Montenero den 26 Nov: 1804
Jeg venter Længselsfuld Svar fra Dem min gode Thorwaldsen i Anledning af det Paadrag min Søster Schimelmann gav mig for Døbekarret som hun ønskede at maatte forfærdiges af vor Danske Phidias. Vel sandt at De har Aarsag til at troe at vi snart mundtlig kand afgiøre denne Sag; men Gud veed naar vi kand rive os ud af de Cordoner som sammensnøre os i det snevre Toskana. Vel har jeg ved Ministeriele Noter søgt saavel hos Regiæringen i Florenz som ved Cardinal Consalvi, at bevisliggiøre den guule Feber aldrig tør antaste en Diplomat; men da hvergen, Hugo Grotius eller andre Publicister har tenkt paa Pest eller deslige Sygdome veed jeg ikke i hvor vidt saadan Untagelse kand have Sted; og imidlertid søger vi at trøste os saa godt vi kand i Sælskab af de livløse Muser, det eeneste som i vore kummerlige Omstændigheder forundes os; thi vore levende Muser drog hen. Vor Thorvaldsen sidder i Rom hvor han skal have formet en allerkiæreste Bacchus, og vor gode Marcori trak hiem ad til Kone og Børn, da han frygtede for at blive afskaaren, thi Rygtet gik at ogsaa imellem Pisa og Livorno skulde trækkes en Snor. Lykkeligviis forhindrede de Franske Tropper denne for os saa frygtelige Beslutning, da man nær havde udhungret os. De Franske har nemlig deelt dem imellem de to Byer, og Generalen vil ikke vide noget af slige Snore, som ville berøve ham for daglig Comunication med hans Martii Sønner. Nu tør Marcori ikke vende tilbage da han just ikke er en stor Helt og denne Guule Feber som er os 9 Miglie nærmere end i Pisa ligger ham saare haardt paa Hiertet. Vi leve altsaa gandske eensom her i vort Montenero, og ville finde Tilfredshed ved vor Eensomhed var det ikke at vor Bierg Egn ikke er meget angenem om Vinteren. Vore om Sommeren saa yndige Dryader have tabt deres glindsende Klædning, og de taaler ikke som Grazierne at sees nøgne. Vore smaae Bække ere forvandlede til henrivende Strømme. Vore ypperlige Spadseregange ere nu Moradser hvor man neppe kand sætte Foden uden at synke ned, Vor lille ziirlige Hytte er nu meget ubeqvem, da Vinden trænger igiennem de utætte Vinduer. Vor to qvadratfoed store Kamin hvor vi brænde Mirtegreene og Laurbærqviste varmer kuns saare lidet, og hvad det værdste er, min Kone lider meget af Kulde og Trækvind, saa hun i Forgaars maatte holde Sengen og bliver vi her længe maae jeg frygte for at hendes svagelige Helbred ikke vil holde det ud. Nu faaer vi at see om de høye Regiærende tillade mig at overskride de rædsomme Cordoner. Hvis ikke, maae vi bie til Sygdomen aldeles er forbi, og dermed kand to Maaneder gaae hen, thi skiøndt den daglig aftager, døer der dog endnu nogle Mennesker, og nogle blive angrebne, saa det ikke synes at Rødderne ere aldeles afhugne; men at det gaaer meget bedre, er en afgiort Sag. Dog i Fald Sygdomen aldeles ophører maae der dog Tid til at træffe Anstalter med at ophæve disse skadelige Cordoner som dog for det første vil bestaae, da man vist vil regne 21 Dage om ikke meere som en Art af Quarantaine; thi de der blive friske maae holde den, og ligeesaa vilde det gaae med de Almindelige. At jeg ikke kand skikke Dem Busterne, og Deres Grazie Dans det begriber De let, da man ikke engang imodtager i Civitavecchia noget Skib som kommer fra Livorno. Vi maae da bie til Crisis er forbi. Deres Vexel paa Bank Comptoiret har jeg rigtig nok igiennem Vor gode Zoega faaet, og den Sag skal blive bragt i Rigtighed; imidlertid bier jeg noget med at negociere den for at skaffe Dem en god Cours. Har De Penge nødig saa sig mig det da jeg strax skal lade Dem udbetale hvad De vil have.
Jeg har faaet et elskværdigt Brev fra Rothe som sidder fast i Florenz da han nu hverken kand komme frem eller tilbage. Han klager meget over dette Ophold, da jeg troer at han vilde see Kroningen i Paris. Jeg har raadet ham til at trøste sig med de Florentinske Muser, og har givet ham Anledning til Bekiendtskab med ædle Mænd, og ypperlige Artister.
Han elsker og skatter vor Thorwaldsen, og jeg forskylder det gode De uforskyld har sagt om mig det Brev han skrev mig til og som meget har glædet mig.
Skriv mig med Blyant og sig mig noget om Deres Bacchus og om alt hvad De arbeider, hvorledes det gaaer Dem med Deres helbreed.
Lev vel min gode Ven, og ynd
Deres oprigtige
H[erman] B[aron] Schubart
P.S.
Min Kone hilser Dem flittigst vi tale ofte om Dem.
