Thorvaldsen
bedømt af en Englænder.
–––––––––
I “Memes’s History of Sculpture &c.”, London 1829; læses følgende, i flere Henseender mærkelige, skjøndt vistnok ubillige og af Partiskhed smagende Dom over Thorvaldsen:
“Siden hans berømte Samtidiges, Canovas Død, har Thorvaldsen, født i Kjøbenhavn (?) i 1771 eller 72, tildraget sig almindelig Opmærksomhed som Hoved for den nyere Skole. Denne Mesters Fortjeneste og Evner ere udentvivl af en særdeles høi Rang; men hverken i hans Værkers Udstrækning eller deres Fortrinlighed, befrygte vi, at hans Standpunkt er saa høit, som det undertiden er blevet sat.
Den danske Billedhuggers Genius er kraftig; men dens Energie fremgaaer mere af Eiendommelighed end af virkelig Fortræffelighed. Hans Ideal udspringer mindre af en Efterligning af Antiken, eller af Naturen, end af hans egen individuelle Aands Virksomhed – det er Fostret af en Phantasie, der mere søger kraftig Virkning i særegne Forbindelser, end i almindelige Principer; og egner sig derfor neppe til at udøve en varig eller gavnlig Indflydelse paa Tidsalderen.
Simpelhed og imponerende Udtryk synes hidtil at have udgjort Hovedgjenstandene for hans Stræben; men Distinctionen imellem det Simple og Raae, det Mægtigtvirkende og det Overdrevne iagttages ikke altid i den danske Mesters Arbeider. Hans Simpelhed er undertiden uden Gratie; det Effectfulde – haardt, og uden tilbørlig Smagfuldhed.
Udtrykket og Conturerne af hans Hoveder, undtagen hvor de – som i hans Merkur (et fortræffeligt Exempel baade paa Skjønhederne og Feilene i Kunstnerens Stiil) – umiddelbart ere hentede fra Antiken, bære vel Storhedens og Kraftens Præg, men harmonere sjelden, i Principerne for disse Udtryk, med den almindelige Naturs majestætiske Regelmæssighed. Formerne ere desuden ikke sjeldent fattige, uden nogen kraftig Gjengivelse af de enkelte Dele, og fattes undertiden den tilbørlige Runding.
Disse Feil ere maaskee tildeels udsprungne af Kunstnerens tidligere og hyppigere Øvelse i Reliefer. I dette Fag af Kunsten er Thorvaldsen uimodsigelig beundringsværdig. Alexanders Triumphtog, som oprindelig var bestemt for Friesen til Gouvernementspalladset i Milano, er, uagtet en ved enkelte Lejligheder yttret Armod i Ideens Materialier, som Heelt betragtet, en af de meest grandieuse Compositioner i Verden; medens den delicate Udførelse og poetiske Følelse i de tvende udmærkede Arbeider: “Natten” og “Aurora” neppe lade noget Ønske utilfredsstillet.
Men i Statuer excellerer Thorvaldsen alene hvor Tendents og Former tillade en ubunden Indbildningskraft, eller hvor man ikke umiddelbar kan tage sin Tilflugt til Smagens faste Regler og Naturens simple Virkninger. Derfor ere, af alle hans Værker, Apostlernes Statuer, i og for sig betragtede, de fortræffeligste, fordi de tilstæde et ubetingct Udtryk og stor Eiendommelighed i Compositionen.
Kort, Thorvaldsen besidder et ejendommeligt, men i nogle Henseender vildfarende Genie. Hans Ideer om Composition ere uregelmæssige; hans Phantasie overtræffer hans Udførelsesevne; hans Ideer synes at tabe en Deel af deres Værd og Friskhed under Realisationen. Som individuel Artist, vil han med Rette have Fordring paa en høi Rang blandt de Navne, som ville gaae over til den fjerne Efterverden. Som en Skulptor, der vil have Indflydelse, etter som har udvidet Kunstens Principer, ere hans Fordringer ikke store, eller, hvis denne Indflydelse og disse Fordringer ikke saaledes bør begrændses, maa hans Gehalt af ægte og universel Fortrinlighed angives i en tilsvarende Grad”.
