Albert Thorvaldsen.
Den 28de Mai 1837
Mel. Jeg kjender et Land, som har Bölger til Vold.
Snart smykker vel Rosen, o Hertha! Dit Bryst;
Snart dufte de Liliekonvaller;
Snart vinker os Skoven til Elskov og Lyst
Med kjöle, med skyggende Haller;
Snart ruller den Bölge saa mild og saa varm,
Og trykker Siölunda til skummende Barm.
Hed Tiberens Vove gaaer, Dana! Din Sön,
Og lytter til Citherens Strenge:
Mon ikke hans Tanke sig vender i Lön
Til Rosen, o Dan! paa Dit Vænge?
Og længes han ei efter Moderens Favn,
Og alle de Brödre, som juble hans Navn? –
Sødt fængsler vel Cypris, ved Hjerternes Slag,
Og Phoebus Apolio, den Höie,
Og alle de Guder, som gjæste hans Tag,
Hvorunder sig Fyrsterne böie;
Men varm er ei Stenen, skjöndt vakt af hans Aand,
Som Brödrenes Hjerte, som Brödrenes Haand! –
Saa sadl Hippogryphen – den suser Dig nær –
Og flyv ad de hjemlige Veie!
Alverden vel eier de Billeders Hær:
Os Mesteren bör det at eie.
Et Bæger for Thorvald! det lommes med Lyst!
Gid snart vi ham favne paa Fædrenekyst! –
F.J. Hansen.