Berlin, d. 1. Oktbr. 1840.
Kiæreste Veninde!
Hvorledes skal jeg værdig i mit Navn, i min Kones og min Datters, kunde takke Dem for alt det Gode, De har vist os? De har med uimodstaaelig Magt trakt os til Dem. Det er, som om vi havde kiendt, havde elsket og fattet den største Tillid til Dem, allerede for mange, mange Aar siden. Jeg kan i Sandhed ikke tænke mig den Tid, da jeg ikke kiendte, ikke agtede og elskede Dem. Endnu i dette Øjeblik forekommer det mig, som om jeg maatte anbetroe Dem, alt hvad der møder mig. – Vi tilbragte kun tre, alt for korte Dage i det for bestandig uforglemmelige Nysøe, men det er i denne korte Tid blevet os, som et Hiem, og vi har ofte nok reist derhen, i Drømme seer, meget ofte de skiønne Rum, som Thorwaldsens Aand have hævet over alle Privatboeliger i Norden. –
Ja, dyrebare Veninde, De bliver os ikke meere løs, saalænge vi leve; men bliver det Dem til Besvær, da er det Deres egen Skyld. – Deres gode, hiertelige Mands inderlige uophørlige Venlighed, Selskabets aandige Betydning ledsager mine vaagne Timer og mine Drømme. –
Men alt træder tilbage, naar vi tænker paa Ham. Vi maa dog tilstaae det, at Thorvaldsen saa gandske skiænkede os sin kostbare Tid, har jeg maaskee nogenlunde det gamle Venskab, men dog fornemmelig Dem at takke for. Hvilken Mand! Vi talede, Grundtvig og jeg disputerede. – Ja, når jeg overskuer alle de mangfoldige usædvanlige Scener, som traadte frem, viiste sig for os og forsvandt, Kroningen selv, med al dens Pragt – hvad ere de sammenlignede med den evige Gestalternes gudommelige Verden, som Kiøbenhavn besidder, fordi det besidder ham. – Ørene lukkes og vi erfarer nu først, at Øiet, Synet er den høyeste Sands. Man begriber ikke, hvorledes en Tid som vores tør være Vidne til en Kunst, som staar høyere end den, med al sin indbildte Viisdom. Og han selv – er han ikke sin skiønne Statue?
Jeg glemmer ham ikke, min Kone sætter ham over alle Mænd, hun lærte at kiende – jeg veed det og tør ikke være jaloux –, min Datter maae takke Gud, at han er en Olding.
Kommer han til Berlin? Jeg befrygter, at vi ikke tør vente ham her. Jeg har tilskrevet ham for at erfare Det. – Men jeg befrygter, at jeg intet Svar faaer. – bliver han Vinteren over i Kiøbenhavn? Jeg veed Intet. – Tør jeg vente nogle Linier fra Dem, Kiæreste Veninde! – Hvad der bestyrker min Formodning om, at han destoværre ikke kommer, er at Matthæi, Billedhuggeren, er eller har været her.
[...]
Deres
troefaste og taknemlige Ven
Steffens