Redaktørerne ved Jyllandsposten
Aarhus
Omnes
Dateringen fremgår af avisen, hvor artiklen blev trykt.
The author criticises a planned monument to Frederik 6. The criticism is levelled against both the placing of the monument and its justification, together with a general discussion of Frederik 6.’s merits as king during his 55 years’ reign.
Gjensvar.
(See “Aarhus Stiftstidende” nr 24.I og d. Bl. Nr. 7.)II
Med Hensyn til de af Hr. Major IngwersenIII og Hr. Kammerraad DalgasIV fremsatte Bemærkninger i “Aarhuus Stiftstidende” og dette Blad, i Anledning af den projecteredeV Offerstøttes Opreisning, tillades det erindret:
1) En Støttes Opreisning paa Himmelbjerget antager jeg, af den Grund til enhver Tid maa være udsat for BeskadigelseVI, at dansk Pøbel stedse lægger en Kaadhed for Dagen, som man næsten overalt finder bragt i Udøvelse, endog paa befarne Steder, altsaa snarere kan befrygtes paa aldeles isolerede, i en vild og ubeboet Egn. Den samme frække Haand, som kan knække det i frodig Vækst staaende unge Alleetrae, brække Armene af Træveiviserne paa offentlige Veie, spolere Leddestolper og Milepæle m.m., kan ogsaa antaste af Folket opreiste Støtter. Mindesmærkerne f. Ex. Jægerspriis – og Fredensborg Hauger vidne herom.
2) Paa offentligt Torv i en af vore største Kjøbstæder, hvor desuden Vagt altid befindes tilstede, baade Dag og Nat, vilde enhversomhelst Voldsgjerning af denne Art være uiværksættelig, især hvis en saadan Støtte blev omgjærdet af Stakit, ligesom Lygtebelysning, derved anbragt, i flere Henseender var nødvendigt.
3) Undertegnede har ingensinde yttret, at det var “passende at opføre Mindet foran Stænderhuset i Viborg”VII, tvertimod antager jeg, at et saadant vilde være yderst upassende, deels da Hans Tausens Støtte iforveien sammesteds befindes, deels da Viborg Bye, paa Grund af sin Beliggenhed, mindst af alle Byer egner sig til at repræsentere Bondestandens FølelserVIII, og deels da vore danske Stænderforsamlinger neppe oftere ville vorde afholdte i denne Bye. Ihvorvel man nu ved Intet lettere forseer sig, end ved at bringe en By i Jylland i Forslag, som bedst skikket til et eller andet Øiemed, imedens Enhver især kunde finde sig ligesaa berettiget til samme Gunst, saa formener jeg dog, at mangfoldige Grunde tale for, at Aarhus By fortrinsviis egner sig til en saadan Støttes Opførelse, hvortil den skjønne Plads paa Torvet helst burde vælges, ligeoverfor hvilken Frederik den Sjette stedse holdt sit StandqvarteerIX paa de jydske Reiser, ligesom den større Frequents, denne Bye nyder af Reisende, der herfra udgaae til alle Jyllands Kanter, ogsaa burde komme i Betragtning.
4) Den Folket tilkommende Garantie for de til Mindet indsamlede Pengesummer erholdtes saaledes langt tryggere ved Afbenyttelsen af en Torveplads i en af vore Kjøbstæder, der desuden ei vilde blive Gjenstand for Udgivt, som nu derimod synes at ville blive Tilfældet ved Erholdelsen af Pladsen paa HimmelbjergetX, hvilken man i enhver Henseende først burde have sikkret sig, forinden nogensomhelst Indbydelse, denne Gjenstands angaaende, fandt Sted.
5) Den Omstændighed, at Thorwaldsen nu agter at paabegynde Christian den Fjerdes MonumentXI, og man intet videre mærker til, at Ideen om Frederik den Sjettes Monument i Hovedstaden gaaer igjennemXII, synes at lette Udførelsen af Indsamlingen til en Støttes Opreisning her i Provindsen, som unægtelig, især for Bondestanden, vilde være af Interesse, da denne Stand til visse har Grund til at paaskjønne de store og uberegnelige VelgjerningerXIII, som den har nydt i de sidste halvhundrede Aar, efterat have været, under de tidligere Konger af den oldenborgske Stamme, nærmere anseet for en Trællestand, alt for uværdig endog til at henregnes til Landets øvrige Stænder. Er derfor, som jeg tilfornXIV har bemærket: “den danske Bondestands Erkjendtlighed imod den afdøde Konges store Fortjenester for denne Stand saa dybt indprentet i hver Bondes Barm, at den ei behøver at tolkes ved nogen Støtte”, indrømmes dog villigen, at et saadant Erkjendtlighedstegn, paa det foreslaaede Sted, vilde end mere vække den Fædrelandskjærlighed og Selvfølelse, hvormed stedse den yngre Slægt af den danske Bondestand mere og mere maa ønskes besjelet, som ydermere derved bekræftes, at en for stor Deel Bønder fra Aarhuus Amt endog have anmeldt sig som Deeltagere i denne Idee, der forsaavidt sikkerlig ogsaa maa stemme med den af de ærede Forfattere yttrede, som vistnok paa Bondestandens Vegne maa ønskes al mulig Fremgang.
Hvad jeg i anden Henseende har anført, at den Tid ei er kommen, da man med uhildet og upartisk Blik kan bedømme, hvorvidt den Afdøde i historisk Henseende, frem for Landets større Regenter, tilkommer Monumenter, eftersom man ei endnu kan ansee sig rolig og upartisk til at betragte Sagen fra den Side, som vor Efterslægt, der ved et friere Overblik vil vide at opfatte Forholdene, skylder jeg at bemærke, at de i denne Anledning af de ærede Forfattere fremsatte Yttringer i ingen Henseende have formaaet at forandre sine Anskuelser, idet jeg ei kan tilbageholde, kostelig at udtale mig om de paafaldende Modsigelser, hvori de her omhandlede “Bemærkninger” staae med Hvad Hr. Kammerraad Dalgas for nylig har anført i “Aarhus Stiftstidende” Nr. 19XV, hvor han med saa megen Grund udtaler sig om Landets Trang til en ConstitutionXVI, medens han paa mangfoldige Maader godtgjør den forrige Regjerings Kraftesløshed og Sløvhed, idet han meget rigtigen bemærker: “men naar det der er foranstaltet for Videnskab og Konster undtages, hvor langsomt er det ikke gaaet med Alt, hvad der angik Folkets materielle Interesser, eller med de Forbedringer der skulde skaffe Landet Midler til at udvikle sine Kræfter” – ligesom heri beklages den “Tilbagegang”, Landet leed ved Forøgelsen af Statsgjelden “midt i den dybeste Fred”, og den liden Nytte, der hidindtil sporedes af StænderinstitutionenXVII, hvorom det hedder: “Men hvad hjalp det. Flere og det saare vigtige Andragender af Stænderne ere blevne aldeles uændrede, saa at i det Hele Alt er forblevet ved det Gamle, det vil sige, som ved Stændernes Indsættelse.” – Men hvorledes, spørger jeg, kan disse Yttringer bringes i Samklang med saadanne, hvori Hr. Kammerraaden bemærker: “At var der virket ligesaameget til Landets Opkomst under hver af hans (den afdøde Konges) Forgængere, turde Danmark vel nu overgaae ethvert Land i Statsbestyrelse.” Er det da virkelig gaaet saa kummerligt under de ældre oldenborgske Konger i Danmark, og andre europæiske Regenter, at Folkets materielle Interesser ere blevne aldeles overseete, med samt Midlerne til at udvikle Landenes Kræfter? og have disse midt i den dybeste Fred endnu i større Grad forøget Staternes Gjeld? – Dog ikke mindre forbausende er det, at see saadan Sætning som den fremsat, at Frederik den Sjette: meer end nogen Anden har fremmet Danmarks Vel.” Thi saadan Tale maa altformeget overtyde Enhver om, at Tiden først skal komme, da man fra det historiske Standpunct upartisk kan bedømme den Hedengangnes Værd som Konge. Hans gavnrige Indretninger for Land og Stat vil da taknemmeligen ihukommes, hans elskværdige Personlighed og mange dyrebare Egenskaber, hvormed han paa en endog ubegribelig Maade vidste at fængsle Folkets Kjærlighed, idet han ved sin Tilgængelighed og Folkelighed vandt Mængden for sig, vil stedse finde fortjent Anerkjendelse; men ingen Historieskriver vil optræde med det Vidnesbyrd, at “Danmarks Vel meest blev fremmet under den konge”, under hvis Regjering Norge gik tabt, Flaaden bortrøvedes og Statsgjelden steeg indtil 130-150 Millioner; tvertimod maa man ei undres over, om netop bemeldte Regjering i Historien vil blive antegnet for en uafbrudt Ulykkesperiode, som endog forgjæves opsøges under de tidligere Regenter, og hvis Ulykke endog steeg til den Høide, at vore Stændersale bekræftede, at vort Land, i Tilfælde af at uforudseete Uheld indtraf, var bragt til Randen af Ødelæggelsen. At Ansvaret og Skylden alene kan paavæltes Kongens Raadgivere, sees i øvrigt af Hr. Kammerraadens Bemærkning, hvori det hedder: “Hvorfor have Vedkommende ikke udført hans (Kongens) Ordrer? Hvorfor have de ikke benyttet dem af hans gode Villie til at gavne? Paa dem alene hviler Ansvaret, og til dem, eller, med andre Ord, til Kongens Raadgivere maa man holde sig, naar Talen er om, hvad Slet der er foregaaet under Frederik den Sjettes Regjering!” – Men ved Siden af denne Bemærkning var det værdt at vide, paa hvad Maade man bedst “holder sig” til Raadgiverne; thi om disse ogsaa ere ansvarsfulde under Souverainen, vil dog Undersaatten ingensinde kunne kræve disse til Ansvar eller med Retskraft kunne “holde sig til dem”. Med mere Grund maa man derfor indrømme den Sandhed, at “Frederik den Sjette for længe siden har befalet Finantsernes Regulering” og derfor er det intet Under, at man nu stedse tæller Dagene til, at det Regjeringsværk vil gaae i Opfyldelse om offentligt detailleret FinantsbudgetXVIII, hvorpaa man nu har ventet siden – Anno 1813, da Løvtet derom blev givet Nationen. Redacteuren.
Dette er en trykt tekst, publiceret i Jyllandsposten d. 25.2.1840, omhandlende Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. Se referenceartiklen om Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke. Teksten er et svar på indlægget i Aarhus Stiftstidende 11.2.1840. Tekstens forfatter forekommer i første omgang kritisk indstillet overfor monumentets opførelse. Tekstens forfatter gentager desuden flere af sine synspunkter, der blev fremsat i artiklen af 28.1.1840.
Han udtrykker bekymring for hærværk mod monumentet, hvis det opføres på Himmelbjerget samtidig med, at han stiller spørgsmålstegn ved det rimelige i et monument til ære for Frederik 6., der i forfatterens øjne ikke har gjort nogen synderlig god figur som landets regent. Kritikken af monumentet indeholder dog overraskende nok alligevel et forslag til en alternativ placering af monumentet, nemlig i Aarhus, hvor tidsskriftet Jyllandsposten havde redaktion i perioden. Artiklen affødte et modsvar i Aarhus Stiftstidende af 14.3.1840.
|
|
Christian 4., Tidligst 18. januar 1840 - Tidligst 30. april 1840, inv.nr. A152 |
Last updated 20.02.2017
Se artiklen af 11.2.1840.
Dvs. dette blad nr. 7. Teksten i Aarhus Stiftstidende blev bragt med nøjagtig samme ordlyd i Jyllandsposten.
Den danske officer og gårdejer, Johannes Ingwersen.
Den danske forfatter og gårdejer, C. Dalgas.
Dvs. planlagte, jf. Ordbog over det danske Sprog, projektere.
Frygten for at pøblen skulle beskadige et offentligt, ubevogtet og afsidesliggende monument, var et yndet diskussionstema i flere af de skriftlige kilder. Se referenceartiklen om Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke.
Forfatteren havde i stedet kritiseret monumentet Hans Tavsens Minde, der står i Viborg udført af Thorvaldsens elev Hermann Ernst Freund i 1836. Se dokumentet af 28.1.1840.
Der tænkes evt. på Viborgs status som domkirkeby og administrativt og retsligt centrum for Viborg Amt.
Dvs. opholdssted for militær afdeling, jf. Ordbog over det danske Sprog, stand-kvarter.
Der tænkes formentlig på uklarhederne vedrørende ejendomsretten til Himmelbjerget. Se referenceartiklen om Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke.
Christian 4.s monument i Roskilde Domkirke, jf. A152.
Forklaringen kunne være, at projektet lader til at være gået i stå efter de indledende overvejelser jf. brev af 5.12.1839. Thorvaldsens kammertjener C.F. Wilckens, jf. Wilckens, op. cit., skriver at Christian 8. ikke var tilfreds med Thorvaldsens første udkast, hvorefter projektet midlertidigt blev sat i bero. Se referenceartiklen om Frederik 6.s monument, Skanderborg Slotsbanke for mere herom.
Der tænkes her på ophævelsen af stavnsbåndet i 1788.
Dvs. tidligere, jf. Ordbog over det danske Sprog, tilforn.
Se artiklen af 1.2.1840
Dvs. forfatning, jf. Ordbog over det danske Sprog, konstitution. konstitution, 4.
Der henvises til de stænderforsamlinger, der i 1834 indførtes af Frederik 6.’s regering i Danmark og hertugdømmerne, med sæde i Roskilde, Viborg, Slesvig by og Itzehoe. De bestod af repræsentanter fra de samfundsgrupper (stænder) man på daværende tidspunkt inddelte samfundet i. Nok havde repræsentanterne stemmeret, men ingen reel indflydelse på regeringens beslutninger, da deres funktion blot var rådgivende.
Der tænkes her på en gennemsigtig finanslov, der med kontrol fra de rådgivende stænderforsamlinger kunne udfordre den enevældige konges indflydelse på statsfinanserne. Emnet blev diskuteret i bl.a. Roeskilde Stænder-Tidende nr. 74, 1840, se link.