Geaus et provos et quæ non fecimus ipsi,
Vix ea nostra voco.
Ovid. Metam libr. 13 v. 140.
Jeg skulde nævne dine Fædre,
Om Aand blev stor ved Folkefær.
Tullin
I den høist indholdsrige Forelæsning, som Hr. Prof. Magnussen, undet Navn af nordisk Archæologie, har prydet Maanedsskriftet Hesperus med, findes i det for ikke længe siden udkomne Novemberhæfte, den interessante Mærkelighed, at vor Phidias Thorwaldsen i 25de Led nedstammer fra den ved de islandske Sagaer og Skialdedigte for sin Pragt forevigede Oluf Høskuldson Paa, der i en Gildesal, han lod opføre, og som var større end Nogen den Tid havde seet, lod det udvendige af Væggene og Loftet allevegne zire med ophøiede Billedhuggerarbejder, som forestille virkelige Tildragelser, og tildeels Begivenheder og Scener af den Nordiske Mythologie, der i et Bryllup, hvorved denne Bygning første Gang brugtes til Sammenkomst, blev besungne af den navnkundige Skiald Ulf Uggesen, i et Digt Husdrapa kaldet, hvoraf vi endnu eie skiøndt desværre kun faa og smaa Brudstykker.
Tilskueren haaber, at han sin henlmod 30 Aars Tilskuerbane igiennem er blevet sine fra først af vedkiændte Grundsætninger om Bord, og Alt, hvad dermed staaer i Forbindelse, for tro til, at man skulde mistænke ham at indbilde sig at giøre sin Ven Ære med her at fremdrage Noget om hin hans Herkomst. En Thorwaldsens Adelsbrev, der vil giælde, saalænge Kunst og Smag er til, ere hans Mesterværker. Tværtimod troer Tilskueren, at hine Gamle og deres synderlige Begivenheder ville faae Mærkelighed og Interesse fra deres herlige Ædling og paa Grund heraf haaber han, det ikke vil være uvelkomment, at han især af Laxdæla Saga, som han til andet Bind af de nordiske Fortællinger agter at bearbeide, kortelig meddeler noget om ovennævnte Oluf Paa.
Høskuld, eller Havskuld Dalakols Søn, den samme, hvem vi i nordiske Fortællinger første Bind finde hyppig omtalt, som Fader til den Halgerd hvis farlige Skiønhed og Letsind giør hende til hin Illiades Helena, seilede engang i Kong Hagen Adelsteens Tid til Norge, og kom paa denne Reise til Brennøerne, hvor Kongen var draget at holde Thing, og hvor der var et stort Marked. Paa dette kiøbte han for tree Mark Sølv en smuk men stum Slavinde, som han tog til sin Medhustru. Denne fødde ham en Søn; efter Nogle Aars Forløb overraskede han hende, talende med dette sit Barn, og erfoer nu, at hendes Stumhed var forstilt, at hendes Navn var Melkorka, Datter af den iriske Konge Myrkiartan, og bortrøvet af Vikinger. Havskulds Hustru havde midlertid ingen Lyst at fæste Tro til denne Herkomst; og da Melkorka nogen Tid efter lod hendes Fodtøi ligge paa Gulvet, kastede hun hende det i Hovedet, hvorpaa Havskuld gav Melkorka hendes egen Gaard, hvor hun opfostrede sin Søn, den ovenomtalte Oluf Paa.
Senere bekymrede Havskuld sig ikke meget om Melkorka, dog vilde hun ikke give nogen anden Beiler sin Haand, inden Oluf var 18 Aar gammel, og der tilbød sig en Leilighed, at han kunde besøge sine Frænder i Irland. Nu ægtede hun en riig Mand ved Navn Thorbiørn Skriupu, at han skulde understøtte hendes Søn til Reisen. Oluf gik da først til Norge, hvor han af Dronning Gunhild, der havde været en særdeles Veninde af hans Farbroder Rut, fik et Skib med 60 Mands Besætning. Ved den iriske Kyst stødte han paa Grund. Irerne vilde bemestre dem Skibet, da de hørte, det var norsk, og de vare landsatte paa et Sted, hvor Udlændingen ikke havde Fred. Nu svarede Oluf dem paa irisk, som han havde lært af sin Moder, at de havde Tolk med, og altsaa Lovene ikke gialdt dem, og skiøndt de vare fredelige Mænd, vilde de dog værge Skib og Gods. Irerne løb ud i Vandet for at angribe ham; men da de saae ham og hans rede til Kamp, blev de bange, og løb til næste By, hvor Kongen var til Giæstebud. Denne kom til Kysten med en Flok Ryttere , men nu gav Oluf sig tilkiænde for ham som hans Dattersøn, og godtgiorde dette med en Ring, en Kniv, og et Belte, der til den Ende var ham givet af hans Moder.
Myrkiartan modtog ham da kiærlig, og førte ham til Dublin, hvor Melkorkas Amme, der af Ælde og Sygdom længe havde været sengeliggende, blev saa rørt over dette Budskab, at hun uden Kiep gik til sin Fosterdatters Søn, der satte hende paa sine Knæ, og gav hende Kniven og Beltet. Han blev nu nogen Tid hos sin Morfader, ledsagede ham i hans Krige, og vandt saaledes hans Godhed, at Kongen vilde have udnævnt ham til sin Eftermand, hvad han dog ikke vilde modtage, deels af Frygt, at Myrkiartans Sønner ikke vilde taale det; deels at Melkorka vilde sørge, hvis han ei kom tilbage. Han gik da over Norge tilbage til Island, Melkorka til Glæde, der blot bedrøvedes over, at han ikke havde medbragt hendes Amme.
Oluf Paa var nu efter Egilssagas Vidnesbyrd den skiønneste Mand paa sin Tid i Island, kiæk og ædel og overmaade riig, og boede paa en Gaard, han selv havde bygget, og der efter hans mange og store Hiorde fik Navn af Hiorderholt. Han beilede til den navnkundige Egil Skalagrims skiønne og kloge Datter Thorgerd: hende om hvem Oehlenschläger i Fostbrødrene fortæller, at da Faderen havde besluttet at sulte sig til døde over sin Søns Død.
Da kom Thoragerd Egils Datter, feig hun ei
forlod
Elskte Fader, nedgik til ham, havde samme
Mod,
Begge Hungren tause taalte, Dagen, Natten
lang,
Vented Døden, qvæged Tungen med det
salte Tang,
og derved bragde snildelig Faderen fra sit Forsæt) og Egil, som kiendte Oluf, og hvor fordelagtigt dette Giftermaal var, gav ham hende gierne.
Da Oluf Paas Fader døde, og man skulde drikke hans Arveøl, fik Oluf sine Halvbrødre til at udsætte det til næste Aar, da det var for seent paa Aaret til, at det kunde blive efter hans Tykke, hvorhos han tilbød sig, at bære tredie Delen af Bekostningen, hvorimod de overlode ham at indbyde Giæsterne. Ved Althinget følgende Sommer indbød han da alle Godordsmænd, og hvo ellers vilde, at komme til Høskuldsted, 10 Uger for Vinter, og drikke Høskulds Arveøl i 14 Dage, hvorhos han tilsagde alle Fornemmere Foræringer. Der mødte da 900 Mennesker, og var dette det næst største Arveøl, der havde været i Island. Hans Halvbrødre vare vel ikke ganske tilfreds med denne store Bekostning; men Oluf formildede dem tildeels ved at paatage sig selv en saare betydelig Deel deraf.
En Tid derefter besluttede Oluf paa sin Gaard Hiordarholt at bygge en større Sal til Gilder, end nogen Tid var seet tilforn, og var det her, Sagaer vare afbildede paa Væggene, isteden for disse ellers vare behængte med Tapeter. Om disse Afbildinger vare, som Prof. P. E. Müller i anden Deel af sit saa høistinteressante Sagabibliothek paastaaer, Maleri og ikke Billedhuggerarbeide, “da det udtrykelig siges at Alt var saa godt udarbeidet, at man fandt det meget pynteligere, naar Tapeter ei var ophængte – og man ikke passeligen kunde sammenlignet Billedhuggerarbejde med spraglede Tapeter,” eller om det, som Finn Magnussen i den Afhandling, som har givet nærmest Anledning til nærværende Blad, bestemt paastaaer, dog uden med Grunde, at bestride det af ham selv i Noten angivne müllerske Sted, har været ophøiet Billedhuggerarbeide, maa Tilskueren overlade disse tvende høifortiente Oldgranskere mellem sig at afgiøre; nok at de begge ere enige, at det var et Værk af høist beundret og beundringsværdig Skiønhed for sin Tid.
Denne Sal, eller dette Udhuus blev første Gang brugt, da Olufs Datter Thyride havde Bryllup med en forhenværende Viking, ved Navn Geirmund, som Oluf havde lært at kiænde paa en Reise, han havde giort til Norge at kiøbe Hustømmer, formodenlig til det omtalte Udhuus, og som var fulgt med ham tilbage til Island. Oluf var ikke for Giftermaalet; men do Geirmund havde faaet hans Hustru Thorgerd paa sin Side, samtykkede han deri, og giorde da deres Bryllup med stor Pragt. Ved dette Bryllup var det, at Skiald Ulf Uggesen foredrog til Ære for Oluf Paa, og til Forklaring af de paa Kunstværket fremstillede Æmner, sit Digt Husdrapa hvorfor Oluf Paa gav ham en stor Foræring.
“Af dette Digt, siger Prof. Magnussen: “besidde vi desværre kun enkelte Brudstykker, f. Ex. følgende, der jævnført med det øvrige tydelig viser, at et af Stykkerne har forestilt Balders Liigbegiængelse med Dødningsbaalet, og Gudernes Sørgetog dertil anført af Freyer agende med sin Galt med gyldne Børster:
“Først ager med en gyldenbørstet Galt
“Til Borgen Odens Søn
“Den Krigerfarne Freir Anfører
“For Heltes Rækker.
“Borgen, som her nævnes, er enten Valhall, eller selve Liigbaalet” (der andensteds saaledes benævnes i eddiske Sange.)
“I to andre vist nok egenlig sammenhængende Fragmenter skildres Odin efter Digterens Fremstilling ridende bøilig bedrøvet til Sønnens Baal i Spidsen for en Flok Valkyrer, der synes at frembære hellige Ofre og Drikofre, ogsaa hans Ravne følge ham.”
“I det tredie Brudstykke forestilles Heimdal ogsaa til Hest og stundende til det samme Maal nemlig den af Guderne opføde Vedkast. Guden Balder blev efter Edda brændt i et Skib, som ikke kunde flydes ud paa Vandet undtagen af en Jættinde og dette er – efter Digtets fierde Fragment – og udført af Kunstneren. Vi tage neppe Feil i at tillægge følgende Forestillinger efter den prosaiske Edda, hvis Fortælling om Balders Liigfærd udtrykkelig synes at være taget af det nævnte Digt. Balders Liig bæres ud paa Skibet; Nanna hans Hustru græmmer sig derover, saa at hendes Hierte brister. Thor staaer derhos, og indvier det tændte Baal med Hammeren Miølner, for Fødderne af ham løber en Dværg, hvem Tordnorm i sin Hidsighed sparker ud paa Baalet.”
“Nu siges det her, at foruden de foranmeldte Guddomme, var Freia ogsaa her, og kiørte med sine Katte, ligeledes Gudinden Frigga. Desuden kom en Deel Frostjætter og Biergrifer; Ogsaa Balders Hest blev fort ud paa Skibet tilligemed Sadel og Ridetøi. Endelig kastede Odin sin herlige Guldring Draupner paa Baalet, som en Gave til sin hedenfarne elskede Søn for Helas underjordiske Verden.”
“Vi kunne – bliver Hr. Prof. F. Magnussen ved – formode, ligesom Skalda næsten udtrykkelig beretter det i Henseende til Ulf Uggesens Digt, at Balders Død – ogsaa forherliget med Ewalds og Oehlenschlägers Digte, samt vor Eckersbergs her engang udstille Maleri – samt de Tildragelser, som foregik der, ere blevne forestilte i dette Billedværk, saa meget mere, som deres Beskrivelse i den prosaiske Edda følger lige ovenpaa Thors Kamp med Midgardsormen eller Verdensslangen, og netop denne Begivenhed ligeledes er forestilt af den islandske Kunstner, og besunget derefter af hans digtende Land [?] and. Vi have nemlig fire Brudstykker af ommældte Poem, som omtale selve Thors Kamp med Slangen, samt med Jætten Hymer eller Ymer, der var med Tordenguden paa det samme Fartøi, hvorfra hin udkastede den Krog, hvormed han trak Slangen op fra Dybet. I det ene Vers siges der, at den spraglede eller glimrende Slange saae stivt paa Guden, som sad i Baaden, og sprudede Giftstrømme paa ham – i et andets, at Gudens flammende Blik igien forfærdede Dragen – og i et tredie, at Thor slog Hovedet af Slangen, saa at den sank i Søen, eller trykkedes mod Brændingerne eller Strandbredden. Dette berigtiger den yngre Eddas Forf., som ellers øiensynlig har benyttet Husdrapa, da han anmærker: det er sandfærdigere, at Midgardsormen lever endnu, og ligger i Havet. Det sidste stemmer overeens med den ældre Eddas Digt Hymisqvide; hvor dog siges, af Thors tunge Hammerslag traf Slangens Hoved, hvorefter den sank i Hovet og de samme Udtryk bruger netop den yngre Edda her. Endelig beskriver det fierde hertil hørende Brudstykke, hvorledes Thor gav Jetten det vældige Slag paa Hovedet, som (efter den prosaiske Edda) havde den Virkning, at han styrtede over Bord, og vendte Benene i Væiret.”
(Fortsættes.)