Barnets Skaal.
En ganske ny, lystig og derhos sandfærdig Vise.
Synges til sin egen velklingende Melodie.
–––––––––
Trykt i dette Aar.
Hvi rose I saa vore Fædre,
Og vil, vi skal være som de?
Man Børnene ogsaa maa hædre,
I strax et Exempel skal see.
Hvis Navn kan berømtere være
Fra Syden til fjerneste Nord?
Hvem synger man heller til Ære,
End Barnet ved dette vor Bord?
Vel er det en skjønne Tid siden
For første Gang Lyset han saae;
Men hvad bryder han sig om Tiden?
Den aldrig vil Bugt med ham faae.
At skjønne, at tænke og mene
Begyndte han tidligen paa,
Og siden den Tid, han gik ene,
Har Ingen jo kunnet ham naae.
I vore polerede Dage
Troer Somme, at ei det gaaer an,
At Manden sig sætter tilbage
I Barndommens yndige Land.
Men vi her om dette Bord Alle,
Vi kjende hans barnlige Aand,
Og dog maatte Usselhed falde
For Barnets den mægtige Haand.
Saa glade vi alle jo droge
Til Egnen, hvor Druerne groe ;
Erindringer derfra vi toge
Tilbage til hjemlige Bo;
Men naar vi nu siden herhjemme
Med Længsel mod Sydlandet saae,
Da kunde vi aldrig forglemme
Det Barn med de Øine saa blaae.
Og da han nu endelig vendte
Til Fædrenelandet sin Vei,
Da glade vi Alle erkjendte,
At Barnet forandred’ sig ei.
Da saae vi ham venligt at drage
Til vores, den lystige Flok;
Han leve til sildigste Dage,
Det Barn med den sneehvide Lok!