Indsendt
Stiftstidende Nr. 14. indeholder en Anbefaling af en Indbydelse fra nogle Medborgere i Jylland til et Monument for Kong Frederik den Sjette. Er der tilstrækkelig Grund til at oprette et saadant Monument? Ere der ikke meget gyldige Grunde til at lade den Sag fare? Vil Fremtiden fremstille den lange Aarrække, i hvilken Frederik holdt Statens Roer, som hæderlig eller ydmygende, som lykkelig eller ulykkelig?
Som Privatmand var Frederik retsindig, ordholdende, arbeidsom, tarvelig. Som Regent besjæledes han af varm Kjærlighed til sit Folk og navnlig til Bondestanden; men han vilde fremme sit Folks Vel ene på sin Viis; fordi han, som han erklærede den Forening af medborgere, der faa Aar før hans Død petitionerede med yderligere Indskrænkning i Trykkefriheden, alene kunde bedømme, hvad Folkets Tarv krævede. Hans hele Regjering er en Commentar over disse Ord. Og formaaede han at løse den svære Opgave, han saaledes lagde paa sine Skuldre? Kjendsgerninger maae tale; Historien har givet Svar. Vor Flaade blev bortrøvet, medens vi drømte om Fred og ingen Fare. Norge – den halve Deel af den danske Stat – blev taget fra os. Danmark – sagde den franske Publicist de Pradt kort Tid derefter om os – er ikke længere et Rige, det er et smukt Herskab (seigneurie). Men bleve nu, spørge vi videre, de tilbageblevne Levninger consoliderede, blev et godt Finantsystem indført? Holsteen er bleven knyttet til Tydskland ved et uopløseligt Baand, Slesvig vakler mellem Norden og Syden. Om Successionen i disse Dele af den danske Stat er Alt Forvirring og Usikkerhed. Hvorledes Finantsernes Tilstand og Finantssystemet var, da Stænderne traadte sammen, vide vi Alle. At Frederiks Regjering var ulykkelig, ligger da klart for Enhver. Om vi end kunde have forebygget Overfaldet 1807 eller i det Mindste forebygget, at det blev et Overfald; om Successionen i Hertugdømmerne og de statsretlige Forhold mellem dem og Kongeriget kunde have været ordnede, og garanterede af den europæiske Diplomatik, i Decenniet 1805-1815; om vort Finantsvæsen i de 20 Fredsaar fra 1815 til 1835 kunde være blevet bedre, end det var 1835, herom kunde Meget siges; men Discussionen herom hører ikke herhid; thi at Frederiks Regjering var i politisk Henseende høist ulykkelig, er uomtvisteligt, og at disse Ulykker ene hidførtes ved Begivenhedernes uimodstaaelige Magt, vil Ingen paastaae.
Vi ville derfor elske Frederiks Minde; thi han elskede os; vi vide, at kunde have afvendt Skjæbnens Slag fra os, havde han afvendt dem. Men det Monument, til hvis Oprettelse Indbydelse er udgaaet, er ikke for Frederik som Privatmand, men som Konge; og som Konge var hans Regjering saa ulykkelig, at dersom ligesaa Meget tabes under nogen af hans Eftermænd bliver Intet videre at tabe, fordi Alt da er tabt. Det viser sig desaarsag ogsaa, at Indbydelsen ikke finder Gjenklang i Folket, at Intet af Betydenhed tegnes – thi Ideen er, om end vel meent, uheldig.