“Danserinden.” — Ganymed. — Amor og Psyche.
(1844.)
– I en Familie hvor Thorvaldsen saa godt som daglig kom og ved Børnenes Dandseøvelser var en livlig Tilskuer, blev bestemt, at om Aftenen den 8de Marts, hans saakaldte romerske Fødselsdag, skulde han overraskes af de Smaa med en Dands om hans Værker: Dandserinden, Ganymed med Ørnen og Amor og Psyche; efterfølgende Sang som sluttede sig hertil skulde afsynges efter Weyses Melodi: “Risler alle Bølger smaa”.
Kunstner, mild og stor, som Faa!
Venligt seer Du til de Smaa,
Der i Dandsen træder hver
Som i Marmoret hun der,
Hun, som evig ung vil staae,
Naar de Børn har Lokker graa,
Hun din skjønne Dandserinde:
Yndigt Barn, dog voxen Qvinde,
Let fremsprunget ved dit Bliv.
Ja, Du aander Ungdomsliv! –
Børneflokken, uskyldsglad,
Kysser paa dit Laurbærblad!
Snillet er en Ørn, den jo
Holder Lynet i sin Klo;
Guds Natur sig bøier ned,
Som en yndig Ganymed,
Skjænker Snillet-Skaalen fuld,
Skjænker Aandens Drik i Guld.
Vi med Ord kan det ei male!
Du lod Stenen det udtale:
Snillet, som sin Lædskedrik
Af Naturens Friskhed fik,
“Boble, boble,” luehed!
Ørnen kysser Ganymed. –
Psychen, som i Dig vi veed
Har vor hele Kjærlighed.
Psychen mægtig, høi og reen,
Trængte i den kolde Steen,
Kjærlighedens Kys den fik;
Synligt Alt for os opgik. –
Selv sig fletter Laurbærgrenen
Om dit Skjønheds-Digt i Stenen.
See de Børn, som om Dig staae,
Sige engang deres Smaa:
“Ansigt vi til Ansigt saae
Ham, med Aandens Glorie paa!”