Kunstneren og hans Elskede.
Ung Bertel stander i fattige Vraa, —
Saa venligt to Hænder sig føie:
Han maatte jo skue sin Himmel blaa
End een Gang i Jomfruens Øie.
Foran er hans Genius som en Gud,
I Blikket en Morgenstjerne! —
Det skjælver i Sydens Marmorbrud —
Alt Mejselen klang i det Fjerne.
Saa mildt han trykker de Fingre smaa,
Der fængsle ham end til Hjemmet:
“Ak! fra Dit Paulun er bittert at gaae,
“Naar man er i Verden en Fremmed!
“Jeg elsker Stenen — mit Bryst er ungt:
“Den gjemmer dets Fryd og Smerte;
“Dog er det mig nu saa tungt, saa tungt,
“Som Marmoret laa paa mit Hjerte!
“Dog er det mig nu, som det blomstrende Syd
“Har ikkun Torne, der saare:
“ Forstenet mig tykkes mit Hjertes Fryd,
“ Forstenet mit Øies Taare!
“Farvel! mig vente Du sorgfuld ej,
“Vil kjærligt en Anden Dig vinde!
“Jeg maa jo i Stenen hugge min Vei —
“Paa Vejen mig lyser Dit Minde!”
Hun stod halvt bøiet, i Sorgen stum,
Dens tause, dens udtrykte Billed;
Det var som al hendes Lykkesum
Den flygtige Stund bortspilled.
Saa ginge de ned til den taagede Strand,
Hvor Vimplerne vaied fra Snekke:
En Diamant med det klareste Vand
Var Øiet, der hviilte paa Dække;
En Offerskaal fra det reneste Væld
Var Øiet, der fyldtes til Randen . . .
Da Seilet svandt som et glimtende Skjæl,
Alene hun gik fra Stranden.
Og Aar henglede som Bølger i Aa —
Guds Himmel er fuld af Dage;
For qvindelig Taal saa seent de gaae,
For mandig Bedrift saa fage.
Paa Himlen Billed staaer Billed nær,
Som Helios’ Vei betegned;
Saa Bertel — efter de Billeders Hær
Sin straalende Bane han regned.
Kjækt stirred hans Blik i Lyset ind . . .
Engang det mod Jorden sænktes:
Da blev han saa underligt blød i Sind —
Til Fædrenes Arme han lægtes.
Mod Norden han drog — vel kom han i Hu
Sin UngdomsElskov i Hjemmet;
I Verden der var han hjemme nu,
I hendes Paulun en Fremmed.
Høstsolen faldt gjennem Ruden smukt:
Den lyste ham nu fortrolig;
En aldrende Viv sig neied med Tugt
For Hæderen i sin Bolig.
De saae paa hinanden, og vinked i Løn
En Fortids Syner til Nuet;
Thi Øiet var som en hellig Brønd,
Hvor Mindets Stjerner gjenlued.
Saa tog hendes Haand den venlige Mand,
Og qvad: “Jeg kommer fra Vandring;
“Os Livet har mærket et lille Gran —
“Hvem agter vel Larvens Forandring?!
“En Askehob er den svundne Tid . . .
“Jeg trykte Dit Billed i Asken.
“Forklaret fra Jordens Sorg og Strid
“I Mindet luttred sig Masken.
“Din Arm, Din Fod, Dit svævende Fjed,
“Jeg bandt det til evige Former:
“Jeg vied det til Udødelighed,
“Mens Tiden mod Leret stormer.
“O, lad mig dvæle, min Ungdoms Brud!
“Ved de svindende Skjønheds-Rester!
“Beseiret er Døden — Tak, min Gud!
“Nu føler jeg vel, jeg er Mester!”
Det var en selsom, dæmrende Stund —
Hver tyktes sig dobbelt tilstede;
Med Jordens Savn i Hjerternes Grund
Formæltes en himmelsk Glæde.
Og for deres Blik sig aabned lyst
Et skinnende Tabernakel;
Ved Templets Port dem vinkede tyst
En Engel med sænket Fakkel.
Det var ei Døden — o nei, forvist!
Livsstraalen skjød fra hans Øie;
Ved Altret stod den Unævnte hist,
De Hænder at sammenføie . . .
Om mildt de foreentes ved Altrets Skin?
Det melder ei Mindets Sage;
Thi hvo, som træder i Templet ind,
Ret aldrig han vender tilbage.
Men Sagnet gjemmer et Livsens Ord,
Der tolker, til Livets Forklaring,
At Kjærlighed er Guds Aand paa Jord,
Og Kunsten dens Aabenbaring.
J.F. Hansen.