Indsendt.
Det var mig særdeles paafaldende, i dette Blads No. 149, at finde et Inserat med bittre Bebreidelser mod mig, fra en Mand, med hvem jeg bestemt troede at staae paa en venskabelig og fortrolig Fod, og med hvem jeg i de mange Aar vi have kjendt hinanden, aldrig førhen har staaet i noget Forhold hvor Anmasselser gjensidig kunne have fundet Sted.
D’Hrr. Major Ingwersen og Kammerraad Dalgas opfordrede i offentlige Blade til et Monuments Oprettelse for den forevigede Konge: da jeg inderlig har elsket ham, yndede jeg Foretagendet, og da jeg troede ved mit udbredte Bekjendtskab til saa mange af vort Lands hædersmænd at kunne gavne Sagen, tilbød jeg som Deeltager min Assistence, hvilket Tilbud, (som et samtidigt fra Hr. Justitsraad With), jeg formoder med Fornøielse blev modtaget.
Det i Opfordringen proponerede Himmelbjerg var og blev lukket, og i en afholdt forsamling foreslog jeg Skanderborg Slotsbakke, som et passende og yndigt beliggende Sted. Hr. Dalgas overtog i den Anledning at skrive til Hr. Justitsraad Blichfeldt, og erholdt indvilligende Svar, som sendtes mig fra Major Ingwersen, med Anmodning om at besørge hvad videre maatte være fornødent. Jeg henvendte mig skriftligt til Hr. Stiftssamtmand Rosenørn i Aarhus, og modtog Svar, indeholdende de Forholdsregler der maatte tages. Jeg reiste med det erholdte Svar til Major Ingwersen, og spurgte om han ville overtage Reisen til Skanderborg? Men han undskyldte sig, og lod mig besørge det Fornødne. Jeg tog til Daugaard, og da Justitsraaden ei vilde reise ene, men vel følge med, saa foretoge vi Touren med hverandre, og Sagen blev paa bedste Maade indledt, Slotspladsen opmaalt, et af Justitsraads With paa Foreningens Vegne skreven og af os Begge underskrevet Andragende blev leveret Kirkeinspectionen, som lovede at overtage dets videre Besørgelse. Om nu dette fortjener Navn af Anmasselse overlades det ærede Publicum til Bedømmelse.
Man sendte mig 300 af trykte Subscriptionslister, som jeg uden Fortrødenhed for Størstedelen har udfyldt og forsynet med Adresser til hvert Sogn, bortsendte een Deel af samme og overbragte personlig en anden Deel, for mundtlig at anbefale Sagen hos d’Hrr. Øvrighedspersoner, som skriftlig havde givet Løfte om at besørge Fordelingen. Saaledes var jeg i Skive, Viborg, Aarhuus og Skanderborg, tog paa Hjemveien over Daugaard, for leilighedvis at tale med Justitsraaden om de Bekjendtgørelser der vilde være at indføre i Bladene, saavel til denne Provinds som til Øestifterne naar Tilladelse til Monumentets Opførelse paa Skanderborg Slotsbakke indløb.
De med Hensyn hertil forfattede Concepter, tog jeg til mig, og strax efter min Hjemkomst sendte jeg Afskrifter af samme til Wiuff, for at bringe i Erfaring, om man der og paa Aldebertsminde, maatte være enige med os Andre. Fem til sex Uger gik forbi, fra den Tid jeg bortsendte Concepterne indtil Cancellie-Resolution indløb, hvis Indhold jeg i Afskrift strax sendte d’Hrr. Ingwersen og Dalgas, og – da i den lange Mellemtid ingen Indvendinger vare gjorte imod de omtalte Concepters Indhold, saa ilede jeg uden Betænkning med at lade Bekendtgjørelserne indrykke, og jeg haaber Ingen vil finde noget anstødeligt i samme, og aldrig har jeg paa fjerneste Maade tænkt paa, at Kammerraad Dalgas skulde være et villieløst Redskab i mine Hænder, saa lidt som som jeeg ønsker at være det i hans.
Men – Hr. Dalgas kan muligt dog have Aarsag til Misnøie: hvad der har været denne Sag Vedkommende er gjensidig bestandig gaaet over Wiuff; nu kunde man gjerne tænke sig det Tilfælde, at Major Ingwersen har glemt eller forsømt at oversende de omtalte Concepter, og da vilde, som sagt hans Misnøie ingenlunde være ugrundet; uagtet dog jeg var og er aldeles uskyldig.
Hvis nu Hr. Dalgas som Ven havde spurgt: hvorfor har jeg af dette Inserats Indhold intet erfaret, før jeg læste det i offentlige Blade? saa antager jeg Sagen havde jævnet sig uden at han havde bragt den for Publicum, og i Vrede fratraadt Foreningen.
At Justitsraad With har tilskrevet Thorwaldsen kan vel ikke fortjene Navn af utidig Anmasselse, og mindre vel det derpaa nu erholdte Svar findes ubehageligt da samme giver Løfte om at han af Kjærlighed til den forevigede Konge vilde udføre et attraaende 4re Basreliefs uden Betaling.
At Hertugdømmernes Beboere ere indbudne til Deeltagelse er foranstaltet af Justitsraad With og mig fordi vi ansaae det passende i foreliggende Fald at tilnærme os Alle, som med Taknemmelighed mindes den elskede Konge. Da nu Hr. Major Ingwersen ingen Tilbøielighed viste hertil, og Hr. Dalgas før Indsendelsen var fratraadt Foreningen, saa vil heri neppe findes noget fornærmeligt. Behøves nu til mit Forsvar mere, end hvad her er anført, da overlader jeg saadant gandske til D’Hrr. Justitsraad With og Major Ingwersen og agter ei oftere ved smaalige Kjævlerier at kjede et æret Publicum.
Nebel Mølle i September 1840.
Hans Wulff.