Thorvaldsens Skaal.
1839.
Danmark, deilig Vang og Vænge,
Lukt med Bolgen blaa!
Ei du skal med Hoved hænge,
Ikke skamfuld staae.
Blandt Barbarer man dig satte:
“Ei du kunde Konsten fatte.” —
Nu har Bladet vendt sig; atter
Verden høit dig skatter.
Thi en Søn har du jo funden
Fra din egen Jord,
Som har Laurbærkrandse vunden
Rundt i Syd og Nord.
Meislen klang med kraftig Sene,
Liv fremsprang af døde Stene;
Skjønhed, Ynde, Tankefylde —
Topmaalt — hvad man vilde!
Han har sat saa mange Minder
I Metal og Steen
Om det Guddoms Blod, som rinder
I vor Aare reen.
Schiller, Byron, Jordens Vise
Fremstod’, at vi dem kan prise,
Ved hans Haand af Gravens Gjemme. —
Dem vi ei skal glemme!
Ja! saa mangt et Billed satte
Høit han paa dets Fod:
At al Verden ret kan skatte
Dygtighed og Mod. —
Tiden bringer nok den Rette,
Som kan og hans Minde sætte!
Nu hans Venskab stolt os fryde!
Høit hans Skaal skal lyde!