Thorvaldsen.
Mel. Jeg kjender et Land, som har Bølger til Vold.
Snart smykker vel Rosen, o Hertha! Dit Bryst,
Snart dufte de Liljekonvaller;
Snart vinker os Skoven til Elskov og Lyst
Med kjøle, med skyggende Haller;
Snart ruller den Bølge saa mild og saa varm,
Og trykker Sjølunda til skummende Barm.
Ved Tiberens Vove gaaer, Dana! Din Søn,
Og lytter til Citherens Strenge:
Mon ikke hans Tanke sig vender i Løn
Til Rosen, o Dan! paa Dit Vænge?
Og længes han ei efter Moderens Favn,
Og alle de Brødre, som juble hans Navn? ‒
Sødt fængsler vel Cypris, ved Hjerternes Slag,
Og Phoebus Apollo, den Høie,
Og alle de Guder, som gjæste hans Tag,
Hvorunder sig Fyrsterne bøie;
Men varm er ei Stenen, skjøndt vakt af hans Aand,
Som Brødrenes Hjerte, som Brødrenes Haand!
Saa sadl Hippogryphen ‒ den suser Dig nær ‒
Og flyv ad de hjemlige Veie!
Alverden vel eier de Billeders Hær:
Os Mesteren bør det at eie.
Et Bæger for Thorvald! det tømmes med Lyst!
Gid snart vi ham favne paa Fædrenekyst! ‒
F. J. Hansen.
Det er en Skaal, som ikke staaer i nærmere Forbindelse med Dagens Fest, men alligevel er paa rette Sted i enhver Forsamling, der er forenet ved Interesse for Fædrelandets Værd og dets Hæder, — en Skaal for den store Landsmand, hvis bebudede Ankomst til Fædrelandet vi længselsfuldt see i Møde.
Da han for atten Aar siden hilstes i sin Fødeby, var det kun faa af hans Landsmænd, som havde haft Lejlighed til at kjende hans Storhed; thi kun enkelte af hans Værker havde fundet Vejen ind over vore Grændser; men den begejstrede Lovprisning af den nordiske Konstner, som gjenlød i alle Lande, maatte vel vække sympatiserende Følelser hos hans Landsmænd:
“Ej Alexander til Babel kom
Med større Hæder og Ære;”
saaledes blev han dengang hilset med Jubel i dette selvsamme Rum.
Hvor meget nærmere er han ikke i de mellemliggende Aar, skjønt langt fraskilt, rykket os ad Aandens Vej! Talrige Arbejder ere komne til os, som have lært os at kjende og beundre den Storhed, vi tilforn havde hyldet; hans Tilsagn er kommet til os, som aabner Udsigt til, at hans Fædreland skal blive Ejer af hans rige Konstskatte. Thi har end Konstneren opslaaet sin Bolig i det fjærne Land, og har han end i den hele dannede Verden sil Hjem, saa knytter dog Nordbosindet ham ved stærke Følelser til hans Vugges Land. Efter disse Forløbere see vi hans anden Tilbagevenden til Fædrelandet i Møde; og naar her en Skaal udbringes, som oftere vel gjentages ved Tiberens end ved Øresunds Bred, maatte den da lyde til ham som et Vidne om de Følelser, med hvilke hans Landsmænd ønske at drage ham til sig, med hvilke de ville følge ham paa Vejen over Alperne til Danmark, og stræbe at berede ham det Hjem i deres Midte, som han her alene kan finde! For Albert Thorvaldsen en Skaal!
Professor Dr. Clausen.