Billedstormere.
(See Bladet ”Søndagen” af Dags Dato.)
I dette Blad har en Unævnt, der anmelder sig som en Ven først af Kunsten og dernæst af Fædrelandet, ladet optage en meget lang, men ogsaa ‒ især for en Søndag meget ‒ kjedelig Artikkel, der, idet den i Fleng slaaer løs paa hele Oppositionen af det Thorvaldsenske Museum, tildeels er rettet mod vore Bemærkninger i den Berlingske Tidende, dette Museum vedkommende. Heel vel begribe vi, at det fra vor Side kun vilde vise liden Agtelse for Publicums egen Dømmekraft, hvis vi antoge det for nødvendigt at gjendrive en saadan Diatribe; men da det netop er Søndag, og vi have Tid, ville vi alene for at fordrive denne , skjænke hiin nogle øjeblikkes Opmærksomhed. Kunst- og Fædrelandsvennen ville vi benævne Herr X, og tage neppe Fejl, naar vi troe i ham at gjenkjende Forfatteren til det fra Kjøbenhavn allgemeine Zeitung tilsendte Brev, som vi tidligere have berørt, og ved hvilken Lejlighed vi netop have betegnet ham som en Mand, der har større Kunstsands end Fædrelandskjerlighed, og vi ville nu tilføje Sandhedskjerlighed og Dygtighed. Skulde derimod Kunstvennen ikke være Mand, men ‒ Qvinde, hvorfor Et og Andet kunde tale, da ville vi, ifølge vor ubegrændsede Æresrygt for det smukke Kjøn, være utrøstelige, ikke alene over det vi have sagt, men ogsaa over det, vi endnu ville sige.
Hr. X, idet han henvender sig til Folket, begynder sin Artikkel, hvis Overskrift „Danske Billedstormere” kun slet passer til det den skulde betegne, med at udhæve Regjeringens Mildhed og Retfærdighed; men pludselig afbryder han sig selv for at forsikkre, at han ikke er Regjeringens Smigrer, men at han farer med Sandhed. Derpaa, efter at have anført Noget, os forresten uforstaaeligt, som Beviis for hans Forsikkrings Troværdighed, tager han fat paa Regjeringen, og beder os vel betænke, at vor Konge ‒ efter Folkets egen Villie ‒ har en uindskrænket Myndighed, og at denne frivillig søger sit Folks Raad inden han paalægger det Byrder, om de endogså skulde være til Statens Tarv. Denne sidste Sætning, der forudsætter den Umulighed, at Kongen undertiden skulde paalægge sine Undersaatter Byrder, der ej tilsigte Statens Tarv, indeholder iøvrigt ej alene tilstrækkelig Beviis for, at Herr X ej er Smigrer, men den betegner ham endogsaa som en farlig og listig Oppositionsmand, der fast utilbørlig veed at benytte sig af den af Kongen skjenkede og af ham selv udhævede Yttringsfrihed. Efter at have givet Folket denne Oplysning forlader han Regjeringen, for at underrette Læseren om ‒ at det danske Folk er et lykkeligt Folk, dog atter her viser den listige Opponent sig idet han ‒ saa omtrent ‒ yttrer, at denne Lykke dog ikke er saa stor. „Men ‒ siger han endvidere ‒ naar Regjeringen er frisindig, bør da ikke ogsaa Folket indbyrdes ære enhver Enkelts fri Villie, naar den kun yttrer sig til det Gode, og til det, som er enhver retskaffen og oplyst Mand værdig?” Dette Spørgsmaal, der iøvrigt indeholder det højst besynderlige, at Forfatteren omvendt maa antage, at naar Regjeringen ej var frisindig, da burde Folket ikke indbyrdes ære [ic?], ville vi besvare, ved at forudsætte Muligheden af, at Een eller Anden gjorde samtlige Rige og iblandt disse Herr X, der efter al Formodning er riig, da han med Ringeagt omtaler vor Fattigdom, det Forslag: ifølge Religionens Bydende i Ordets egentlige Forstand ‒ at dele deres Rigdomme med de Fattige. Efter min Formening var dette Forslag til det Gode, og enhver oplyst og retskaffen Mand værdig, men heraf følger, at Herr X, naar et saadant Forslag virkelig fremsættes, for at være conseqvent, ej kan andet end handle overensstemmende hermed; men gjør han det, da tør vi til Gjengjeld forsikkre ham om, at den fattigste Stodder med Glæde vil give sin Skjerv til Museet. Spalten Nr. 2 indeholder et Angreb paa Holstenerne. Det 1ste Stykke af 3die Spalte vedkommer ikke os, da. vi intet have at gjøre med det der omtalte Brev, og hvad Plumpheden angaaer, da ville vi, forsaavidt Beskyldningen herfor muligen tillige er stilet mod os, henvise Læseren, hvem det er om at gjøre at dømme retfærdigen, til Nr. 58, 90 og 98 af den Berlingske Tidende, der indeholde vore Yttringer, Museet vedkommende, og hvoraf han da vil see, hvorvidt denne Beskyldning er grundet.
Den paalidelige Hr. X fortæller dernæst, at Thorvaldsen skriver til en højt fortjent Embedsmand, og forsikkrer, at han i sit Testament har bestemt, at alle hans Kunstskatte efter hans Død skulle tilhøre Museet. „Alle hans Kunstskatte”, nu vel, disse Ord ere Kunstnerens; men den paafølgende Passus i Brevet, der nærmere bestemmer, hvorledes han vil have dem forstaaet, hopper vor listige og lette Opponent meget viseligen over, da her ikke med et eneste Ord omtales Gibsafstøbninger; men Hr. X siger „alle hans Kunstskatte” og Bladet Fædrelandet af 4de Februar tilstaaer, at Samlingen tildeels vil komme til at bestaae af Gipsafstøbninger; men disse, som ikke omtalt i Brevet, ville ej heller tilfalde Museet, hvad nu enten Grunden hertil er, at vor berømte Landsmand alt tidligere har skjenket Kunstacademiet i Stuttgardt endeel Saadanne, eller denne maa søges i andre Omstændigheder. Nok er det at Kunstneren ikke har tiltænkt os Gibsafstøbninger. Men saaledes bortfalder Betydningen af hine Ord „alle hans Kunstskatte”, og med denne ‒ Spaadommen om de Fremmedes hyppige Besøg, der netop her og alene her formeentlig skulde finde Lejlighed til at beundre Th.’s samtlige Kunststatte; men udeblive de Fremmede, vil Hovedstaden forgjeves vente de Fordele af disse, hvorom de Indbydende mindre forsigtigen have givet sikkert Haab. Den sandhedskjerlige Hr. X fortæller endvidere, at han, i Anledning af at Th. i sit Testamente har bestemt, at alle hans Kunstskatte efter hans Død, skulde tilhøre Museet, strax raaber: see der have vi Beviis for, at det ikke er værdt at give Bidrag til Museet, thi ‒ det er jo meget mueligt, at Th.’s Tanker forandres, og herved mener han at vi have søgt at nedsætte Thorvaldsens Redelighed. Men Hr. X har læst vor Artikkel i Nr. 90 af den berlingske Tidende, som F. . . . . læser Bibelen. Vi have i denne blot gjort opmærksom paa, at Th. ikke i levende Live har givet, men ikkun ved Testamente skjenket Danmark sine Skatte, og, da det ligger indenfor Mulighedens Grændser, at Testamentet kan forandres, have vi lykønsket Publicum til, at der er givet det Pusterum, naturligviis i den Forudsætning, at man ikke paa en blot- Mulighed af, at hine Skatte vilde tilfalde os ‒ om end denne Mulighed er nok saa stor ‒ vil opføre et Museum. Vi forudsætte endvidere at vor berømte Landsmand selv netop testamentarisk har gjort Gaven, for, naar Omstændighederne skulde fordre det, indtil sin Dødsdag, at beholde Ret til i Testamentet at foretage de Forandringer, han mueligen vil kunne finde passende. Dette antage vi med saamegen des større Vished, som vi kun deri finde den eneste Grund til, at han ikke i levende Live har gjort den oftomtalte Gave, hvorved han jo maatte vide, at han fuldkommen vilde have forpligtet sig, og sikkret os Gaven; hvilken Disposition ikke vilde have forhindret, at han jo ‒ naar han ønskede Saadant ‒ kunde have forbleven i Besiddelse af Kunstsagerne saalænge han levede. Denne Mulighed om Testamentets Forandring, vi her have forudsat, indeholder saaledes, rigtig forstaaet, Intet der kunde tjene til at nedsætte vor højtagtede Landsmands Redelighed, som Hr. X formener, ligesaalidt som vi efter Ovenstaaende med Samme kunne antage, at Th.’s berømmelige Navn vilde besmittes ved Testamentets Ikke-opfyldelse. Hr. X bebrejder os derpaa, at vi, i det vi dynge Modsigelse paa Modsigelse, skraale, at det, at man i Udlandet vil søge Deeltagelse, er at nedsætte Danmark i Udlandets Øjne. Intet saadant have vi sagt. Vi have alene gjort opmærksom paa, at det kun viste liden Fædrelandskjærlighed , naar man, ved at forberede Udlandet paa en Opfordring til Bidrag for Museet, fremstillede de Danske som kraftesløse og som Betlere, og herimod formene vi at Intet vil kunne indvendes. Forsaavidt vi have yttret, at Folket i dette Øjeblik er beskjeftiget med dets vigtigste Interesser, og fremfor alt med at ordne Danmarks Finantser, da have vi herved paa ingen Maade sigtet til nogetsomhelst Bidrag, derfra Borgerne enten middelbar eller umiddelbar i en saadan Hensigt skulde tilflyde Finantserue. Vi have derved kun villet erindre om, at Folket i den nuværende Crisis, hvor saa vigtige, hele Staten vedkommende, Interesser ere under Qvæstion, intet Øjeblik, end ikke for et Museum, bør tabe disse af Sigte. Derimod have vi formeent, at det, naar først disse Interesser ere ordnede, vilde være Tid, at henvende Opmærksomheden paa Kunsten, og atter heri troe vi os overbeviist om, at enhver fornuftig og sand Fædrelandsven, der vel at mærke ej som Hr. X sætter Kunsten over Fædrelandet, vil give os Ret. Ja vi antage, at selve Thorvaldsen maae billige denne vor Anskuelse, og at han ej atter vil berøve os sin Gave, fordi Folket, ledet af Statens øjeblikkelige mislige financielle Forfatning, ej nu skjænker Museet sin Understøttelse.
Ved Slutnings-Tiraden af den for Kunsten begejstrede Herr X’s Diatribe, ville vi kun bemærke, at det stedse vil forekomme os, som om samme Herre (?) aldeles har overseet de Ord, Én eller Anden af de Indbydende offentlig har yttret: at det just var godt, at Mange ville udtale deres Mening Museet vedkommende.
Den 30te April 1837.
Fridsch.