Kirke-Concert
til Fordeel for
det Thorvaldsenske Museum
i Frue Kirke,
den Mai 8de Mai.
Kjøbenhavn.
Trykt i P.N. Jørgensens Bogtrykkeri.
Indhold:
I.
1. Første Allegro, af Mozarts C dur Symphonie.
2. Sanctus, componeret sextenstemmig (for fire forskjellige Chor) af Benevoli.
3. Slutnings-Fugaen, af ovennævnte Symphonie.
II.
Cantate, af T. Thaarup, componeret af Weyse.
Sanctus.
Sanctus Dominus Deus Zebaoth!
Pleni sunt coeli et terra gloria Tua.
Osanna in excelsis! ‒
Dona nobis pacem!
Hellig er Herren Gud Zebaoth!
Himle og Jord ere fulde af Din Herlighed.
Hosanna i det Høieste! ‒
Giv os Fred!
Cantate.
Du troner i en evig Straalepragt,
Navnløse Væsen, uden Byrd og Ende!
O Viisdoms Dyb, ugrændselige Magt!
Dig Adams Børn blot af Din Godhed kjende!
I Andagts høie Jubler bryde ud
De ved Din Søn forløste Myriader.
Din Magt, Din Viisdom kalde vi: vor Gud!
Din grændseløse Kjærlighed: vor Fader!
Utalte Stjernehære
Paa Nattens Himmel juble Dig til Ære
I deres Harmoniers Hvirvelklang.
Men alle Kloders Harmonier,
Men alle Engles Himmelmelodier
Udtømme ei Din Kjærlighed i Sang!
Du vil: en Solekreds oprinder;
Du vil: en Solekreds forsvinder;
Din Almagt skaber, hvad Din Viisdom bød.
Ved Dig Alskabningen bestaaer og falder;
Af Livet Døden Du fremkalder,
Og Liv af Død.‒
Du Jorden med Dit Vinterslør bedækker,
Og Taushed ruger paa dens Lig.
Din Almagts Aande Vaaren vækker,
Og Livets Hære prise Dig.
I klar, letkruset Bølge Bækken flyder;
Dig Blomsterengen Virak yder,
Dens Offer mod Din Trone hæver sig.
Orkaners Krigsbasun i Mulmet klinger;
Den vilde Bølge skummende sig svinger,
Og styrter brølende mod bratte Fjeld.
Høimælet Torden skralder, Lynet knittrer,
Og Alt, hvad lever, zittrer.
Gud! Du gaaer frem paa Veirets Vinger,
Du styrer dem til Held.
Du Skyer sammenkalder
At dryppe Regn i Furens Skjød;
Husvalende den sagte falder,
Og Haabet smiler Frugtbarhed og Brød.
I milde Draaber Solen speiler sig;
Med fjedret Sanger sig forene
Sædspiren, Skovens lysegrønne Grene;
Med sagte Susen de velsigne Dig.
Naar Solen glad og skyfri daler,
Naar Aftenpurpur Vesten maler,
I Tak til Dig vi bryde ud.
Naar Østens Morgenstraaler smile,
Naturen vaagner glad af qvægsom Hvile,
Og haabende lovpriser Dig, o Gud! ‒
Den sølvgraae Olding ved Din Sol sig fryder.
Hans Aand opløfter sig fra Gravens Bred.
Med Vaarens Sang hans Røst samlyder
I Gjenskin, Fader, af Din Herlighed!
Den favre Møe med Blomsterkrone,
Lig nyfødt Rose, knæler for Din Trone
I Andagts tillidsfulde Bøn:
Lad mig Dit Billeds Præg i Reenhed bære!
Min Gud, Du dannede Din Jord saa skjøn,
Hvor skjøn maa ei mit Haab, Din Himmel, være!
Hvor første rene Favnetag
Samknytter kjærlig Samfunds Kjæde,
Du skuer ned med Velbehag,
Velsigner den med Haabets Glæde.
Dit Forsyn vaager, naar ved Moders Bryst
Den Førstefødte sorgfri hviler;
Du deler Moderglæden, naar den smiler;
Din Lovsang er dens første glade Røst.
Du kjærlig seer den muntre Hob
Med Vaarens Krandse sig at krone.
Harmonisk lyde deres Fryderaab
Med Seraphshymnen for Din Trone. ‒
Lovpriser alle Livets Aldre Gud!
Nedknæler i Hans Forgaard, og tilbeder!
Alkjærlige! Dit Faderbud
Uddeler Livets Sorger, Livets Glæder!
Du pryder som en Brud Din unge Vaar,
Du kroner med Velsignelse Dit Aar.
Din Søn Du Sandheds Lys bød tænde,
At alle Jordens Slægter Dig maae kjende.
Indvie os her til Evighedens Vaar,
Naar Sol og Jord forgaaer!
Halleluja!