Kiøbenhavn dn. 12 April 1828.
Allerede et Aar er nu forbi, siden jeg havde den Nydelse at henleve en Tid ved Siden af Dem, og jeg har endnu ikke ved en Linie yttret Dem min Taknemmelighed, eller tilbagekaldt mig i Deres Erindring. Sandt at sige forekommer mig Deres Tid meget for kostbar, til at jeg skulde troe mig berettiget til at røve Dem den med den Snak jeg har at sige Dem, og jeg havde heller ikke nu vovet derpaa, hvis jeg ikke for min egen Skyld af andre Grunde nu havde anseet det for nødvendigt. Disse Linier skulde egentlig have været afsendt med Legationsraad Vogt, der har været saa artig at paatage sig at afgive Dem et Exemplar af mine Digte Bajazet og Tiber, men et uheldigt Tilfælde, da jeg ved at styrte med en Hest kom til at brække min Arm, foraarsagede, at jeg en fem til sex Uger ikke kunde skrive, og altsaa maatte opsætte det. – Jeg havde ønsket, at dedicere Dem min Tiber, men Oehlenschläger, der fandt Smag deri, ønskede meget at jeg dedicerede den til ham; jeg har derfor, da jeg vidste at det var Dem ligegyldigt, foretrukken at dedicere Dem min Gregor, der tilligemed et andet Værk om nogen Tid udkommer. Den er skrevet i Deres Huus, og jeg haaber De nægter mig ei den Glæde at hellige den til Dem. – Jeg vil aldrig forglemme den Tid, jeg tilbragte hos og med Dem. Det er sikkert ikke Smigeri, naar jeg siger Dem at Deres ædle Venlighed, Deres beskedne Hiertelighed, der er dobbelt uimodstaaelig hos en sielden og udmærket Aand, vandt Dem mit Hierte, ligesom den vinder alle dem, der nærme sig til Dem. Hvorofte har jeg ikke tænkt tilbage paa de Aftner jeg tilbragte med Dem paa mit Kammer, eller paa Spadseregange, eller hos Deres Venner. Denne usminkede naturlige Munterhed, den stille simple Alvor uden Bram og uden Glimmer har jeg ikke gienfunden hos mange. De talte ikke meget om det Grandiose, De lod Dem kun nøie med at fremstille det. – Det bedrøvede mig ligesaameget at forlade den ædle Thorvaldsen, som det skiønne Rom, og desværre jeg har kun lidet Haab om at see nogen af begge igien. Jeg er fængslet i det taagede Nord. Den Maade hvorpaa man i mit Fædreland er kommet mig imøde giør, at jeg ikke uden Utaknemmelighed kan tænke paa i det mindste for lang Tid at rive mig løs derfra. – Mine Digte ere blevne bedre modtagne end jeg havde vovet at haabe, et af dem Tiber skal opføres paa vort Theater. Vore Landsmænd ere imidlertid skarpe Critici, det maae baade Digtere og Malere føle. Saaledes kan Alt hvad der er udmærket i vor Landsmands Koops Maleri ikke afsone de Mangler, der findes i hans Tegning, overalt hører man, at hans Israelitter ikke see tørstige nok ud, denne Mangel af et sandseligt Udtryk for en raa Naturdrift, der maaske ei engang lod sig forene med det mere aandelige i Stykket, med alles Forbauselse over Underet, er nok til at bestemme en stor Mængde Menneskers Dom. Jeg har raadet Collin at indhente Deres Erklæring; de største Kunstnere ere og næsten bestandig de billigste og mildeste Dommere, og de, der Selv intet formaae, de strængeste, de hævne sig ved at neddrage Alt i Støvet til sig; Erfaring har heller ikke lært dem, hvor vanskeligt det er at præstere Noget, om man end ei kan fuldbringe Alt. Lendorfs smukke Billede, hvor De selv, Freund, Bissen og flere ere forestillede som Tilskuere af en Romersk Saltarello bliver og stærkt criticeret. – Deres tolv Apostler etc ere efter Aviserne ankomne til Helsingøer. Jeg beder Dem ret meget at hilse mine Venner Bøtger og Koop og alle de af mine Landsmænd, der endnu bryde sig noget derom, ligeledes at formælde min Respect til Familien Butti, Persiani, Zageotti etc, naar De seer dem. – Det forstaaer sig at jeg er meget tilfreds, naar De kun vil giøre Dem den Umage at giennemlæse disse Linier, uden at jeg hverken ønsker eller begiærer at De skulde spilde Deres Tid med at give mig noget Svar. – Jeg vover endnu engang at besvære Dem med et Par Linier, naar jeg sender Dem Gregor. – Bøtger skrev jeg til fra Dresden, men har ei faaet Svar. Med den høieste Agtelse, Hengivenhed og Venskab
J.C. Hauch