Kunstefterretninger fra Rom.
(Af en Italieners Brev, dat. 1ste Mai 1829).
(Sluttede.)
–––––––––
Det eneste Gode paa denne Plads, er en Sal paa høire Side af Indgangen, som De maaskee allerede kjender; den er bygget af Pius VII til Udstilling for levende Kunstneres Malerier. Her var nyligen udstillet et Værk af en ung Maler, Hr. Potesta, der med mange Mangler har særdeles mange Skjønheder. Det forestiller den hellige Laurentii Martyrdød i det Øieblik, da den unge Martyr bliver spændt paa Risten. To Bødler trykke ham med Magt ned paa den, medens en Præst endnu holder et Afgudsbillede for ham og formaner ham til at tilbede det; en anden Bøddel gjør Ilden tilrette. Men Helgenen er bragt i en Begeistring, der giver ham en overmenneskelig Kraft, saa at den øverste Deel af hans Legeme, støttet paa den høire Arm, modstaaer Bøddelens Anstrængelse, der vil trykke ham ned paa Tvertræerne, og denne Modstand skeer ei af egen Drift, heller ikke ved Modanstrængelse, men formedelst hiin Begeistring, hvori den himmelske Glorie viser sig for ham, i hvilken han seer den første Martyr, St. Stephan, der beder for den nye Helgen, knælende for Christi Fødder. Den smukke Deel af Maleriet er den underste, og Gruppen af Martyren, Bødlerne og den hedenske Præst er en fortræffelig Composition. I Figurernes Udtryk ligger der noget Eensformigt og Glorien har megen falsk Colorit; i Effekten er der noget Fransk, men det Hele tilsammen er et skjønt Arbeide. Figurerne ere af naturlig Størrelse, maaskee ogsaa noget større. Maleriet er bestemt for Alteret i en Provincialkirke.
Siden jeg kom til Rom, har der været to Udstillinger; den ene af tydske Kunstnere, i November, den anden af franske, i den sidst forløbne April. Iblandt de Tydskes var der Adskilligt meget fortjenstfuldt, iblandt de Franskes næsten slet intet, hverken i Maler- eller Billedhugger-Kunst, derimod nogle gode Arbeider i Bygningskunst; men derimod er der i det franske Akademie givet en stor Déjeuner til Ære for Storfyrstinden af Rusland, og de tydske Kunstnere have hverken givet Frokost- eller Aftensgilde. Hvor langt ere de ikke endnu tilbage! – Vi ville haabe et andet Aar at see almindeligere Udstillinger, naar den skjønne Plan, man nu har for, bliver bragt i Udførelse. Den gaaer ud paa, at et selskab af Kunstnere og Kunstyndere af alle Nationer skal forene sig om at anskaffe et Lokale, der kunde tjene Kunstnere af alle Nationer til offentlig Udstilling af deres Værker. Tydskeren Catel har været den ivrigste Befordrer af Forslaget, og Minardi har udgivet en Plan, der allerede tæller mange Underskrifter. Selskabet vil hvert Aar kjøbe to af unge Kunstneres bedste Malerier og ved Lodtrækning anbringe dem blandt Medlemmerne. Alle Foreninger af denne Art fortjene Understøttelse, hvad enten de saa ville stifte Gavn eller Skade, Alt i Forhold til den Aand, der leder dem, og de Personer, der forestaae dem.
For nogen Tid siden var jeg hos Thorvaldsen, der for Øieblikket er beskjæftiget med Fuldendelsen af tre Gravmæler, nemlig for Pave Pius VII, Hertugen af Leuchtenberg og Professor Vacca. Sidstnævntes Gravmæle bestaaer i et Basrelief, der forestiller Tobias’s Tilbagekomst. Den gamle Fader kommer ham imøde, og Ynglingen berører Faderens Øine, og gjengiver ham Synet. Bag Ynglingen staaer Engelen, der glæder sig over Oldingens lykkelige fuldbragte Helbredelse, og bag denne Moderen, der af Ængstelse endnu et Øieblik synes at undertrykke den moderlige Følelses Yttringer. Valget af Gjenstanden er heldigt og den synes mig at være fortræffeligen behandlet.
De vil have hørt om et Mindesmærke for Tasso, hvis Udførelse er overdraget Hr. Fabris, bekjendt ved Milo’s monstrøse Colos. Stakkels Tasso! .. Han er fremstilt som i en Vision, hvori han seer den hellige Jomfrue, der begeistrer ham; paa begge Sider ere de meest udmærkede Giveres Navne optegnede. En skjøn Composition, værdig det nittende Aarhundrede! Tasso værdig! .. Men vore store Mænd ere da ogsaa ulykkelige nok ved de Æresbeviisninger, hvormed vi, qvalte af Samvittigheden, hædre deres Aske. Dante maa i dette Øieblik i Florents sinde sig i lignende ærefulde Forulempelser. Et Selskab Florentinere betaler Omkostningerne for et stort Monument, der til den store Digters Ære skal kneise i Kirken St. Croce; men Billedhuggeren Nicco, der udfører det, begaaer derved et Forræderie imod Florents, imod Digteren og imod sin Kunstes Ære. Han har anbragt Dante siddende paa en stor Sarkophag, paa hvis ene Side Digtekunsten fælder Taarer, medens paa den anden Side Italia glæder sig over sin Digter. Denne sidste Idee er god; men hvorfor græder Digtekunsten? Hvorfor falder Laurbærkrandsen hende ud af Hænderne? Hvorfor see vi hende ikke som Italia at glæde sig og krone sin Søn? Og endelig, hvilke Former, hvilken Behandling af Meiselen! Jeg for min Deel havde villet givet den simple Statue af Dante Fortrinet, som en ung Livorneser, Henrik Demi, der vækker store Forhaabninger, har modelleret. Thorvaldsen har talt med megen Agtelse om ham, og han arbeider her i Rom under hans Vejledning. Gyps-Afstøbningen af Statuen blev kjøbt af det labroniske Akademie i Livorno, i hvis Bibliothek jeg ofte betragtede den, og altid fandt den beundringsværdig. Digteren sidder i Begreb med at nedskrive, hvad Begeistringen har indgivet ham, Begeistringens Øieblik er forbi, og der er paafulgt hiin Rolighed, under hvilken man udvikler Tanken for at give den en synlig Skikkelse.
