Et Par Ord i Anledning af en Artikkel i “Allg. Zeitung” om Thorvaldsen Museum.
––––––––
Efter at “Allg. Zeitung” alt tidligere har meddeelt en Skrivelse fra Kjøbenhavn, hvori der berettes, hvad vi iøvrigt endnu ej hørte bekræftet, at Committeen for det Thorvaldsenske Museum har troet at burde afslaae Bidrag fra de udenlandske Ministre, indeholder nu samme Tidende en i en aldeles modsat Retning affattet Skrivelse, ligeledes fra Kjøbenhavn, og under 18de April optaget i Fyens Stifts Avis, hvori det hedder: at der nu fra denne samme Committee vil udgaae en almindelig Opfordring til hele Europa om Bidrag for Museet. Forsaavidt Forfatteren erklærer en saadan Opfordring for ene at være i stand til at realisere Planen, lægger han mere Kunstsands end Fædrelandskjærlighed for Dagen – det omvendte af den Beskyldning, han selv kaster paa de slesvig-holsteenske Provindsialblade – idet han fra Europas Centrum, i et af de meest læste Blade for al Verdens Øine paa en – en dansk Borger uværdig Maade, fremstiller Danmark, som et Land, der vel har Villie, men ikke Kraft til at rejse et Museum (en Bygning, hvortil Omkostningerne vilde beløbe sig til en 2 à 300 Tusinde Rbd.). Vi haabe, at en saa taabelig Fremstillen af denne Vor gode Villie og Mangel paa Kraft ingen Gjendrivelse behøver. Vi vilde blot tilføje, at den væsentlige Grund, hvorfor det danske Folk ej har fremmet Planen, er fordi det netop i dette Øjeblik er beskjeftiget med at ophjelpe sine Finantser, med at befordre Handel og Industri, og overhovedet med saadanne Foretagender, som ethvert Land, enhver Regjering anseer og maa ansee for det Allernødvendigste. Er dette fuldbragt, da mener Folket, at det vil være Tid, at høre paa Forslag, Kunsten vedkommende. –
Har Forfatteren ved i et fremmed Blad at lade optage en Artikkel, der fremstiller hans Fædreland som kun opfyldt af Betlere, meent at virke paa Nationens Forfængelighed til Fordeel for Planen, da holde vi os fuldkommen overbeviist om, at den danske Nation, i det Tilfælde af at Subscriptionen endnu fortsættes, dog ikke af en misforstaaet Æresfølelse vilde have gaaet i Snaren. At han har havt en saadan Hensigt synes at fremlyse af følgende Yttring “ogsaa i selve Danmark vil Subscriptionen ved dette Skridt af Committeen, som den offentlige Mening allerede for længst har erkjendt for den ene rigtige, faae et nyt Liv”. Men imod denne hans Paastand om, at der existerer og for længst har existeret en saadan offentlig Mening, maae vi paa det kraftigste protestere. I Forfatterens egen Hjerne kan en saadan Mening være udklækket, men den har vistnok ikke forplantet sig videre end til de Enkelte, der uden nogen som helst selvstændig Mening, ere vandte til slavisk at antage hans. Ligesaalidt som Massen af det danske Folk, i dette Øjeblik, hvor dens hele Opmærksomhed er rettet mod dens vigtige Interesser, værdiger Museet sin Opmærksomhed, ligesaalidt ønsker og endnu mindre forlanger den af fremmede Folkeslag Opofrelser, den selv vil kunne bringe, naar Tiden kommer. Dog vil den paa den anden Side neppe have noget imod, hvis Udlandet, engang i Tiden, skulde føle Trang til at yde sit Bidrag til Planens Fremme, kun fordre vil den af hiin Committee, at den – Nationen – i Indbydelsen hertil ej fremstilles som kraftesløs, ej som Betler.
C. Fridsch.