− Aarhus, den 10de April. Vi have i disse Dage læst uførlige Beretninger om den Sørgehøitid, hvormed Thorvaldsens Jordefærd er bleven festligholdt , og skjønt vi staae fjernede fra umiddelbar Deltagelse i den Kjærligheds og Taknemligheds Yttring, hvorved Hovedstaden i eget og Fædrelandets Navn har stræbt at vidne, at Danmark var „Konstnernes Konge” værdt, at det forstod at skatte Gaven fra „Skjønhedens Ypperstepræst”: saa kunne vi dog tilfulde indsee Sandheden af den Paastand, at et saadant Ligtog aldrig før er seet i Kjøbenhavn. En ringe, fattig Mands Søn fulgt til Jorden af Folkets Fyrster saavelsom af Holmens Mandskab; en Konstner, en Billedhugger, ledsaget til Graven af de udenlandske Magters Repræsentanter saavelsom af Haandværkslaugenes Mestre og Svende; hans Kiste prydet med Krandse fra Landets regerende Dronning saavelsom fra Stadens endnu skolesøgende Ungdom; Islands Søn, i det høie Nordens kolde Vinter hilset af det milde Italias Børn med de klare Stemmer; Protestantens Baare viet til Fred ved Catholikers Afskedssang i det skjønne stemmede Sprogs klangfulde Toner; Undersaattens Støv modtaget af − Kongen, i Rigets Metropolitankirke, og fulgt af ham som den nærmest Sørgende − sandelig, en saadan Ære er ikke før viist nogen Mand i Danmark!
Det er da vel saare naturligt, at vi foreligge hverandre det Spørgsmaal: hvad har han da udrettet, hvorved han er bleven al den Ære værd? Hvorfor kaldes han Danmarks Stolthed, hvorfor berømmes hans Navn i alle Europas Lande?
Men naar nu Enhver rigtignok har paa rede Haand at svare: jo, han var en udmærket Konstner, en Mester, hvis Mage Verden ikke har seet i mange Herrens Tider − thi Sligt have vi tidt læst i de offenlige Blade − saa kommer det dog an paa, om dette Svar virkelig er noget Svar for os, er et tilfredsstillende Svar, et Svar, der nøder vor Forstand til at samtykke i al den Berømmelse, der er lagt paa en Mand, som ene beskjeftigede sig med at forme smukke Billeder af Leer og udhugge dem i Sten. − Lader os kun rent ud tilstaae, at vor Indsigt, hvad Konstens Værker angaaer, endnu ikke er uddannet til den Grad, at vi med nogen fuld egen Overbevisning kunne dele al den Hyldest, der er skjenket „Konstnernes Konge”. Vi have maaskee en enkelt Gang havt Lejlighed til at betragte en enkelt Afstøbning af et eller andet af Thorvaldsens Arbeider; men at der skal bedre Leilighed til at faae Forstand paa slige Ting, at Øiet skal øves, Dømmekraften skærpes, Følelsen sættes i Bevægelse ved ofte at see, og ved at see Meget − dette behøver ingen nærmere Udvikling. Dog om vi nu ogsaa maae indrømme, at vi ikke forstaae os paa Konstens Mesterværker, tør vi saa derfor søge at trøste os selv ved at henkaste den Bemærkning: „og vi bryde os heller ikke derom!” − Nei vi tør ikke! Vi tør ikke erklære os for at være saa raae, at vi ikke engang ønske Dannelse, eller saa indskrænkede, at vi, selvtilfredse i vor Bornerthed, ikke ville erkjende Savnet af denne Dannelse for en Mangel hos os, ikke kalde dens Besiddelse et Fortrin; eller saa indbildske, at vi, fordi vi ikke kunne see ud over vor lille Synskreds, ville underkjende alle saavel Oldtidens som Nutidens dannede Folkeslags Dom om denne Dannelses høie Værd. Desuden, naar vi før have følt os stolte ved at læse udenlandske Beretninger om den næsten kongelige Ære, hvormed den danske Konstner hædredes paa sine Reiser gjennem Europa; naar vi med bankende Hjerte maatte sige os selv, at det var, som om en stor Seierherre drog igjennem Landene fra Stad til Stad, og allevegne modtoges i Triumf som af sine Egne, men at han dog − var Vor; skulle vi da ikke nu erkjende det som Noget for os nedslaaende, at vi selv ikke have Forstand just paa Det, som snart i et halvt Aarhundrede har været vort Fædreland til mest Berømmelse? Naar vi med levende Deltagelse optoge Efterretningen om den berømte Landsmands høitidelige Modtagelse, da han valgte Landets Hovedstad til sit blivende Opholdssted; med Glæde hørte om den mægtige Begeistring, hans Ankomst til Kjøbenhavns Toldbod vakte blandt de ellers for deres Rolighed og Besindighed saa bekjendte Danske; naar vi saae Beundringen for hans skabende Konstgeni voxe mere og mere, jo flere af hans Værker der fremstilledes for Landsmændenes Øine, stige mere, jo oftere disse beskuedes; naar vi med Forbavselse erfarede, at Oldingalderens Snee ikke slukkede den evigunge Genius’s Ild, at nye ungdomsfriske Billeder i forøget Tal bestandig paany sprang frem af den mægtige Konstneraands rige Fylde: maatte da ikke ogsaa vi ønske at kjende Noget til disse berømte Værker? Ønske Leilighed til at glæde os over dem, til at føle vor Aand hævet, udvidet, forædlet ved Beskuelsen af disse Skjønhedens rene Former, hvori det Aandelige ligesom boer, er legemligt udtrykt med høieste Fuldkommenhed? Og naar vi nu endelig oftere have følt Sorgens og Glædens blandede Taare væde vort Øie, medens vi læste, hvorledes den ene Følelse: Ærefrygt for Aandens høie Gave har været mægtig nok til at ophæve al den Forskjel, som ellers her i Verden gjøres og maa gjøres mellem Fyrste og Privatmand; være mægtig til at forene alle ellers saa stridige Meninger til fælles Forherligelse, fælles Taknemlighedsyttring; mægtig til at samle Folkets Høieste og Vældigste, Aandrigste og Klogtigste til i Forening med dem, der med Hændernes Arbeide tjene det daglige Brød, i fælles Tog at bære offenligt Vidnesbyrd om Aandens seirende Magt: saa mener jeg, jydske Medborgere, at den Følelse − mere eller mindre klart − har været levende hos os: „ogsaa os kommer Thorvaldsen ved; ogsaa vi maae lære at indsee, hvorved det er, han saaledes i hele den dannede Verden har vundet Seierens Krands. Slet vilde det kun sømme sig for os som Danske ikke at vide, hvorfor de fremmede Folkeslag prise Danmarks Navn!”
Men nu møder der en stor Vanskelighed, den samme, som er Grunden til at Sandsen for Billedhuggerværker endnu hidindtil er saa aldeles uudviklet i Provindserne: „vi have ingen plastiske Mesterværker; os fattes de Arbeider, ved hvis Beskuelse vort Øie kan aabnes for de rene og skjønne Former, vor Aand dannes til at kjende det aandigt ædle og høie Præg, en Mesteraand kan paatrykke den haarde Stenmasse. Vi erkjende fuldtvel, at Sagen staaer os nær; vi ønske at kunne, og føle at vi bør tilegne os ogsaa denne aandelige Udvikling − men en Hovedbetingelse fattes.”
Indsenderen af disse Linier indrømmer ganske denne Indvendings fulde Vægt; men desto glædeligere er det ham at kunne meddele, hvorledes det er i Værk, her i Byen at indrette et offenligt Locale, med de nødvendige Egenskaber, til et lille Museum for Afstøbninger af Thorvaldsens og enkelte andre Arbeider; at denne Plan har været forelagt Hs. M. Kongen, som naadig har skjenket den sit høie Bifald og lovet ved en Gave af Konstværker at bidrage til dens Udførelse; at vor forevigede Konstner ligeledes har været underrettet derom, glædet sig derover og tilsagt sin Understøttelse (et Tilsagn, Testamentes Executorer visseligen ikke ville lade uindløst); at ogsaa Professor Bissen vil forøge Samlingen med Værker fra sin Haand; at Justitsraad Thiele og Professor Hetsch have forsikkret ivrigen at ville fremme dette Foretagende; og at endelig Alle, man har henvendt sig til om Raad eller Hjelp i dette Anliggende, have viist den største Interesse for dets heldige Fremgang.
Det staaer saaledes til os selv, om vi ville tilegne os en Deel af den store aandelige Skat, hvormed „Skjønhedens Ypperstepræst” har beriget Verden; om vi ville hædre ham, der besynges som Danmarks Stolthed, paa den hensigtsmæssigste og derfor herligste Maade: idet vi skaffe os selv og Vore den Sindet opløftende Nydelse at beundre Konstneraandens Magt, der blæser ligesom levende Aande i det døde Leer. Det staaer til os Indbyggere af Aarhus By og Omegn; thi vi maae forene os om at sammenskyde en Sum til Localets første Indretning og til Indkjøb af de nødvendige Afstøbninger − Alt kan naturligvis ikke skjenkes os. Men Bidragene kunne være af forskjelligt Slags: Haandværkeren yder fin Understøttelse i Arbeide; Skibsrederen overfører os Afstøbningerne fra Hovedstaden; Damernes konstfærdige Hænder bringe gjerne et Offer til at opbygge den Helligdom, hvorfra deres Magt forkyndes; den, der har nogen Indsigt i Konstens Anliggender, veileder de mindre Kyndige osv. Ingen maa holde sig tilbage fra Deeltagelse i dette Værk, fordi hans Bidrag forekommer ham ringe − det var jo just det Skjønne ved Mesterens Jordefærd, at Alle deltoge! Ingen holde sig tilbage, fordi han er for ung; tvertimod just for de Unge, for de Angste vil vort Foretagende især blive frugtbringende, og − i Sandhed − den Krands den kjøbenhavnske Skoleungdom slyngede om Konstnerms Kiste, var ikke den mindst betydningsfulde! Ingen maa endelig holde sig tilbage, fordi han ikke forstaaer sig paa det, som han jo endnu ikke kan forstaae sig paa − paa Konsten; thi han forstaaer dog fuldtvel, at han ikke kan, ikke tør fornegte Thorvaldsen; som Dansk glæder han sig dog, naar Danmark berømmes, men høit lyder det jo i disse Tider rundt om gjennem Landet, at Thorvaldsen er Danmarks Stolthed!