Bertel Thorvaldsen
Rom
Conrad Rantzau
Antagelig København
Adressaten fremgår ikke af konceptet, men ud fra brevets indhold at dømme må det med stor sandsynlighed være Conrad Rantzau, der var modtageren (se hertil generel kommentar).
Dateringen er ufuldstændig, kun måned og år fremgår af brevet. Der er blevet efterladt plads til at indsætte dags dato.
Thorvaldsen apologizes for his late answer to Rantzau’s latest letter and mentions the many commissions in recent years. He replies evasively to Rantzau’s request concerning the justice of Bissen’s demands for further payment for a statue which Frederik (7.) commissioned during his stay in Rome in 1828. Nonetheless, Thorvaldsen concludes that Bissen’s demands are justified. Thorvaldsen writes that he intends to leave for Denmark as soon as Maximilian I, cf. A128, and the Schiller monument, cf. A770, have been finished.
Ew.I Exellenz
Geehrtes Schreiben vom 16ten. JunyII habe ich mit großer Freude entgegengenommen, indem es mir die Ueberzeugung von Ihrer unermüdeten FreundschaftIII gegeben, in welcher ich mich so lange glücklich gefühlt habe; Sie wißen lieber Herr Graf wie leicht man hier in Rom vom schreiben abgehalten wird, auch gänzlich ohne Geschäfte – wie viel mehr wenn wirklich ernsthafte GeschäfteIV einem daran verhindern – und leider haben sich deren so viele und so verschiedener Art für mich gehäuft in den letzten Jahren, daß ich oft die glücklichen Tage wo Sie das erstemal in RomV waren, wieder zurück wünsche.
Vor allem beeile ich mich Ihnen lieber Herr Graf in diesen Zeilen, die bey mir gemachte Vorfrage zu beantworten: “Ob ich etwas näheres darüber weiß, daß BissenVI mehr als zwey hundert ScudiVII, für seine FigurVIII die er in Marmor für S:K:IX Hoheit dem Prinzen FritzX gefertigt hat, versprochen wordenXI [”]. – Deßangehend erinnere ich mich hier gegen BissenXII geäussert zu haben: “es würde keinem Zweifel unterworfen sein daß S:K:H:XIII der Prinz Fritz ihm nicht mehr für eine Marmor Statue zahlen würde, als die Summe die er gnädigst den MahlernXIV bestimmt hatte”. – Wenn ich diese gegen Bissen gemachte Äußerung also auch nicht als eine direkte Zusage betrachten kann, finde ich dennoch seine Forderung so der Billigkeit gemäß, daß ich von ihrer Freundschaft zu mir erwarte lieber Herr Graf, Sie werden Ihren EinflußXV anwenden, Bissen zu seiner so gerechten ForderungXVI zu verhelfen. Wegen Verwendung der übrigen Gelder, werde ich Ihnen mündlich bey meiner Ankunft in Kopenhagen des nähern berichten, und alle erhaltenen QuittirungenXVII in Ihren Händen niederlegen.
Es freut mich lieber Herr Graf Ihnen schreiben zu können daß ich jetzt recht baldXVIII hoffe das Vergnügen zu haben Sie und Dännemark zu besuchen; Sobald die ReiterstatueXIX für MünchenXX bestimmt, und das Monument SchillersXXI daß unter meiner Leitung und nach meinem EntwurfXXII ausgeführt wird – sobald beyde fertig sein werdenXXIII, verlasse ich sogleich Rom um in München bey der Aufstellung der eben genannten Reiterstatue zugegen zu seinXXIV, und gehe von da geradenwegs nach DännemarkXXV. – Schon jetzt im Geiste freue ich mich auf der Stunde des Wiedersehens, wo ich Sie theuerster Freund umarmen werde und Ihnen mündlich die Versicherung gebe, daß ich nie aufgehört habe zu sein
Ew:XXVI Exellenz
| Rom dXXVII | Januar 1836. | ergebenster Freund |
N:N:XXVIII
Konceptet er ikke adresseret, men ud fra indholdet at dømme er det antagelig Conrad Rantzau, som er adressaten. Brevet omhandler en bestilling, som blev afgivet til H.W. Bissen under prins Frederiks (7.) besøg i Rom i 1828, hvor Rantzau var med som ansvarshavende rejseledsager (se hertil bl.a. Rantzaus brev af 20.3.1828). Rantzau havde tidligere bedt om Thorvaldsens hjælp til at administrere betalingerne for prinsens bestillinger, se hertil brevet af 20.4.1829. Ydermere tituleres brevets modtager som greve, hvilket er Rantzaus titel, og der henvises til brevmodtagerens første besøg i Rom i en mindre forpligtelsesfyldt tid, hvilket kunne passe med Rantzaus besøg i 1805.
Som gammel ven af Conrad Rantzau og i egenskab af kunstkender og fastboende i Rom havde Thorvaldsen fået det hverv at administrere betaling, modtagelse og opbevaring af de af Prins Frederik (7.) bestilte værker, inden de blev afskibet til Danmark, se hertil bl.a. Conrad Rantzaus brev af 20.4.1829. Nærværende brev blev foranlediget af en uoverensstemmelse mellem Rantzau og H.W. Bissen, som havde arbejdet som assistent for Thorvaldsen i Rom, angående betalingen for Bissens statue Blomsterpige (inv.nr. MIN 3), se hertil også brevet fra H.W. Bissen til Thorvaldsen af 18.1.1830.
Ditlev Blunck
|
|
Friedrich Schiller, Senest 9. september 1836, inv.nr. A770 |
|
|
Hest, august 1833, inv.nr. A128 |
|
|
Friedrich Schiller, Tidligst juni 1835 - Senest august 1835, inv.nr. A138 |
Last updated 22.01.2017
Forkortelse for “Euer” (Deres).
Brevet er antagelig forsvundet, da det ikke findes i Arkivet (se evt. hertil listen over forsvundne breve).
Thorvaldsen og Rantzau havde været venner siden Rantzaus første besøg i Rom i 1805 (se hertil brevet fra Rantzau til Thorvaldsen af medio august 1805).
Thorvaldsen var i disse år optaget af en række store arbejder, bl.a. Maximilian I. (originalmodel A128) og monumentet over Friedrich Schiller (originalmodel A770), som begge omtales i brevet.
Rantzau lærte Thorvaldsen at kende, da han på sin Europa-rejse tilbragte sommeren 1805 i Rom, se hertil brevet fra Rantzau til Thorvaldsen af medio august 1805.
Den danske billedhugger H.W. Bissen, der var elev af Thorvaldsen.
Ved bestillingen af Blomsterpige (Ny Carlsberg Glyptotek, inv.nr. MIN 0003) modtog Bissen 100 scudi, se hertil kvittering af 21.5.1828. Den næste rate på 50 scudi modtog han lidt over et år senere den 15.6.1829. Den i brevet af 18.1.1830 udbedte sidste rate af 50 scudi modtog han dagen efter afsendelsen den 19.1.1830, antagelig sammen med de 50 scudi for Christian (8.) Frederiks buste (jf. originalmodel A753). Det kan således dokumenteres, at Bissen for sin skulptur modtog det faste beløb af 200 scudi, som samtlige kunstnere blev betalt med af prins Frederik (7.) (se hertil bl.a. Thorvaldsens liste over indkøbte værker af tidligst 21.5.1832), men i Arkivet findes der ikke belæg for modtagelse af den ønskede yderligere betaling.
Prins Frederik (7.) bestilte en marmorudgave af H.W. Bissens Blomsterpige under sit besøg i Rom i 1828 (jf. Rostrup, op. cit., vol. I, p. 86-87). Skulpturen befinder sig i dag i Ny Carlsberg Glyptoteks samlinger (inv.nr. MIN 0003).
Forkortelse for “Seine Königliche”.
Prins Frederik (7.)
Efter Bissens eget udsagn havde Thorvaldsen afgivet et lignende løfte; om prinsens bestillinger skriver Bissen den 1.3.-28.5.1828 til J.L. Lund: “Jeder der Mahler bekommt 200 Sc:, wofür er ein Bild malt. Mir hat er eine kleine Statue bestellt, die eben jetzt fertig geworden, wofür ich, wie mir Thorwaldsen sagt, da ich sie unmöglich für die genannte Summe würde machen können, etwas mehr erhalten werde.” (Citeret efter Rostrup, op. cit., vol. II, p. 20 note 79). Thorvaldsen synes således at have lovet, at Bissen på grund af produktionsomkostningerne skulle have mere for sin statue end malerne for deres malerier (se hertil næste kommentar).
Sagen kompliceres dog yderligere, idet Bissen to år efter bestillingen af statuen påstår over for Thorvaldsen, at han er blevet lovet yderligere betaling af Conrad Rantzau selv (se hertil brevet fra Bissen til Thorvaldsen af 18.1.1830): ”...[Sie] laufen doch keinesweges Gefahr da ich nach den Versprechungen des Grafen Randsau noch etwa 100 Sc: darauf bekommen werde.” Som det fremgår af brevet, lader Rantzau til ikke at kende til et sådant løfte, endsige genkende det som sit eget. Blandt de implicerede parter hersker der stor usikkerhed omkring, hvilke løfter der egentlig blev afgivet.
Både Lund og Bissen selv kunne have konfereret med Rantzau om sagen, da begge befandt sig i Danmark (Bissen kom til Danmark i 1834 og Lund i 1819).
Som det fremgår af ovenstående kommentar, er det i direkte modsætning til Bissens udlægning af Thorvaldsens holdning. Thorvaldsens holdningsskift kan muligvis være et forsøg på diplomatisk at fremme Bissens sag, idet han i brevets anden del plæderer stærkt for retmæssigheden af Bissens økonomiske krav.
Forkortelse for “Seine Königliche Hoheit”.
Prins Frederik (7.) havde under sit besøg i Rom bestilt malerier hos en række danske malerere, bl.a. Blunck, Koop, Bravo og Krafft (se hertil et regnskab forfærdiget af Thorvaldsen fra 1832-1836). Prins Frederiks (7.) far prins Christian (8.) Frederik havde i et brev af 7.3.1828 opfordret Thorvaldsen til at vejlede om, hvilke atelierer den unge prins skulle besøge. På forespørgsel fra Conrad Rantzau af 20.4.1829 havde Thorvaldsen taget det hverv på sig at administrere betalingen for de værker, som prinsen bestilte. Alle kunstnerne modtog 200 scudi for deres arbejder.
Rantzau havde været rejseledsager for prins Frederik (7.) under dennes dannelsesrejse, der varede fra sommeren 1826 til efteråret 1828 (se hertil bl.a. brevet fra Rantzau til Thorvaldsen af 20.3.1828), og var ydermere både gehejmestatsminister og en nær ven af kongefamilien. Hans indflydelse på kongehusets dispositioner har formentlig været betragtelig.
Om end Thorvaldsen ikke direkte vil indrømme at have støttet Bissen i dennes krav, mener han dog, at Bissens fordring på yderligere betaling er retmæssig. Thorvaldsen selv fastsatte prisen på sine egne værker ved at gange sine udgifter med to (se her til referenceartikel om prisfastsættelse), og ud fra denne kalkule burde Bissens omkostninger ligge på maksimalt 100 scudi, hvis skulpturen skulle give et passende overskud. Omkostningerne til marmor, afstøbning og assistenter har dog antageligt oversteget 100 scudi. I forbindelse med en Flora-statue af legemsstørrelse opgav Bissen i 1829 sine omkostninger til 275 scudi (jf. Rostrup, op. cit., vol. I, p. 88). Omend materialeudgifterne i forbindelse Blomsterpigen sandsynligvis var lavere pga. skulpturens størrelse (120 cm), fik Bissen næppe noget overskud af de 200 scudi. I alt ønskede Bissen at modtage 300 scudi for sin statue (se hertil brev fra H.W. Bissen til Thorvaldsen af 18.1.1830), dvs. 200 scudi plus yderligere 100 scudi.
Det vides ikke, hvordan Thorvaldsen aflagde regnskab over for Rantzau, men antagelig ikke på den måde, som beskrives i brevet, da en række kvitteringer, der knytter sig til prinsens kunstopkøb, stadig kan findes i Arkivet. Der findes to oversigter over disse kvitteringer fra Thorvaldsens hånd; et groft regnskab over indkøb fra en række kunstnere fra 1832-1836, hvoraf det fremgår, at prins Frederik (7.) er modtageren, og et mere sirligt regnskab over de samme indkøb med dateringer af tidligst 21.5.1832.
Først den 17.9.1838 ankom Thorvaldsen til København med fregatten Rota, dvs. toethalvt år efter nærværende brev.
Maximilian I. (jf. originalmodel A128).
Rytterstatuen af Maximilian I. (jf. originalmodel A128) blev bestilt af Ludwig I. under Thorvaldsens besøg i München i 1830, se hertil kontrakten af 27.2.1830. Statuen står på Wittelsbacherplatz i München.
Friedrich Schiller (jf. originalmodel A770).
Monumentet over Schiller blev modelleret af Wilhelm Matthiä efter Thorvaldsens skitse (afstøbning A138).
Rytterstatuen af Maximilian 1. (jf. originalmodel A128) ankom til München senest september 1836 og må derfor formodes at være blevet færdiggjort antagelig sommer 1836. Monumentet over Friedrich Schiller (jf. originalmodel A770) blev fuldført senest 9.9.1836 og afsendtes til Stuttgart i foråret 1837.
Thorvaldsen var dog hverken til stede ved afstøbningen af Maximilian I. (jf. originalmodel A128) i 1837 eller ved afsløringen den 12.10.1839. Thorvaldsen så først sit fuldendte værk den 13.7.1841 under sit besøg i München på Europa-rejsen, der varede fra den 24.5.1841 til den 24.10.1842.
Først den 5.8.1838 påbegyndte Thorvaldsen rejsen til København, dvs. omtrent to år efter både Maximilian 1.s (jf. originalmodel A128) og Schiller-monumentets (jf. originalmodel A770) færdiggørelse (se ovenstående kommentar). Det varede altså et par år mere, før Thorvaldsen vendte hjem, end hvad han projekterede i dette brev.
Forkortelse for “Euer” (Deres).
“d” er en forkortelse for “den”. I konceptet er der efterladt plads til, at datoen kan udfyldes ved en senere afskrift.
Forkortelsen NN (nomen nescio; jeg kender ikke navnet) er indsat på underskriftens plads. Måske var det tænkt som et forsøg på at forhindre misbrug af konceptet, eller at konceptet blev forvekslet med det færdige brev.