Indsendt.
I Anledning af Jyllandspostens Gjensvar paa mine og Hr. Major Ingwersens bemærkninger om et Minde paa Himmelbjerget, maa jeg først og fremmest protestere imod den Beskyldning “at Dansk Pøbel stedse lægger Kaadhed for Dagen som man næsten overalt finder bragt i Udøvelse.” Nogen Pøbel i Ordets graverende Betydning haves vel neppe i Danmark, i det mindste ikke paa Landet. Enkelte Individer henhørende til denne Categorie, kunne vel opvises. Men ialmindelighed er Nationen for vel opdragen, til ikke at respectere hvad der fortjener Respect. Navnet Pøbel være derfor banlyst fra det civiliserede Danmark, og fælleds Agtelse forene alle Klasser af Folket til et for Fødeland og Konge varmt følende Heelt. At Veivisere, Ledepæle og Milepæle hos os, skulde afgive Beviser for hiin Jyllandspostens Paastand, er efter min Erfaring saare sjeldent Tilfældet. Jeg har ikke bemærket saadant i Fyen eller Veile og Ribe-Amter, i det mindste ikke i den Grad at nogen foruroligende Varsel deraf lod sig drage. Udenfor Ribe ved en aaben Landevei, stod Moltkes Støtte 1826 da jeg saae den endnu aldeles ubeskadiget. Det samme er der sagt mig, skal være Tilfældet med Bernstorffs Støtte i Sjelland.
Næst anførte, skal jeg gjøre Hr. Redacteuren af Jyllandsposten opmærksom paa, at i vore Bemærkninger have Major Ingwersen og jeg tydeligen tilkjendegivet, at vi tillige besvarede adskillige os ihændekomne private Skrivelser. Vi have derfor ved at omtale Uhensigtsmæssigheden af at opføre Mindet for Sjette Fredrik udenfor Stænderhuset i Viborg, ingenlunde sigtet til Jyllandsposten. Saare kjært er det os forresten at erfare, at Jyllandsposten samstemmer med os i bemeldte Henseende, og tillige erkjender, at en Støtte for vores afdøde Monark end mere vilde vække Bondens Fødelandskjærlighed og Selvfølelse.
Betræffende den, Folket tilkommende Garanti for de til Minder indsamlede Penge, da mene vi at Himmelbjerget, efter hvad her og før er anført, maa afgive et ligesaa sikkert Underpant som en Kjøbstadstorv. Den Erklæring Eieren af Himmelbjerget har bekendtgjort, var os rigtignok uventet, men vi haabe at overvinde denne Vanskelighed.
Hvad forresten betræffer de Inconseqventer Jyllandsposten vil finde i det jeg har skrevet for en Constitution, og mit Forsvar for et Minde paa Himmelbjerget, da skal jeg vise Hr. Redacteuren at jeg fuldkommen er i det Rene i saa Henseende.
Naar jeg har sagt, at det er gaaet langsomt med Alt hvad der angik Folkets materielle Interesser under vore Enevoldskonger, da har jeg i saa Henseende tydeligen fremhævet den Periode, som gik foran det Tidspunkt da vores afdøde Konge tiltrådte Regjeringen; ligesom jeg ogsaa med tilbørlig Paaskjønnelse har fremstillet Sjette Fredriks Regjering som det lyseste Punkt i hele Tidsrummet siden Enevoldsmagtens Indførelse. Jeg har altsaa allerede her ydet Sjette Fredriks Fortjenester den behørige Erkjendelse.
Naar jeg har talt om en Tilbagegang under Sjette Fredrik ved Statsgjeldens Forøgelse, eller sagt at Alt er forblevet ved det Gamle efter Stændernes Indførelse, da er det noget jeg i mit Forsvar ogsaa har berørt, og her er altsaa ligeledes Overeensstemmelse.
Naar jeg i mit Forsvar har sagt: at var der virket ligesaa meget til Landets Opkomst under hver af den afdøde Konges Forgjængere, turde Danmark vel nu overgaae ethvert andet Land i Statsstyrelse, da staaer dette aldeles ikke i nogen Modsigelse med mine tidligere Yttringer for en Constitution, thi jeg har aldrig benægtet at der jo ogsaa kunde skee saare meget Godt under en Enevoldskonge: og at dette virkeligen er skeet under Sjette Fredrik, derom vidner Bondens nuværende Stilling i Statssamfundet den længst fuldbragte Udskiftning, Tiendens Forvandling til en fast Afgift, Hoveriets Bestemmelse eller Afskaffelse, de betydelige Opdyrkninger som overalt have fundet Sted, vore Kjøbstæders Opkomst, den friere Handel især med Kreaturer, Veienes betydelige Forbedring, Skolevæsenets Indførelse, Medicinalvæsenet o.s.v. havde Fredrik den Tredje, da han vidste at tilvinde sig Enevoldsmagten, strax begyndt som Sjette Fredrik, hvor ganske anderledes maatte det ikke have seet ud i Danmark, da Sidste tiltraadte Regjeringen. Hvor ganske anderledes maatte Fredrik den Sjette, med sin gode Villie til at gavne, ikke da have kunnet virke. Ja umuligt var det ikke, at vi da allerede for længe siden havde været i Besiddelse af en Constitution, og ved denne bevaret Norge, Flaaden og restitueret vore Financer. Fredrik den Sjette har altsaa ved at fuldføre hvad hans Forgjængere for længesiden burde have gjort, men ikke have gjort, mere end nogen Anden af vore Enevoldskonger fremmet Danmarks Vel. – Vel mener Jyllandspostens Redacteur, at Tiden først skal komme, da man fra det historiske Standpunkt upartisk kan bedømme Fredrik den Sjettes Værd som Konge, og ingen Historieskriver, tilføjer han, vil optræde med det Vidnesbyrd, at Danmarks Vel meest blev fremmet under den Konge, under hvis Regjering Norge gik tabt, Flaaden bortrøvedes og Statsgjelden steeg indtil 130 – 150 Millioner, men at tvertimod denne Regjering i Historien vil blive antegnet for en uafbrudt Ulykkesperiode, som endog forgjæves opsøges under de tidligere Regenter. – Undertegnede mener, at man bedst undersøger en Ting, medens Kjendsgerningerne endnu ere i frisk Minde. Sandheden kommer da bedst for Dagen. Norges og Flaadens Tab, ligesom Statsgjeldens Forøgelse, vare vistnok store Ulykker, men naar ikke desmindre Landets Tilstand i høi Grad har forbedret sig, og det mere end under alle foregaaende Enevoldskonger, maa det dog være rigtigt at Danmarks Vel meest blev fremmet under Sjette Fredrik. Ulykker som de anførte forekomme desuden jevnlig i vor Historie. Endog under den konge man har kaldet Danmarks store Konge, hvilket han i visse Henseender ogsaa var, mistede Riget adskillige Provindser, og hans Efterfølger forefandt kun en ubetydelig Flaade og forstyrrede Financer. Selv Fredrik den Fjerde, som næst Fredrik den Sjette har gavnet Landet meest, maatte ogsaa prøve Skjæbnens Luner.
Til Slutning endnu følgende: Naar jeg har sagt at man maa holde sig til Kongens Raadgivere, naar Talen er om hvad Slet der er foregaaet under Fredrik den Sjette, da er dette at forstaae saaledes: at det er Raadgiverne, det Slette maae tilskrives; thi jeg veed heelt vel, at i souveraine Regjeringer maae Kongerne bøde for de Feil Ministre og Andre have forskyldt.
Aldebertsminde, den 5te Marts 1840.
C. Dalgas.