De første Dage i Rom.
Tit Vandreren gik hjemløs henover Mark og Eng,
Nu vaagner han som Jeppe i Herremandens Seng.
Jeg i en Kro mig drømte, og vaagner op i Rom,
Kan ikke ret begribe, hvordan saavidt jeg kom.
En Landsmand mig omfavner, og fast af Glæde stum
Jeg strax med ham spadserer — til Capitolium;
Derfra jeg skuer Forum og Colosseum hist,
— Ifald her ei var Rækværk, nedtumled jeg nu vist —
Der løber via sacra — hist Seiersbuer staae.
Her hellige Ruiner, med Moos og Blomster paa.
Hiin Side Tiberstrømmen staaer Peters Kæmpedom,
Jeg staaer blandt de syv Høie— og spørger dog derom.
Fra Capitol jeg løber til Thorvaldsen paa Stand,
Seer Verdens gamle Guder — og deres Skabermand.
Han Anbefalingsbrevet i Krogen kaster hen:
I danske Thorvald finder den Danske strax en Ven.
Vor Freund, som Qvintus Messis, staaer i hans Værksted tro.
Omfavner mig som Broder, og taber Meislen fro.
Den Mester smiler kjærlig til Svenden, tro og stærk;
Hist stander alt i Leret et dygtigt Svendeværk.
Snart løber jeg tilbage, og snart jeg løber frem —
Her maa jeg boe og bygge, i Rom er nu mit Hjem.
End kan jeg dog ei hvile, fast Lykken er for stor.
Selv midt i Lykkens Gade jeg flytter hen og boer.
[...]