Tirsdagmorgen den 25 Sept. 1838.
Lige i dette Øieblik fik jeg Deres og Christians Brev, tak derfor, de ere skrevne, som jeg vidste de ville blive det; næsten havde jeg opgivet at faae disse, thi tænk, jeg sendte mit Brev til Kiel den 7de Sept: og nu skrive vi den 25de. Collins have i denne Mellemtid viist sig saa elskelige mod mig; den gamle Kone græd, Louise og Ingeborg ønskede saa meget at De havde været hjemme, da havde de gaaet ud til Dem for at jeg kunde faae det Bedre. O jeg har været syg, er det endnu noget, men Sligt jevnes jo med Tiden. Jeg har lidt, som ved to Venners Begravelse og lidt uskyldig, hvad Grunden end saa monne være. Der skal aldrig være Tanke af Bitterhed mod Deres Fader, skjøndt han nægtede mig, hvad ingen Forbryder nægtes, at vide hvorfor han lider. Jeg har mødt Deres Fader og Indtrykket var næsten en Besvimmelse; jeg føler mig saa angrebet ved at nærme mig ham, som har saaret mig dybere, end noget andet Menneske, at De vil ikke dømme mindre kjærligt om mig, om jeg i det mindste den første Tid ikke kommer ud til Dem, naar jeg veed jeg træffer ham. Han har handlet som Fader og efter sin Natur, jeg agter ham for hans Kjærlighed til hans Børn, for det meget Gode jeg har seet hos ham nu i atten Aar, jeg skal aldrig holde saa haard Dom over ham, som han over mig. Om han har fortalt Øehlenschlægers om Improviseringen paa Nysø, veed jeg ikke, men jeg har Frygt derfor, og har da ogsaa mistet en prøvet Ven, min kjære Hauch, eftersom der ikke, i en Sag af saa delicat Natur, kan komme nogen Forklaring. O hvor jeg længes efter Dem og Christian, min varmeste, kjærligste Tak for hvert Ord i Brevene.
Da De reiste bort, lovede jeg at skrive Dem til paa Nysø, mindst ventede jeg da at Indholdet skulde blive dette; men nu ikke mere derom, jeg vil fortælle lidt nyt, og da Deres Omgivning mueligt vil læse det, saa gaaer jeg strax om paa den anden Side, denne her, læser kun De og Broderen.
De skulde have været her ved Thorvaldsens Ankomst, det var et venetiansk Fest-Skue. En deilig Regnbue stod paa Skyen over Fregatten. I hundred viis gyngede de pyntede Baade rundtom med Guirlander og Flag. I Digterbaaden var Øehlenschlæger, Hertz, Overskou, Heiberg, Holst og jeg; vi havde en forgyldt Pegasus, men den hang lidt sygelig om Stangen. Musikken klang fra Baadene. Toldboen og Langelinie var et broget Stykke. Da den Gamle kom i Land trak Mængden ham til Charlottenborg, i Vognen sad foruden ham, Freund, Hansen og Dallerups lille Dreng. Paa Amalienborg, som han kom over var lidt Larm, de maatte ikke trække ham gjennem Side-Collonnen, siges der, og da blev Skildvagten traadt ned og Geværet slængt langt bort. Om Aftenen havde Kunstnerne et Fakkeltog i Bothanisk Have, een af de unge Malere har alt begyndt paa et Malerie, der fremstiller det Moment, da Faklerne lægges i eet Baal og Thorvaldsen staaer i det aabne Vindue. Jeg var hos Hornemanns og der kom han over; Alle flokkede sig om Dagens Stjerne, jeg var ei i Humeur og listede mig bort, saa han ikke saae mig. Dagen efter gik jeg til ham, han trykkede mig [i] sine Arme, gav mig to Kys og var meget elskværdig. Weyse var der paa samme Tid. Fru Bügel har sendt Thorvaldsen en kostbar Slobrok af graat Silke foret med brunt Fløiel; han gik forrige Aften hen for at takke hende, men tog Feil og kom op til Fru Bülow. Denne Fodtour har imidlertid ikke været ham god; under Farten herop er der nemlig faldet en Bjælke ned paa hans Fod og har knust Neglen paa Tommeltaaen, denne er nu inflameret og han holder Sophaen. Jeg saae til ham igaar og paa samme Tid kom Secretair Muhle, hvem De jo kjender. – Til paa Søndag er bestemt en glimrende Fest hos Knirsch, De og Baronessen komme da til den, thi den er ogsaa for Damer, det bliver et musikalsk Academie, hvori vore Digtere selv træde op. Christian Winther, Hertz og Holst levere Sangene; Hartmann og Weyse Musikken. Øehlenschlæger, Heiberg, Grundtvig og H. C. Andersen træde op og fremsige hver et Digt skrevet i denne Anledning, efter Festen spises og – ja det faaer De nu at see. Lad ikke denne Aften gaae Dem Glip; det er første Søndag, som kommer, dog muelig kan Thorvaldsens Upasselighed gjøre en Udsættelse. Blunck skal jeg hilse fra, jeg fik et Kys af ham, midt paa Kongens Nytorv Fearnley har været her i halvanden Dag, han gik til Norge, men kommer igjen tilbage. Agent Zinn er død.
Hils den kjære Holger, hans Brev glædede mig særdeles meget, bare det havde været lidt længer. Bring hendes Naade, Fru Baronessen min ærbødigste Compliment og tak hende for den Hilsen hun sendte mig i Brevet til Hornemanns. Siig Baronen og Alle i Deres Omgivning nogle venlige Ord, men fremfor Alt tryk Broderen kjærlig i Haanden.
til vi sees Deres trofaste H. C. Andersen.