J. M. Thiele: Thorvaldsens Ungdomshistorie (1770—1804). Kbhvn 1851. Thorvaldsen i Rom. I (1805—49). Kbhvn 1852. II (1819—38). Kbhvn 1854.
Iblandt de Nordboer, der have gjort Epoke, indtager Thorvaldsen en af de allerförste Pladser. Han kom frem paa en Tid, da Konsten endnu var indknebet i det academiske Snörliv, og Idealet sögtes i visse Former og visse Stillinger, som Naturen selv var altfor raa til at frembringe. Men allerede som Elev paa Academiet havde han stor Möie med at skulle give sine Figurer “dette Sving som en Sabel.” Der var Noget i hans Indre, som sagde ham, at dette ikke var den sande Skjönhed. Skolen havde ingen dygtigere Lærling end ham; men han bevarede dog sin kunstneriske Samvittighed ufordærvet. Han kom til Rom og saae Antikerne. Den Fölelse, han altid havde havt i sit Hjerte, blev næret og befæstet, og snart var den modnet saaledes, at han selv kunde frembringe Værker, der i Reenhed og Storhed, i ægte Skjönhed stode ved Siden af Antikerne. Med Beundring saae Europa hans Jason, hans Alexanderstog, hans christelige Arbeider, hans Portraitfigurer, kort den hele uendelige Rigdom af Konstværker, der mylrede frem fra hans Værksted lige til hans Dödsdag. Der var intet ufuldbaaret Foster, ingen tom Behagesyge; thi Thorvaldsen vilde fremfor Alt tilfredstille sin egen Genius. Alle indrömmede, at den græske Konst var gjenfödt i ham, og kaldte ham sin Tids störste Konstner.
Og denne Mand tilhörer virkelig os. Tydskerne toge ham rigtignok uden Videre til Indtægt som deres Landsmand, og Kong Ludvig af Baiern haabede at faae ham og hans Samlinger til München, hvor Konsten blir “grossartig getrieben;” Italienerne meente, at Danmark vel havde givet Thorvaldsen Födselen, men Italien havde givet ham Konsten; men Konstneren selv vidste godt, at ogsaa hans Aand havde hjemme i Norden. Vi behöve neppe at anföre enkelte Træk, saasom at han skjænkede sin Faders Födeö, som han aldrig selv havde seet, en Marmor-Döbefont, eller at den ubekjendte Nordmand, der i sin Nöd faldt paa at henvende sig til den store Billedhugger om Understöttelse, fik et Marmor-Basrelief til Foræring. Det er en Kjendsgjerning, at “Bestillinger fra Danmark altid gjorde ham en Glæde, som andre andenstedsfra ikke saa let kunde gjöre ham.” Og saasnart der herhjemme havde viist sig nogen Interesse derfor, iværksatte han sin Yndlingstanke, at skjænke Staden Kjøbenhavn alle sine Modeller og Kunstsamlinger. Vi kom derved i Besiddelse af et Museum, der er det eneste i sit Slags, og ikke kan Andet end udöve den meest heldbringende Indflydelse paa Konsten i Danmark og i hele Norden. Hvergang Nyhedslyst eller Behagesyge bringer Konsten paa Afveie, vil Thorvaldsen tale til Kunstnerne og formane dem, og saalænge Sandhed og Skjönhed endnu lever her i Nord, vil hans Röst ikke være uden Virkning.
Det er ganske vist, det er igjennem hans Værker, igjennem hans Museum, at han skal tale til Eftertiden; men, skulde det ikke være Tilfældet med ham, som med andre store Mænd, at man önskede at stifte personligt Bekjendtskab med ham? Er det ikke interessant at see, hvorledes den fattige, udannede Konstner, som neppe havde det törre Bröd, ved Geniets Magt og ved sin egen Udholdenhed bragte det dertil, at hele Europas Öine vogtede paa ham, og Alverdens Bestillinger strammede ind paa ham og beleirede ham? Konstneren selv havde undertiden en Tanke om, at dette Levnetslöb maatte have sin Interesse. I Aaret 1825 yttrade han til J. M. Thiele, der stod i Begreb med at forlade Rom, at det var dog underligt, at Ingen af alle de Danske, der havde besögt ham, endnu havde tænkt paa at skrive hans Biographie. Denne Yttring traf netop en Mand, der havde den störste Fölelse for Betydningen af denne Opgave, og brændte af Lyst til at löse den, en Mand, hvis Beundring og Kjærlighed for Konstneren, hvis Omhyggelighed i Arbeide, ja selv hvis Livsstilling gjorde ham fremfor Andre skikket dertil. Det var ingen ganske let Opgave at skrive Thorvaldsens Levnet. Konstneren selv vidste kun Lidet at fortælle om sit tilbagelagte Liv; han henviste Forfatteren til sine Ungdomsvenner, der vidste bedre Besked end han selv. Vel tillod han siden, at Manuskriptet blev ham forelæst, og gjorde nogle Rettelser og Bemærkninger dertil; men han vilde ikke underskrive en Erklæring om, at et saadant Gjennemsyn havde fundet Sted. Han vilde ikke stille sig selv frem som en Gjenstand for Betragtning, eller han var bange for, selv blot ved sit Navns Underskrift, at vove sig ind paa en Mark, han ikke kunde beherske.
Men Thieles Opgave var ikke blot att fortælle Thorvaldsens Levnetslöb. Den vigtigste og interessanteste Deel deraf var at gjöre hans Værker, som spredtes ad over hele Verden, og som hans Landsmænd dengang næsten endnu kun kjendte af Omtale, bekjendte igjennem Afbildninger. Tanken om et Thorvaldsens Museum var dengang endnu ikke oppstaaet; men i et Kobberværk kunde Kunstnerens Arbeider samles. Thiele gik dristig til det store Værk, og Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker, med 363 Kobbertavler, udkom i 4 Quart-Bind fra 1831—50, et Værk, der har Krav paa vor störste Taknemmelighed. Her meddeelte Forf. Alt hvad han havde kunnet erfare om Thorvaldsens Liv. Men, som vi allerede have gjort opmærksom paa, vor Konstner var icke vant til at dvæle længere end nödvendigt ved sine egne Stemninger og Fölelser; han kunde selv ikke huske, hvad han havde oplevet, og Biographien maatte saaledes, skjöndt forfattet i hans levende Live, nödvendig blive mangelfuld. Först efter hans Död aabnede der sig nye Kilder, som satte Biographen i Stand til at meddele os nöiagtigere og fuldstændigere Oplysninger. Det var de Breve og Papirer, som Thiele fandt, medens han var beskjeftiget med at ordne og indpakke Thorvaldsens Efterladenskaber i Rom. Omhyggelig havde Konstneren kun gjemt Brevene fra sin Fader og Moder. Alle andre Breve eller Billetter, han modtog, pleide han at kaste hen i Papirskassen. Trængte han til en Lap Papir for at skrive en Concept til et Brev, eller for at udkaste en Tegning, greb han i Papirskassen, og Concepten eller Skidsen gik snart tillbage igjen i den samme Kasse. Naar den var fuld, blev dens Indhold ikke brændt, men henslængt i Urydskjælderen; det kunde jo endnu bruges til Fylding i Pakkasserne. Thiele var saa heldig, i en mörk Kjælder at finde to store Foustager fulde af saadanne Papirer, ja deriblandt endog nogle Stykker af en Dagbog, Konstneren havde holdt paa sin Reise fra Malta til Rom i 1797.
Han bekjendtgjorde det interessante Udbytte af dette Fund i Thorvaldsens Ungdomshistorie. Vi see her Billedskjærerens Sön i sit fattige Hjem, i Academiets Skoler og mellem sine Jævnlige. Ved sin Aands Freidighed og Geniets Magt stiger han fra Trin til Trin. Men, allerede i Besiddelse af den store Guldmedaille og med Expectance paa Reisestipendiet, arbejder han endnu anstrengt for det daglige Brod, og for at understötte sine Forældre. Med Nöd og Neppe lykkes det Abildgaard att faae ham til at söge Stipendiet. 1796 seiler han med Fregatten Thetis til Italien. Fregattens fortræffelige Capitain, Lorenz Fisker, tog sig med faderlig Omhu af den unge Konstner. Han holdt af den elskværdige unge Mand, og satte Priis paa hans Talent; men han ærgrede sig over at han var saa doven, at han ei engang gad lære Sprog, over at han kun sörgede for Magelighed og Lækkerhed, og holdt Hund, skjöndt han kun havde 400 Rdlr om Aaret. “Hvorledes det vil gaae ham”, skrifver han til sin Hustru, “det maa Himlen vide.” Dagbogen sætter os i Stand til at fölge ham paa hans eensomme Reise fra Malta over Palermo og Napoli til Rom. Den hjælpelöse unge Konstner, der ikke forstod andre Sprog end Dansk og lidt Tydsk, kom dog godt igjennem og skaffede sig Venner allevegne. I Rom traf han endelig en Landsmand, Archæologen Zoëga. Ogsaa han “fandt det meget uoverlagt af Academiet at sende Folk saa raae til Italien”; men han erkjendte lige fra först af, at Thorvaldsen var “en fortræffelig Artist, af megen Smag og Fölelse” (s. Thorvaldsen i Rom 1, s. 46), og Konstneren havde siden altid en trofast Ven og Raadgiver i ham. I Rom finde vi ham nu i en Række af Aar som Dansk Stipendiat, trolig arbejdende paa sin Uddannelse som Konstner, övende baade sin Meisel og sin Modelstok, stadig hjemsendende Arbejder og Beretninger om sin Virksomhed til Academiet og til sin Ven og Velynder, Abildgaard. Men han havde allerede nydt Stipendiet i 6 Aar, nu kunde det ikke forlænges yderligere ; nu maatte han hjem. Det var haardt at forlade Rom, det eneste Sted, hvor hans Kræfter ret kunde udvikle sig, dobbelt haardt i dette Öieblik, da hans förste större Arbeide, hans Jason, begyndte at vække Alles Beundring; men Nöden drev ham. Reisen var allerede bestemt, og kun et Tilfælde foranledigede en Dags Udsættelse. Paa denne Dag — det var i Marts 1803 — kom Englænderen Hope ind i Thorvaldsens Studium, blev greben af Beundring og bestilte strax Jason udfört i Marmor. En ny Bane havde aabnet sig for Kunstneren. Reisen blev opgivet, og nu arbejdede han ikke længere som dansk Stipendiat, men for egen Regning i Rom, endnu en rum Tid under knappe Kaar og plaget af Sygdom; men Haabet var der, og Baron Schuberts Huus aabnede Kunstneren et gjæstmildt og velgjörende Tilflugtsted.
Men det var ikke blot over Thorvaldsens Ungdomshistorie, at hans Efterladenskaber udbredte et nyt Lys; det samme var paa mange Maader Tilfældet med hele hans fölgende Liv. Biographen fortsatte derfor sit Arbeide under Titelen Thorvaldsen i Rom, i to Dele. Vor Kunstners romerske Virksomhed bliver nemlig omtrent halveret ved hans Reise til Danmark 1819—20. Den danner ikke alene et passende Hvilepunkt i hans Historie, men virkelig et epokegjörende Afsnit. Hans personlige Nærværelse i Kjöbenhavn og Warschau afgjorde endelig Bestillingerne paa Christus og Apostlene og Johannes-Gruppen, samt paa Monumenterne for Copernicus og Poniatowsky. För 1820 have vi det oplivende Syn af en bestandig tiltagende Virksomhed og bestandig voxende Hæder; efter 1820 have vi det storartede Syn af Kunstneren paa sit Höidepunkt, i Spidsen for et Værksted, hvis Lige Verden sjelden har seet, hvorfra Kunstværker og Kunstnere framgaae, næsten uden at man fatter, hvorledes. Frf. har kaldt Bogen “Thorvaldsen i Rom”, som han siger, “fordi Thorvaldsen fra nu af var paa en ganske anden Maade i Rom, end tidligere, idet han nu levede frit og selvstændig der, og nu hans romerske, verdenshistoriske Liv begynder”. Det kan vist ikke nægtes, at Grændsen da hellere maatte være sat 7 Fjerdingaar tidligere ; thi det var jo dog Hopes Bestilling af Jason, der dannede det egentlige Vendepunkt. Men vi ville ikke gaae i Rette med Frf. for et Navns Skyld, der i sig selv Intet har at betyde. Disse to Dele ere en ligefrem Fortsættelse af “Thorvaldsens Ungdomsliv”, og det er Frfs Agt endnu i indeværende Aar at tilföie en Slutning, under Titelen: Thorvaldsen i Kjöbenhavn (1838—44), hvorpaa alle 4 Dele ville sammenfattes under en fælles Titel som Thorvaldsens Levnet. Han har da fuldfört en Fremstilling af Thorvaldsens Liv saa fuldstændig, som muligt, og heelt igjennem stöttet paa Actstykker. Han förer os fra Aar til Aar og fra Actstykke til Actstykke. Han vil ikke, at vi skulle troe ham paa hans Ord, men at Billedet af Kunstneren skal staae for os lige saa tydeligt og paa selv samme Maade som det staaer for ham selv. Mangen en Læser vil maaskee finde en saadan Omstændelighed overflödig, og önske at Actstykkerne hellere vare tilföiede i Tillæg og Anmærkninger, eller finde den annalistiske Form trættende, især hvor man paa Grund af denne nödes til at söge eet og samme Kunstværks Historie paa mange forskjellige Steder; men man kan dog ikke nægte, at denne Form er den naturligste, og den, der giver os bedst Ledighed til at fölge Kunstneren paa ethvert Trin af hans Liv. Ungdomshistorien er her, som næsten i enhver Biographie, den interessanteste Deel. Vi synes at komme i et inderligere Forhold til Kunstneren og at trænge mere ind i hans Hjerte, end det er muligt i hans senere Livsperioder; men Enhver, der interesserer sig alvorlig for Thorvaldsen og hans Værker, vil ogsaa med Glæde lade sig före Skridt for Skridt igjennem hans lange, rige Virksomhed. Thorvaldsens Breve ere ikke Hjerteudgydelser; det er for Störstedelen Forretningsbreve. Han pleiede at sige, at han hellere vilde gjöre to Buster i Marmor, end skrive eet Brev; men desto værdifuldere blive de faa Breve, eller rettere de Concepter til Breve, vi have tilbage. Man dvæler med Velbehag ved den uforfalskede Naturlighed, der gaaer igjennem dem, og man smiler, hvergang Omstændighederne have nödt ham til at sætte sit Navn under Baron Schubarts eller en anden god Vens forskruede Concept. Men, skjöndt Thorvaldsen ikke holdt af at udtale sig om sit Hjertes Anliggender og sin Sjæls Tilstande, var han dog Intet mindre end skjult. Igjennem den blotte Fremstilling af hans Handlinger har Biographen været i Stand til at give os et saa tydeligt Billede af hans hele Charakteer, at det vilde være ubilligt at fordre Mere.
Til Slutning vil jeg endnu beröre en anden Interesse ved det foreliggende Værk. En saa betydelig Konstner, som Thorvaldsen, maatte komme i Berörelse med mangfoldige Mennesker af alle Slags. Vi glæde os over at see ham i Forhold til sine Medkonstnere, fjern fra enhver Misundelse, gjerne anbefalende yngre Konstnere, lige saa villig anerkjendende Andres Fortrin, som han var sig sine egne bevidst; vi glæde os over at see ham ligeoverfor de Store, lige fjern fra Smiger og fra Raahed, altid sögt og yndet; men derved komme vi ogsaa i Berörelse med allehaande större og mindre Notabiliteter, med Byron og Walter Scott, med Skomagerprofessionens Virtuos, Rongheth, og med Kong Ludvig af Baiern, af hvis besynderlig forskruede Stiil Bogen indeholder adskillige Pröver baade i Vers og i Prosa.
L. Ussing.
