C.F.F. Stanley
Napoli
Herman Schubart
Montenero
Ingen udskrift.
Dateringen fremgår af brevet.
Stanley thanks Schubart for recommending him to people in Denmark. He feels almost cured after two years’ illness. He has not heard from Thorvaldsen. He expects to be in Rome soon.
Hoy Velbaarne Her Kammerherre!
Med hvilken inderlig Glæde jeg modtog og Leste, Deres Excellences Brev af 24 Septemb:I, er mig umulig at udtrykke, saa meget mere, som jeg havde gaaet i stendig Frygt, for ved midt første BrevII af Junii at have tabt, Deres mig saa dyrebare Gunst, og hvilket Brev erholder jeg af deres Godhed? Det overtraf alle de ForvetningerIII jeg vovede at tænkke mig, hvor lykkelig Deres Excellence haver giordt mig, med dette fortreffelige Brev, er mig umuligt at beskrive; al for udsel SkribentIV er jeg, ej heller haver jeg Ord i min magt, for til fulde her paa Papiret at kunde Takke Dem, med de Følelser som jeg Ønskede, Deres Excellence Tillader mig naar jeg nyder den Ære at see Dem, da muntlig at maatte bevidne dem min inderste Taknemmelighed, hvilket min Pen er alt for Svag til.
Dette mig saa dyrebare Brev bekom jeg forgangene Tirsdags Middag, den Gode Her Legations Secretair StubV bragte mig samme, da han først havde erholdt Deres Excellences Breve, da jeg nu som Gud og hver mand ved kun er en saare udsel Skribent, og især kommer meget langsom afsted i denne Vej, altsaa ikke kunde vente at blive fertig den Dag, med de BreveVI Deres Excellence, haver haft den Godhed, at giøre mig opmerksom paa jeg burde skrive Vedkommende; Jeg vovede at Opsette Svaret til Deres Excellence, til jeg kunde opfylde de mig paalagte Pligter – Jeg stoler saa meget paa Deres Excellences Bevaagenhed for mig at jeg endogsaa for dette Skridt vover at haabe deres Tilgivelse. –
Jeg er nu i Napel, og med inderlig Glæde giver mig den Ære at melde Dem, at om jeg endskiøndt ej tør nende gangske helbredtVII (da der endnu er en smule Krumhed tilbage i mine Fingre,) saa tilstaaer dog alle som tilforn haver kient mig, og min udsle Forfatning, at de neppe kiente mig igien. Vor Snille Gode Gamle Her Cansler HeigelinVIII og Docter MayerIX viste iser en for mig saa saare Interesent og uskrømtet Glæde over min Helbredelse, at jeg ej kan udtrøkke Deres Excellence samme,[.] hvor lykkelig er jeg, i al min Ulykke, at have fundet en VelgiørerX som Deres Excellence og deeltagende Mennesker paa et mig gangske fremmet sted og Land –
Med alt muligt Iver, og fordoblede Kræfter, skal jeg nu arbejde, for at kunde opnaae hendsigten af min rejse og min inderligste attraae, den at blive Vordt Fædrenelandt nyttig og Gavnlig, og hvil midt lidet Genie, forene sig med mine Bestræbelser, da haaber jeg, endskiøndt 2 Aar tabtXI, dog at blive brugbar til Hans Majestæts og Puplikums-Tiæneste. –
Intet Ord haver jeg seet fra Vores PracsitelesXII som Deres Excellence saa naadigen kalder Thorvaldsen, men jeg kiender denne snilde Ven, og derforre maa jeg jo tilgive ham denne udeblivelse med SkrivelseXIII – endnu er her et og andet tilbages for mig at see her, dog er min faste Bestemmelse at være i Rom forinden denne Maaneds udgangXIV –
Deres Excellence tilgiver denne lange Snak og vil have den Godhed at modtage min inderligste Tak for Deres Brev og for Deres Godhed med at vilde recomendere indsluttedeXV til AcademietXVI og Fondt af usus publ.XVII; hav ogsaa endnu den Naade at dekke med Deres skaanende Slør de Fejl som maatte findes i denne Skrivelse, og tillad mig med Dybeste Høyagtelse at kalde mig
| Napel d: 9 October 1804 – | Deres Excellences underdanigste Tiæner C.F. Stanley |
Last updated 19.08.2014
Schubarts brev af 24.9.1804.
Dette brev kendes p.t. ikke.
Præcis hvad Schubarts brev indeholdt angående Stanleys situation, vides ikke, da den bevarede del af brevet hovedsagelig handler om Thorvaldsen.
Men som det fremgår af det følgende, havde Schubart rådet Stanley til at skrive breve til Kunstakademiet og Fonden ad usus publicos. Stanley fremsendte derefter disse breve med nærværende brev til Schubart, som da højst sandsynlig havde lovet at sende brevene videre til København ledsaget af sin anbefalingsskrivelse.
Brevene har antagelig handlet om at skabe forståelse for Stanleys ufrivillige ophold i Napoli pga. hans alvorlige gigtsygdom.
Schubart havde tidligere anbefalet Stanley over for Kunstakademiet med henblik på en forlængelse af hans rejsestipendium, se brev af 27.3.1804.
Han havde også anbefalet Stanley over for Fonden ad usus publicos for at opnå økonomisk støtte, se brev af 7.6.1803.
Stanley var lidet overbevist om sine egne evner som skribent, se fx også hans brev af 29.3.1803 til Thorvaldsen: “…denne Glæde gaaer over alt Beskrivning, ej heller førmaaer min svage Pen at Udtrøke dig mine Følelser…”
Fra et nutidigt synspunkt er det dog svært at være enig i Stanleys vurdering. Hans uformelle breve synes ofte mere følelsesfulde og umiddelbare end de fleste andre breve i Thorvaldsens arkiv.
Den danske diplomat Christian Stub.
Det vil sandsynligvis sige de breve, Stanley nævner nedenfor til Kunstakademiet og Fonden ad usus publicos.
Stanley led af en gigtsygdom, som han efter et kurophold på øen Ischia ud for Napoli i sommeren 1804, blev midlertidigt helbredt for. Gigten forårsagede bl.a., at hans fingre og fødder blev krumme, som det fremgår af det følgende.
Sygdommen endte med at tage livet af ham 18.11.1805.
Tyskeren Christian Heigelin, der fungerede som dansk konsul i Napoli.
Stanley blev i foråret og sommeren 1804 behandlet af den ikke nærmere identificerede læge Mayer, der stammede fra Wien. Han omtales i Stanleys breve af 5.4.1804 og 10.4.1804.
Jf. ovenfor.
Stanley ankom til Napoli i slutningen af november 1802, og skulle oprindelig have været rejst videre mod Rom efter et kortere stykke tid. Hans gigtsygdom forpurrede imidlertid disse planer, og først efter sommeren 1804, blev han så rask, at han kunne fortsætte rejsen mod Rom i begyndelsen af januar 1805.
Dvs. Thorvaldsen.
Sammenligningen med den antikke billedhugger Praxiteles var Thorvaldsen ofte genstand for, allerede fra tidligt i sin karriere, se Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.
Thorvaldsen var kendt for sin ulyst til at skrive breve uden tvivl pga. hans ordblindhed. Se mere herom i Thorvaldsens tale- og skriftsprog.
Som nævnt nåede Stanley – af forskellige årsager – først frem til Rom i begyndelsen af 1805, sandsynligvis 9.1.1805.
Dvs. de breve, Stanley allerede havde nævnt ovenfor.
Dette brev kendes p.t. ikke.
Dvs. Fonden ad usus publicos, som i løbet af 1804 havde understøttet Stanley med 100 rigsdaler. Det er sandsynligvis Stanleys takkebrev til fonden, som han medsender til Schubart her, så han kunne videresende det til København med sin følgeskrivelse, jf. Rigsarkivet (ed.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysning af dens Virksomhed, bind 2, København 1902, p. 433-434, hvoraf det fremgår, at fonden modtog Stanleys tak af 16.10.1804.