Montenero d: 15 August 1806
Jeg har med største Fornøyelse og Deeltagelse læst Deres kjere Brev af 8de August, og jeg iiler med at besvare det, til Deels for at bevidne Dem den Glæde jeg føler hver Gang jeg faaer Efterretninger fra Dem min gode Ven; til Deels ogsaa for at søge ved nogle Venskabelige Ord at opmuntre Dem; thi jeg mærker af den melancoliske Tone som hersker i Deres Brev at De meer end nogensinde behøver Trøst, og Opmuntring. Gid De med Vor Ven Matthæi og hans Broder havde kundet giort en liden Reise til Montenero. Vore landlige Glæder, vor jevne Levemaade, vor Chiant Viin havde vist nok bidraget til at opklare Deres Sjel, og til at fordrive de mørke Skyer som svæver over Deres Horizont.
Vi leve her i Midden af Konsterne; thi vore to Matthæier ere ret flittige hver paa sin Side. Fritz er utrættelig; den anden behøver Opmuntring; men da han mærker at vi alle uden Untagelse føre et virksomt Liv, begynder han ogsaa at blive virksom. Han beskjæftiger sig med en Studie af S. Gualberti som nedtræder Kjætterie, og forunderligt nok er det at vore hellige Fædre i Montenero have overdraget en Kjetter dette Arbejde.
Nu agter han at begynde en Camée i Pietra dura til min Kones Fødselsdag den 10e September, og har valgt dertil et skiønt Hoved paa en lille Guld Medaille jeg for nogle Uger siden fik fra Sicilien. Efter Beskrivelsen som fulgte med denne Medaille skulle det være en Didone; men den Engelske Præst Hal som er en Myntkjender, siger at det er en Cerere, fordi hun har Kornax paa Hovedet; men da Præsten Hal er ikke infaillible som Paven, kunne han maaskee tage Fejl; thi min Beskrivelse siger at disse Kornax betyde Afrikas Kysters Frugtbarhed, og Hesten paa den anden Side Cartagos Vaaben, og det Cartaginiensiske Folkes Stridbarhed. Kort, det maae være Didone eller Cerere, saa er Hovedet overmaade smukt og fortreffelig conserveret.
Jeg er ret glad over at De [har] endt mine tre Byster, og skiøndt jeg nok ønskede at besidde dem, saa staaer de saa godt i Deres Værksted, at jeg maae bede Dem om at beholde dem indtil jeg selv engang afhenter dem i Rom, og imidlertid beder jeg Dem om min gode Ven, at lade min og min Kones Byste forme og af hver støbe i Gibs 3 Exemplarer, da man giør dette bedre i Rom end i nogen anden Verdens Deel. At min Bas relief med Muserne er næsten halv færdigt, glæder mig usigelig, og endnu meere vil det glæde mig at kunne see det færdigt naar jeg kommer til Rom. Min Ankomst beroer paa Omstændighederne. Faaer vi Fred, og vort Hof erkjender formelig den nye Konge af Neapel, saa bliver jeg ventelig sendt til ham for at lykønske ham, og i saa Fald kommer vi til Rom. og hvad meere er, jeg agter did at lade min Kone [opholde sig] indtil jeg kommer tilbage fra Vesuv Foden. Jeg beder Dem inderlig om at iile med Daaben, da min Søster Grevinde Schimelmann ofte erindrer mig om dette skiønne Arbejde som hun saa længselsfuld venter.
De forlanger med saa megen Beskeedenhed de Penge som De har til gode; thi Bysterne ere jo færdige, og andre Arbejder for mig begyndte, saa jeg strax vil fyldestgiøre Deres billige Begiering, i det mindste for en liden Deel, og fortryder særdeles paa at jeg i dette Øyeblik, net op, ikke kand udrykke med fleer Penge. Her vil De finde 100 Scudi Romani, som De er saa god at lade Dem strax udbetale, da Vexlen paa Pappiani er avista, følgelig behøver De blot at skrive bag paa Vexelen ricevuto og Deres Navn – I tilkommende Maaned skal De faae meer, og skal jeg tillige give Ordre til at den bevidste Gratification bliver Dem udbetalt. Det giør mig ondt at jeg blot kan skikke 100 Scudi i dette Øyeblik; men De maae tage til Takke dermed indtil jeg kand betale meere, Den gode Lundby er med os paa Montenero. Han beskjæftiger sig som sædvanlig med Græsk, og Caldæisk, Arabisk etc; og arbejder paa en Bog over Tunis hvor alle muelige Beyers og Tyrkers Genealogie bliver bragt i det sandeste Lys. Skade at den gode Mand hverken føler Naturens Skiønheder, eller det sælskabelige Livs Glæder. Vi kand neppe faae ham til at gaae ud af hans Stue, hvor han synes at være fængslet til hans Skriver Pult, og det for at læse, og at slenge paa Papiiret de tørreste, og kjedeligste Sager som man kand tænke sig.
Hans Biographie om de fæle Tuniske Beyer maae jeg baade læse og høre. Imidlertid giver jeg ham og en haaben at bestille; da han maae renskrive mine Depecher, og chifrere dygtig. Dette Arbejde giør han gjerne, da han tænker med Tiden at blive ansadt som Legations Sekretair ved et af vore Gesandtskaber.
Meldahl kommer flittig til os. Han er ret et godt Menneske, saa godlidende, saa oprigtig. Han er net op det Modsatte af Philosophen Lundbye. Han er fornøyet med sig selv, med andre Mennesker og med den heele Verden, i Steden for at Lundbye svæver stedse i en mørk Skye af underlige Griller, og henfører alt til sit eget selv. –
Alle Aviser have talt om den kolossalske Friheds Statue som De skal forfærdige for de Nord Amerikanske Stater. Gid De ville sige mig noget herom, og tillige hvad der bliver af den Pendent af Torlonias store Hercules som De skulle forarbejde? Jeg var saa glad over at De kom til at staae lige over for Canova.
Kommer vi til Rom, skal vi opmuntre vor gode Thorwaldsen. Det lover jeg ham, og maaskee vil han da ikke tænke paa at sysselsætte sig i Vort kolde Danmark.
Lev vel min gode Landsmand. Min Kone hilser kjerligst og begge Matthæi beder at erindres af Dem. Jeg er tilfreds med Ernstes Flid, som med hans Helbred, som har meget vundet paa Montenero
Deres oprigtige Ven og Landsmand
B[aron] Schubart
P.S.
Jeg beder Dem kjere Thorwaldsen, med nogle Ord at indberette mig den rigtige Modtagelse af denne min lange og kjedelige Skrivelse.
