Schillers Minde.
Af
Oehlenschläger,
til Melodie af Weyse.
––––––––––––––––––––––––––
Afsiunget ved Concerten i Frue-Kirke, for det Thorvaldsenske Museum, den 8de Mai 1839; i Anledning af, at den høitidelige Afdækning af Thorvaldsens Statue af Schiller fandt Sted i Stuttgart paa Concert-Dagen.
––––––––––––––––––––––––––
Samme Haand, som af den hvide Blok
Troens Kæmper her fremkaldte,
Der med Jesu Ord til Verden talde,
Da sig skilte deres Broderflok; –
Samme Haand drog frem et andet Billed
Af en Skiald, – nu i sin Frelsers Favn,
Hvor han føler intet Savn.
Dyden han fremstilled –
Schiller var hans Navn!
Christus! Du har ei forsmaaet hans Ord.
Thi forskielligt kan de virke,
Dine Kæmper, i usynlig Kirke,
Spredt af Tiden paa den vide Jord.
Af din Haand vel ei han blev indviet,
Hellig Fromhed dog ham siunge bød;
Andagt i hans Harpe lød.
Nu hans Liv – befriet –
Venter ingen Død.
Just idag, med rørt, taknemlig Aand,
Folkets Sværm til Festen mødte
Hist, hvor Friedrich Schillers Billedstøtte
Rieste sig ved Thorvalds Mesterhaand. –
Schiller, Peders og Johannes Broder!
Hiertenøglen fik Du, Ørnens Flugt!
Dristig var Din Vingebugt!
Jorden ei, vor Moder,
Har dit Øie lukt.
Til Apostlene Du saligt foer,
Did, hvor ei Du Glæden savner.
Christus mødte Dig – som her – Omfavner!
End Du skuer til Din Fødsels Jord.
Schiller! hør fra Gud de Danskes Stemme.
Du har glædet os saamangengang
Med Din høie Harpes Klang.
Aldrig kan vi glemme,
Store Skiald! Din Sang.
–––––––––
