt!
Men Hertha! en Trolddom vel eier Din Vove:
Den sjunger saa sødt;
Saa sval er Din Luftning i grønnende Skove;
Dit græs er saa blødt.
Saa varmt er Dit Hjerte ‒ saa mild er Din Stemme,
Saa elsket Dit Navn!
Ret aldrig Din Søn kan sin Moder forglemme ‒
Ham vinker Din Favn!
Her er han! De Brødre med Broderen fore
Paa Dybenes Elv;
Alverden tilhøre hans Værker, de store,
Men Danmark han selv! ‒
F.J. Hansen