Figurer
til
Tegne-Øvelser.
efter
Thorvaldsen
med poetisk Forklaring
af
Prof. Oehlenschläger.
–––––––––––
––––––––––––––––
Faaes hos G. L. Lahde, Hof-Kobberstikker.
København, Gothersgade No. 125.
––––––––––––––––
Tolv Blade
Figurer til Tegne-Øvelser
efter
Thorvaldsen,
Professor og Ridder.
Med poetiske Forklaringer
af
Professor A. Oehlenschläger,
og en oplysende Fortale af Udgiveren.
––––––––––––––––
“Noch viel Verdienst ist übrig.
Auf, hab es nur! die Welt wirds kennen.“ —
Klopstock.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Udgivet af G. L. Lahde, Hof-Kobberstikker. Kiøbenhavn, Gothersgade No. 125.
Trykt hos Andreas Seidelin, Store Kannikestræde No. 46.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Fortale.
Billedhuggerkunstens fortryllende Kald blev det, at fremstille enten sublime eller skjønne Ideer ved karacteristisk skjønne Former. Medens Maleren ved en Mangfoldighed af Farver, ved en rig Afvexling af Lys og Skygge paa en Flade fremtryller tilsyneladende Legemer, har den plastiske Kunstner kun det eeneste, som det synes, fattige Middel, et virkeligt Legeme, Formen. Men hvor kraftfuldt virker den ikke, da den kan betragtes fra alle Sider, og nydes ved meer end een Sands? Ogsaa Billedhugger-Kunsten skal idealisere, eller synliggjøre sin Idee i den høieste Grad af Formens Skjønhed. Men, Skiønhed er ikke den eneste Betingelse. — Hvor forskiellig er ikke — Junos værdige, — Aphrodites yndige, — Apollos høie, og Jupiters majestætisk alvorlige Skjønhed! den tænkte Karakter skal tillige udtrykkes, i Overensstemmelse med al den Skjønhed, denne tillader og kræver: det er, Billedhuggerens Form skal være karakteristisk skjøn. Har nu Kunstneren valgt en Idee, der fortjener hans Anstrengelse, og Kjenderens Bifald; har han udført den efter disse i mueligste Korthed fremsatte Fordringer: da vil hans Mesterverk overleve tusinde af hans andre Kunstbrødres Arbeider; moere, og følgelig ogsaa gavne gjennem Aartusinder; og nævne hans Navn, som Phidias og Praxiteles, for den sildigste Efterverden.
Billedhugger-Kunstens Bestemmelse er derfor ei alene, at fornøie Øiet, ved at pryde Bygninger eller offentlige Pladse; men ved Billeder at fremstille for Øiet alt det, hvad der kaldes skjønt, stort og ædelt, for derved at røre Sjælen, og opvække høie og ædle Følelser. Grækerne have følt og viist, at ei alene menneskelige, men ogsaa guddommelige Egenskaber kunde gjøres synlige i Steen, for saavidt disse ligge i Sandselighedens Rige, I deres Statuer af Guder og Helte er ikke blot fremstillet en smuk legemlig Form; men det er især den Aand, der lever i deres Værker, hvorved de hos deres dannede Medborgere opvakte Følelsen for det Store i deres Gudelære, i Historien, og i den menneskelige Karakter. I nyere Tider have kun faa Kunstnere tildeels kunnet opnaae denne Grad af Fuldkommenhed; og vor almindelige Opdragelse er heller ikke af den Beskaffenhed, at vi saa levende kunde deeltage i de Følelser, som denne Kunst formaaer at opvække. En fuldkommen Statue, som en Apollo, Laokoon, m. fl. af hiin lykkelige Periode, er derfor Geniets og Kunstens høieste Verk. I nyere Tider mangler Billedhuggerkunsten Lejlighed og hiine Opmuntringer, til at vise sig i lige Glands, som i Grækernes Tidsalder; og sjeldent bliver et stort Genie sar i sin rigtige Virksomhed. Hvorledes kunne vi da haabe Noget, som kunde sættes ved Siden af Fortidens Værker*)?
Venskab og Agtelse for vor berømte Landsmand, den gamle Billedhugger-Kunstes Fornyer; det Ønske, at bidrage en Skjærv til, at i det mindste nogle af hans mesterlige Arbeider kunde blive almindeligen bekjendte i hans Fædreland; Sands og Kjærlighed for Kunsten i Almindelighed, og Haab om i Særdeleshed at kunne medvirke til en mere udbredt Kunstsands og Smags Dannelse; har bestemt mig til Udgivelsen af disse Blade. Dette lidet Udvalg er nøiagtigen kopieret i simple Conturer efter det under Kunstnerens egen Opsyn af Riepenhausen udgivne Verk: Le Statue e li Bassirelievi inventatl e Scolpiti in marmo Dal Cavalieri Alberto Thorwaldsen Scultore Danese. Roma 1811, med 32 Kobbere. Af alle disse Kunstproducter eier man, saavidt jeg veed, endnu Intet i Kunstnerens Fædreland, hverken i Marmor eller i Gibs-Afstsb- ninger, dog har man Haab om, at erholde i det mindste tre deraf udførte i Marmor, og bestemte til Døbefonden i Kirken paa Baroniet Trolleborg i Fyhn. Kunstens ædle Beskytterinde, Frue Grevinde Schimmelmann, har bestilt dem. Heraf sees tvende i No. 7 og 10 vaa de her leverede Blade; det tredie skal finde en Plads i et andet Værk, jeg har under Arbeid.
Thorvaldsens Arbeider høre til det meest fuldkomne i Smagens Rige, hvad den nyere Kunst har frembragt: og Den, der hører hans Navn nævne som Nutidens største Billedhugger, uden at kjende Noget hverken til hans Arbeider eller til hiint Verk, kan ved Beskuelsen af disse Blade gjøre sig en Idee om Kunstnerens Smag og Fortjenester, ja, blive bekiendt med hans Aand og Genie*). Ved disse Billeders flittige Betragtning kan Sands for det ægte Skjønne uddannes: og da vil den rene og gode Smag mere blive udbredt i Kunstnerens Fædreland. Denne gavnlige Virkning vil sikkert kunne opnaaes, naar disse Blade afbenyttes i Skolerne ved Tegne-Øvelser, især ved Disciplenes videre Fremgang, og under en duelig Lærers Veiledning. De med human Beredvillighed af Hr. Prof. Oehlenschläger forfattede, poetiske Forklaringer ville ligeledes bidrage meget, til at forhøie Billedernes Interesse, og til at gjøre dem endnu mere kjærkomne for Ungdommen.
Uden udførligen at omtale de her leverede skjønne Billeder, anføres blot, hvad en stor Kunstkjender i Nom har skreven om den første Figur:
“Der Bildhauer Thorwaldsen aus Kopenhagen stellte das Model eines Jason, der siegreich das goldne Widderfell zurück bringt, in der Große des Vatikanischen Apollo, auf. Diese im ächten Heroen-Karakter der Antike gebildete Figur ist, wie jedes achte Erzeugniß einer schöpferischen Einbildungskraft, durchgängig in Uebereinstimmung mit sich selbst, und zeigt in einer natürlichen, belebten Stellung die kunstmässig schöne Entgegensetzung der Glieder, die einen reizenden Wechsel von Bewegung und Ruhe durch alle Theile der Gestalt, und eine gefällige Ansicht derselben von allen Seiten bewirkt. Der zur Seite gewandte Kopf giebt in einer jugendlichschönen Kraft und geistvollen Fisiognomie den Ausdruk kühnen Muthes; und die Formen sind durchaus edel, kräftig und von der reinsten Bestimtheit. Model mit Model verglichen, ist dieser Jason von Thorwaldsen, als ein durch Karakter und Stil seinem Zwecke entsprechendes Werk, dem Perseus*) von Canova in jedem Betracht weit vorzuziehen. Man sieht überdies in dem Jason des jungen dänischen Künstlers jenen plastischen Sin, der das Wesen der Form ergreift, den wir in allen Werken Canovas, selbst in seinen gelungensten, vergeblich suchen”**).
Meget heraf kan anvendes paa nogle af de her forestilte Figurer. F. Ex. hos Herkules, Prometheus, og Hektor opdager man strax Styrke, Kraft og Selvfølelse. Slig Idealisering mangler derimod hos Christus og Johannes, som ikke ere saa ædle og bestemte i Formen. Aarsagen dertil ligger maaskee i den sublime Karakter af et Gud-Menneske, som det blotte Menneske, hvor meget det end er Kunstner, ikke uden Frygt og Bævelse vover at fremstille. Thi hvorfor har man ellers endnu intet fuldkomment Christus-Billed? Selv den christelige Religions-Lære, der byder Ydmyghed og Selvfornægtelse, har maaskee ikke kunnet opflamme Kunstnerens Genie til den Grad af Høihed, som de gamle Mythers frie og kraftfulde Karakterer. I øvrigt findes her: moderlig Ømhed og Deeltagelfe i Venus og Amor, ligesom i Inos Figur; — Kjærlighed til Børn, i den blide Maria; i Charitas, og i den fromme Christus; — Skjønhed og Ynde i Venus paa Bl. 2 og 5; Indtagende Gratie i Hebe og Helena; — Lethed i Merkur; — Storhed hos Minerva, baade i Anstand og Handling. Fiinhed i Udtryk ligger i Statuen, hvor det begyndende dyriske Liv yttrer sig paa dens høire Side i Skuldrene, Fingerne og Foden; og i Amor og Psyche, hvor det geistige Liv begynder, eller hvor kjærlige Følelser vaagne, hvorefter Uskyldighedens Stjerne saa let daler, ligesom Psyches Gevandt her synes at ville nedglide. Sandhed i Udtryk findes hos Helena i den bristende Syetraad, da Hektor bebreider Paris sine Pligters Forglemmelse, og, hendes søde Ord uagtet, opfordrer ham med streng Alvor og Vrede, til deres Opfyldelse*). Doven Magelighed, som røber Afmagt, er kjendelig i Paris’s Figur**), men i Physiognomien opdager man tillige et Glimt af Skam og Anger, hvilke stedse give Haab om Forbedring.
Billedhugger-Kunsten er for det meste indskrænket til enkelte Figurer; skjønne Former, og gratiøse Stillinger ere derfor det Væsentligste derved, især da en Statue skal betragtes fra flere Synspunkter, og intet glimrende Colorit kan bestikke Øjet, som ved Malerier. Af denne Grund anbefales Billedhugger-Kunstens bedste Verker, især til Studium i Tegnekunsten. Vel maae man videre hen forlade Statuer, for at kunne søge Liv og Udtryk i Miner og Stillinger i den levende Natur. Men indtil man opnaaer denne Grad af Fuldkommenhed, lede smukke Figurer sikkert til Correcthed ved Tegne-Øvelser.
Lignende Liv og Udtryk stræbte en Patrik Peale og en Madame Schütz at gjøre os sandseligt. Men uden engang at berøre den uundgaaelige Mangel paa en fuldkommen smuk og især karakteristisk smuk Form***) saa tillod det forbiilende Øjeblik jo ikke, at dvæle ved de undertiden swelte og passende Conturer, at forfølge dem i alle deres bølgende Former, og saa at studere alle kunstigen naturlige Folder paa de smagfuldt kastede Gevandter. Dette er da Aarsagen, hvorfor deslige Forestillinger kun gjorde et forbigaaende, og svagt Indtryk. Her sindes lignende belevede Figurer og Forestillinger fastheftede, som ved en Tryllestav, til vedholdende Betragtninger, igjentagne Nydelser, og varigt Studium. Nøiagtige Conturer af skjønne Statuer, og siden Statuerne selv, ere af de forhen anførte Grunde især at anbefale til Eftertegning ved Tegne-Øvelser; og da man ved disse Blades Efterligning maae hefte Opmærksomheden ofte og længe derpaa, saa indprenter Phantasien sig skjønne Former, hvorved Smagens væsentlige Dannelse vil vinde meget.
Opdragelse og Lærdom er det Vigtigste, hvormed Forældre kunne udstyre deres Børn paa Livets usikkre Vei; og ingen Sandhed er i vore Tider bleven mere stadsæstet, end Catos Ord: “Opes fluxæ, ars perpetua*.” Tegne-Kunstens Vigtighed have alle tænkende Opdragere længe erkjendt, da Synet, som Menneskets første Sands, derved dannes og skærpes, foruden mange andre vigtige Fordele for Ungdommens Dannelse, som det her vilde blive for vidtløftigt at berøre. Men fra Kunstens Side bør der medvirkes til, at denne vigtige Deel af Opdragelsen kunde hensigtsmæssigen blive indført, og efter en fast og sikker Plan kultiveres i Instituter og Skoler; og da kan Kunstneren maaskee tillige for Eftertiden vente, at hans Arbeid vil blive rigtigere bedømt, og hans Kunst og Flid mere paaskjønnet. Til dette Øiemed har jeg begyndt paa, at udarbeide et Elementarverk i Tegnekunsten, som giver en Udsigt over Kunstens forskjellige Greene. Baade theoretisk og praktisk, skulde Kunstens første Grunde systematisk foredrages og udvikles; dens Regler efterhaanden tydelig blive fremsatte; og derved fremkomme en sikker Ledetraad ved Underviisninger i dette Fag. Til hiint Verks tredie Bind ere tillige disse Blade bestemte.
Erfaring lærer, at flittige Begyndere, som endnu ikke forstaae deres Original, ofte med samme Nøiagtighed eftertegne baade en uvæsentlig og væsentlig Streg. Derfor bør man i Begyndelsen ikke forelægge Blade, der ere udførte i den egentlige fine Kobberstikker- eller Streg-Maneer; og paa Blade, som ere bestemte til Tegne-Øvelser, maae Skygge og Lys, naar samme vises, ikke usikkert og ubestemt antydes, heller ikke udtrykkes med Streger, der ligne Gjenstandenes Omridse. Desuden bør ingen tvetydig Streg finde Sted. Jeg har derfor udført disse Blade med sine bestemte og kraftige, aldeles væsentlige Streger, hvorved jeg er afvegen fra Riepenhausens Maneer. Vil man antyde nogen Baggrund eller Skygge, for at frembringe mere Effect; da skeer det bedst i Tusk-maner, hvilket fees paa det sidste Blad.
Hvor vigtig og meget sigende for et øvet Øie det Svage eller Stærke i en Streg er, hvorved man baade frembringer Effekt, og viser Holdning eller Luft-Perspectiv: dette sees f. Ex. ved Paris, som har stærkere Skygge-Streger end Helena; hans Skjold, Bue, Stoel og Gevandt er stærkere udtrykt, end hendes Syetøi og Kurv; ligeledes Hektors venstre Side mere, end den høire, da hiin er nærmere end denne.
Den, som med Nytte vil eftertegne disse Figurer, maae i Forveien have tegnet et Hoveds og en Figurs enkelte Dele i et større Format, og i Naturen gjort sig bekjendt dermed, hvortil det anførte Elementarverk giver praktiske Mønstere og theoretisk Veiledning. Kun efter slige Forøvelser kan han da alene, eller bedre, under en øvet og dannet Lærers Opsyn og Anførsel, eftertegne og studere disse Blade.
Et Udkast til disse Figurers Tegning kan i øvrigt gjøres med Lethed, formedelst en fiin Blyantspen, hvilken Contur siden bestemt eftertrækkes, og nøiagtigen rettes med en spids tilskaaren Ravnefjærpen; de kan ogsaa tegnes med Sølvstift paa Pergament.
Gid nu min Hensigt ikke maatte miskjendes, og Kjendere skjenke dette lidet Offer paa Kunstens Alter deres Bifald; da vilde Tid og Flid ikke være spildt.
Slutteligen tilføjes her Hr. Prof. Oehlenschlägers Stropher af Tilbageblik paa Rom:
Men Skjald hvordan? endnu du tier stil
Om Ham, som pryded Kredsen, og som pryder
Selv Rom, med Kunstens bedste Skuespil?
Hvad gavner Sangen her? Mat Strængen lyder.
I troe det ei! Selv maa Jert Øie see.
Hvad Musen kun sin bedste Yndling byder.
Men mat, som krystet af den klamme Snee,
(Jeg vover Ordet) staaer Canovas Støtter
Mod Thorvaldsens. Hiin kan sig yndig tee;
Han yndes af den mægtigste Beskytter;
Men Nordens Phidias med rolig Mine
Ei i sit mindre Værksted med ham bytter.
Hvis Sophokles staaer over Jean Racine,
Saa staaer min Thorvaldsen og over Hiin,
Saavist som Storhed overgaaer det fine.
Jeg laster ei den mindre gode Viin,
Fordi den Bedre langt jeg foretrækker.
Violblaat er ei Rosernes Carmin.
Han af det døde Grækenland opvækker:
Seer Jason her, Adon, Brisæis, Ares,
Seer Hebe, som Herakles Skaalen rækker!
Homer! din Aand i Thorvaldsen bevares.
O kom, min raske Landsmand! skynd dig, kom?
Vor Stolthed see! Lad Ret ham vederfares!
––––––––––––––––––
Indhold.
1. Jason.
2. Venus og Amor.
3. Jesus, Johannes og Maria.
4. Herkules og Hebe.
5. Venus med Æblet.
6. Charitas.
8. Prometheus og Minerva.
9. Amor og Psyche.
10. Christus med Børnene.
11. Ino, Bacchus og Merkurius.
12. Paris, Helene og Hektor.
En kort prosaisk Forklaring over de her nævnte Personer af den græske Gudelære finde i Bärens’s Mythologie for Ungdommen.
Lahde.
––––––––––––––––––
Jason.
Uagtet tusind Farer true,
Han iler dog med freidigt Sind.
Det underfulde Vædderskind
Ham vinker med sin gyldne Lue.
I Kolchis, i det fierne Land,
Det hænger, ved stovklædte Strand.
Den lette Argo han bestiger;
Det bedste Skib, som Havet bar;
Og ingen Snekke løb saa snar.
Nu giæstes fierne Land og Riger!
Farbroderen, den onde Drot,
Gav Helten hin Befaling blot,
For ham ved Livet lumsk at stille;
Men Bølgerne saa venlig trille.
I Masten en Dryade boer.
Som lærer Jason, stærke Roer
At styre giennem Skiær og Klipper,
Ved ingen Fare Modet slipper.
Forgiæves, bag en kulsort Sky,
Han skuer blodige Harpy,
En pigehovdet Ugle, græde.
Han seiler giennem fæle Stræde,
Hvor ingen Klipper stille staae,
Men voldsomt mod hinanden slaae.
Dog ingen Fare Helten hænder.
Han saaer paa Marken Dragens Tænder,
Og meier med sit skarpe Sværd
Den hele harniskklædte Hær,
Som voxer frem af pløiet Ager.
Med væbnet Haand han Skindet tager.
Og iler, fulgt af Kiærlighed,
Igien til Helteskibet ned. —
Der staaer han mandig nu, og rolig,
Bevæbnet i sin Fædrebolig,
Med Vædderskindet paa sin Arm;
Og smiler i en ædel Harm
Til Nidingen, der seer den Høie,
Og neppe troer sit eget Øie.
Men, axlende sit Kiæpeskaft,
Hiin foler sig som Fyrste hiemme!
Speil Yngling Dig i Heltens Kraft,
Og lær en Niding at beskiæmme!
––––––––––––
Amor og Venus.
Amor.
O Moder, skiønne Venus, see!
En Bi har stukket mig, o Vee!
Jeg som sædvanlig gik med Sang,
At frydes i min Rosengang;
Een stod saa huld, saa purpurrød,
Og lued af en hellig Glød.
Jeg vilde tage den – men ak
Forræderen min Finger stak;
Og Rosen, som paa Amors Bryst
Vist havde følt sin bedste Lyst,
Maa uden Glæder hist nu staae,
Og uden Kiærlighed forgaae.
Venus.
Vær ei saa feig! Hvor kan en Bi
Dig jage fra din Blomstersti?
Hør mig: Det var en ussel Myg
Fra Hekate, saa fæl og styg.
Den haded Rosens skiønne Glands,
Og skiulte sig bag Bladets Krands,
At giøre Blomsten Dig forhadt.
Men see hvor hist den svæver mat!
Dens Hævn har skaffet den sin Død;
Sin Braad den i din Finger brød.
O iil igien til Rosens Barm,
Og glem din barnligsvage Taare!
Misundelse maa døe af Harm,
Naar den vil Kiærligheden saare.
––––––––––––
Jesus, Johannes og Maria
Johannes.
O Jesu! hvad er jeg mod Dig?
Dit hulde Aasyn fryder mig.
Tak, for Du mig foragter ei!
Jeg tilbereder Dig din Vei.
Med Vand jeg døber af min Haand;
Du døbe skal med Ild og Aand.
Og naar mit Liv er her forbi,
Saa svæver jeg saa glad og fri.
Til Dig i Salighedens Glands,
Og lønnes med din Liliekrands,
Jesus.
Johannes ei saa ydmyg vær!
Mit Hierte har Dig evig kiær.
Du rydder ud den golde Torn,
At jeg kan saae mit Sædekorn.
Du stemmer Harpen i den Skov,
Hvor jeg skal siunge Himlens Lov.
Johannes, o! Du er for mig.
Hvad Jesus er igien for Dig.
Maria.
Jeg ingen større Glæde veed!
O himmelske Beskedenhed!
O hulde Broderkiærlighed!
Den fromme Jesus er den Største,
Men hans Johannes er den Første!
Lær Yngling af din Frelsers Røst,
Naar Æren svulmer i dit Bryst,
Og undrende Dig Verden hylder —
Hvad Du din store Formand skylder!
––––––––––––
Herkules og Hebe.
At kryste Druens Blod i Struben,
I Vellysts Favn, i Epheugruben,
Af Ladhed fræk, i dunkle Skov –
Det er kun vilde Satyrs Lov.
Med Dumheds Purpur paa hans Kinder,
Han favner drukne Bachantinder;
Og Dyret, ved sit Kildevand,
Beskiæmmer ham, med meer Forstand!
Ei Bachus i hans Selskab træder,
Med Phantasiens høie Glæder;
Silen kun fra sit Esel gloer
Med døsig Stirren til hans Bord;
Og Echo spotter hæse Stemmer
Af værste Dyr, som Skoven giemmer.
Men see den ædle Helt, som her,
Ukiendt med Lysternes Begiær
I Hallen ved sin Kølle hviler.
Hvor Skiønhed ham imøde smiler!
Ei Løvens Glubskhed, Slangens Bugt,
Ei Hiortens Snarhed, Griffens Flugt,
Ei Jettens Kraft, ei Helvedhunden
Har, Herkules, din Styrke bunden.
Uhyrerne Du overvandt.
Og salig din Belønning fandt;
Thi Sundhed skiænker i dit Bæger,
Imens Apol paa Harpen leger.
O! da er Hvilen dobbelt sød,
Naar Kiækhed spænder Sværd fra Belte.
Valkyrien kun skiænker Miød
For Odins og for Baldurs Helte.
––––––––––––
Venus med Æblet.
Den kloge Pallas, høie Here
Med hulde Venus stredes om,
Hvo blandt dem skiønnest skulde være.
Og Striden kom til Paris Dom.
Den unge, kongelige Hyrde
Sig sætter paa en mosgroet Steen,
Hvor dem for Middagsolens Byrde
Beskygger Laurens friske Green.
Han spørger hvorom Strid de føre?
Der svares Eris før lod see
Et Æble, som skal den tilhøre.
Der skiønnest er af alle Tree.
Ei Paris længe sig betænker.
Men rækker det til Venus hen.
Hans raske Dom de andre krænker,
Og Juno siger: Unge Ven
Du lod dig udentvivl bestikke.
Men find dig i, jeg siger nu:
Det sømmer sig en Dommer ikke
At være saa partisk som Du.
Kan sig den svage Venus maale
Med denne Høihed, denne Magt?
Mit Øie ligner Solens Straale,
Det har selv Jupiter mig sagt!
Og Pallas: O du svage Dommer!
Lidt Yndighed, som vækker Lyst,
Dig mere herlig forekommer,
End Dydens Kraft i dette Bryst?
Med roligt Blik i skyldfrit Øie
Giensvarer Paris: I har sagt,
Her var ei Spørgsmaal om det Høie,
Om Viisdoms, men om Skiønheds Magt.
Naar Eris Æblerne bestemmer
Til Høiheds Dronning — Tro mit Ord,
Jeg aldrig store Juno glemmer.
At du est Viv ved Drottens Bord.
Og siger hun: Jeg Æblet skiænker
Til den, iblandt dem alle Tree,
Som grundigst er, og dybest tænker –
Da skal Minerva Frugten see.
Men tilgiv Hyrden i det grønne,
Imellem Vaarens røde Bær,
At naar der tales om det Skiønne,
Saa hylder han hvad skiønnest er.
––––––––––––
Charitas.
Den ældre Søn.
Kom Moder! vil du med mig gaae?
Moderen.
Nei, jeg maa passe paa den Smaa.
Sønnen.
Jeg maa fra dig i Skole gaae;
Men neppe Klokken tolv mon slaae.
Før atter jeg for dig skal staae.
Moderen.
Der komme vil, mit Barn den Tid,
Da Klokken ei, fra mandig Iid,
Dig kalder til din Moder blid.
Sønnen.
Nei aldrig komme skal den Tid!
Moderen.
Der komme vil den Tid, mit Noer,
At ei du sinder meer din Moer,
Hun ligger dybt i sorten Jord.
Sønnen.
O kiære Moder tael ei saa!
Du aldrig bort fra mig maa gaae.
Moderen.
Vi samles hisset i det Blaa.
Sønnen.
O Moder, Jorden er saa skiøn,
Saa fuld af Blomster og saa grøn.
Bliv her paa Jorden hos din Søn.
Moderen.
Du milde Glut; ei Himlen har
En Engel, mig saa dyrebar.
Du sande Billed af din Faer!
Sønnen.
Nu smiler du igien saa glad
Farvel, nu maa vi skilles ad.
Vi sees igien til Middagsmad.
(gaaer).
Moderen (kysser den Lille).
Du bliver dog endnu hos mig.
Snart skal jeg ogsaa miste Dig!
O hvor det er bedrøvelig.
Man ønsker sig saa stolt en Søn,
Men kort kun er den søde Løn.
Knap løber han i Trøien kort,
Saa flagrer han fra Reden bort.
Af Pigen større Fryd man faaer.
Hun bliver dog en sexten Aar,
Før bort hun med sin Beiler gaaer!
–––––
O hulde Moderkiærlighed!
Din Sorg — en Draabe Bitterhed
Hvis Malurt i dit Bæger flød
Og giør din Nektar mere sød!
––––––––––––
Prometheus og Minerva.
Naturen slavisk kun at efterligne.
Det skiænktes mangen Støvets Søn;
Men skal vi kalde Kunsten skiøn,
Saa maa en Guddom Værket signe.
Ei Penselen, ei Mejselen formaaer
At danne Hiertet, som det slaaer;
Ei kold Forstanden mægter at beregne
Den Kraft, som Ingen seer, men virker allevegne.
En Eloah maa stærk og stor
Oplive med sin Aand den frosne Klimp af Jord; Prometheus rane Livets Lue
Til Støvet, fra den hvalte Himmelbue.
Da træder først Gudinden ned
Til Kunstens ærefulde Tempel,
Og skiænker Værket, med sit Stempel,
Sin Siæl, — og sin Udødlighed,
––––––––––––
Jesus og Johannes.
Jesus.
Jeg for min Lærer dig erkiende vil.
Din ældre Virken føler jeg beskeden.
Johannes.
Hvad Tiden gav, det hører Tiden til.
Jeg var for den – du er for Evigheden!
––––––––––––
Amor og Psyche.
Kun Amor er en Dreng, som lefler og som leger
Liig Bien i hvert broget Blomsterbed.
Først naar han drukket har af Siælens Bæger,
Da fatter han først Kiærlighed.
––––––––––––
Christus med Børnene.
Føel Sværmer din Vildfarelse med Smerte,
See Jesu Kirke her, og see hans Maal:
“Uskyldigheden i et venligt Hjerte!”
Ei Præstestolthed, intet Munkebaal.
––––––––––––
Merkur til Ino.
Opdrag ham kun. Du Jupiters Veninde!
Og fryd Dig ved hans livelige Støi.
Ei Vinen trives kan paa Junobiergets Tinde,
Men paa Selenes skraa afsides Høi.
Dog elsker selv Olympen Druer;
Og hun, som kiører med de hvide Duer,
Vil ofte standse her sin Flugt
Og qvæges af din søde Frugt!
––––––––––––
Hektor, Paris og Helene.
Hektor.
Hvor jeg foragter Dig, Du Svage!
Som elsker kun de kiælne Qvindefærd.
Paris.
Hvor inderligt maa jeg beklage
Dig, mellem dine Landser, dine Sværd!
Helene.
Nu, kiære Brødre! Ingen bør fordømmes!
Et giøres skal, det andet ei forsømmes.
––––––––––––
