Kiøbenhavn. d: 7de. Junii 1842.
Kiære Conferentsraad
Thorvaldsen.
Efter nu i et heelt Aar ikke at have seet Dem, føler jeg Trang til ved nogle Linier at bringe mig i Deres Erindring og at udtale mig om de Gienstande, der ligge os begge paa Hiertet. Tanken falder da først paa Museet, som nu stedse meer og meer nærmer sig den Skikkelse, hvori det skal bringe Efterverdenen Mindet om den store danske Konstner, bevare hvad han skabte og skiænkede sit Fædreneland og vidne om taknemmelige Medborgeres Paaskiønnelse. – De veed, at jeg var imod Anvendelsen af den gamle Bygning og den Plads hvorpaa Museet ligger; det er derfor saameget mere upartisk, naar jeg yttrer, at Bygningen tager sig godt ud, ja endog anseelig, og at dens indre Dele, navnligen Stanzerne synes at blive fortrinlig skikkede til Billedhugger=Arbeidernes Opstilling; naturligviis er det de store Forandringer og Tilbygninger og Bindesbølls Dygtighed, som dette skyldes. – Man paastaaer, at det bliver den solideste Bygning i hele Kiøbenhavn, maaskee Rundetaarn undtagen, og saa bør det jo være med et Museum, der skal overleve saamange Generationer. – Alle de massive Hvælvinger imellem Kielder og første Etage og mellem første og anden Etage ere nu færdige og kun dem over anden Etage staae endnu tilbage; i første Etage ere Stanzerne og den store Sal til Christus og Apostlerne samt Corridoren færdige hvad Muurarbeidet angaaer. I denne Sommer vil den egentlige Bygning være tilendebragt og da maae der jo tænkes alvorligt paa, hvorledes Statuerer skulle opstilles og Værelserne decoreres; men hertil behøves Mesteren selv og derfor vente vi, at han kommer saasnart som muligt. Kommer De ikke denne Sommer, saa vil der atter skee en Standsning i Museets Tilendebringelse. – Men det er ikke blot derfor, at vi Danske vel længes efter at see Dem; – i alle Kredse spørges efter Dem, og vi synes der mangler os noget naar De er borte, nu efter at vi ere blevne vænte til at have Dem i vor Midte. – De kan troe at man ret har lært at sætte Priis paa Dem og at der vilde opstaae almindelig Bedrøvelse, hvis dette Aar skulde forløbe uden at vi saae de Danskes Stolthed paa dansk Grund. –
Nu hører jeg fra forskiellige Kanter at der er Tale om, at De maaskee vil gaae med Fregatten hiem; men jeg synes slet ikke om at De skulde giøre en Søreise paa 6, maaskee 8 Uger, medens De, ved at benytte Dampskibene til Marseille og fra Havre, kunde giøre Reisen i 14 Dage eller kortere. –
Ogsaa kunde Reisen blive ubehagelig om Efteraaret i Nordsøen og Kattegat; forresten er der om ogsaa Skibet kommer seent vist ingen Fare for Deres Sager, thi Skibet er jo fortrinligt og Chefen, Capitain Zahrtmann en dygtig Søe=Officier. Efter Kongens Bestemmelse skal Skibet komme til Livorno sidst i August. – Bedst var det om De vilde reise med Frue Stampe tilbage, og naar De nogenlunde kan giøre det, vil De vist som en troe Ridder ledsage Damerne, der nok kunne behøve den Beskyttelse, som Deres Person og Navn kan give dem. Reisen kunde jo derfor gierne skee med Dampskibene saa hurtigt som De sel[v] maatte ønske det. – Skulde ikke Andre kunne besørge de Arbeider De endnu har tilbage i Rom eller disse paaskyndes saa meget, at Frue Stampe, naar hun ventede noget, kunde reise med Dem ? De kan troe mange vilde blive glade her i Danmark, naar Efterretningen kom om, at De var paa Hiemreisen; men ingen meer end min Kone og jeg, der ret fryde os ved at komme Dem saa nær, naar De igien slaaer Deres Boe op paa Charlottenborg. –
stedse Deres
Schouw.