Danske Billedstormere.
––––––
(Nogle Ord til Folket).
––––––––––
Vi leve under en Regjering, som vel maa kaldes mild, retfærdig og varm for at fremme Folkets Oplysning, Velstand og sande Lyksalighed. Jeg er ikke Regjeringens Smigrer, saalidt som jeg er Folkets; hvad jeg skriver er min oprigtige Mening og Enhver, som ikke lukker Øinene blot fordi han troer, at en forsætlig Uvidenhed om det Gode kan være nok, for at fragaae at det virkelig er til; Enhver, der vil kaste et Blik tilbage, for at see hvor langt han er kommen frem; Enhver, som tænker paa, at man for at forbedre en Bygnings Indretning ikke kan begynde med at borttage dens Grundstene; Enhver, som veed, at alle Menneskeværker, altsaa ogsaa alle Statsforfatninger og Regjeringsbetyrelses Foranstaltninger, have Brøst og Mangler, han kan aldrig fragaae, at jeg kun taler Sandhed. Betænke vi, at vor Konge, efter Folkets egen Villie, har en uindskrænket Myndighed og see vi hen til hvorledes han bruger denne Myndighed, hvorledes han aldrig udøver den uden ved Love, hvorledes han lader Domstolene, der ere frie og uafhængige, dømme imellem sig og den ringeste Undersaat, hvorledes han ivrig bestræber sig for ved Skolers Oprettelse at fremme Almuens Oplysning, hvorledes han frivillig søger sit Folks Raad, inden han paalægger det Byrder, om de endogsaa skulle være til Statens Tarv, hvorledes han lader enhver Mand tale frit til sine Medborgere, uden at sætte anden Grændse for det Tilladelige end den, som er afstukken ved den Lov, han selv ærer og lyder, see vi hen til, hvorledes det gaaer til i andre Stater, der bramme med langt flere lovmæssige Friheder end vi have, men ideligen føre Klager over at deres Regjeringer med Mistroe og Strenghed bevogte Folket, søge at indskrænke dets velerhvervede Rettigheder, stræbe at hemme Udviklingen af dets aandige Kræfter, da maa vi, som stedse kunde føle os trygge, tilfredse og rolige, fordi vi vide at hverken Vold eller Vilkårlighed kunne berøve os vort Erhverv, vel af Hjertet udraabe: “Vi ere et lykkeligt Folk”. Det være langt fra mig at sige, at Alt i Danmark er saare godt og at Intet kunne være bedre; det er vist heller ikke Regjeringens Mening, ellers vilde den ikke bestandig være betænkt paa nye Forbedringer; men at der er meget godt i Danmark og i det Hele langt mere Godt end Slet, det vil vist enhver retsindig og retfærdig Mand sande med mig.
Naar nu det er Sandhed, naar Regjeringen er frisindig og ikke paalægger Borgernes Villie andet Baand end Lovens, bør da ikke ogsaa Folket indbyrdes ære enhver Enkelts fri Villie, naar kun den yttrer sig til det Gode og til det som er enhver retskaffen og oplyst Mand værdig. Hvorledes kunne vi, som dog saa hyppigt skeer, klage over at Regjeringen ikke indrømmer Friheder nok, naar vi selv aabenlyst af al Kraft og med en Iver, som om det gjældte den bedste Sag, stræbe at hindre et hæderligt, om ikke just uundgaaeligt nødvendigt Værk, ved at anvende Overtalelser og endogsaa Haansord, for hos dem, der skulle række Haand til Værkets Fuldendelse, at hemme eller dog slappe den frie Villie og fremstille Sagen, som Noget, der kan være dem ligegyldigt og aldeles ikke vedkommer dem?
En saadan Bestræbelse har neppe i Danmark yttret sig mere uforbeholdent end i Anledning af Indbydelsen til ved Bidrag at oprette et Museum for Thorvaldsens Arbeider. Dette Foretagende, i hvis Spidse flere af Danmarks meest hædrede, dannede og patriotiske Mænd satte sig, har mødt en Opposition, som yttrer sig med en saadan Fanatisme, Ufrisindighed og Plumphed, at dersom den ikke lykkeligviis bar disse Egenskaber tydelig til Skue og ikke var saa ubetydelig som den er, saa maatte de Mænd, der have begyndt Sagen, bittert angre det, da de derved blot havde krænket den, som de vilde hædre, og bidraget til at bekræfte et fransk Blads Dom om Norden: det er et næsten vildt Land.
Meest afgjort har man yttret sig imod Indbydelsen i Holsteen, meest brutalt i Danmark. Holstenerne see dog kun Tingen fra en urigtig Side, men i Danmark søger man at nedværdige den paa den pøbelagtigste Maade, og skammer sig ikke ved at fremføre de meest krænkende Yttringer baade imod Thorvaldsen og imod de Mænd, som fremme Sagen.
I Holsteen have enkelte Skribenter ret søgt en Fryd i, bestandigen at fremstille Hertugdømmerne som Danmark aldeles uvedkommende; de forsømme aldrig nogen Leilighed til at fortælle, at Holstenerne ere Tydskere, og sætte langt større Priis paa gamle Documenter, der ved lovlige Bestemmelser senere ere satte ud af Kraft, end paa at Danmarks og Hertugdømmernes Regjering, Befolkning og Skjæbne igjennem Aarhundreder have været knyttede fast til hverandre. Holsteens Adel har beklædt de anseeligste og meest indbringende Embeder ved Kongen af Danmarks Hof, Holsteens dygtige Hoveder have fundet Ansættelse og Understøttelse i Danmark, Holsteens Maler- og Billedhugger-Talenter have i Kjøbenhavn modtaget Dannelse og Erkjendelse af Deres Fortjenester; de ere, ikke blot af Regjeringen, men ogsaa af Folket, blevne behandlede som Brødre – og holsteenske Blade modarbeide Indbydelsen til at oprette et værdigt Opbevaringssted for verdens berømte Arbeider af en Kunstner, der er dannet ved samme Academie som Eckersberg, Freund og Bissen, der har været de to Sidstes Veileder og sikkert vil blive mange dygtige holsteenske Billedhugger-Talents Mønster? Holsteenske Blade paastaae, at Hertugdømmerne aldeles ikke have noget at skaffe med at understøtte Oprettelsen af et Museum for Arbeider af en Kunstner, der har europæisk Berømmelse, endskjøndt dette Museum skal være i den By, hvor Hertugdømmernes plastiske Talenter skulle modtage deres Dannelse? Hvorledes ville Holstenerne have, at vi i sin Tid, naar Fremmede vandre til dette Kunstens Tempel, det eneste i sit Slags i Verden, og beundre dets Herlighed, skulle lukke det for det holsteenske Talent og sige: “Du kan ikke træde herind; Du er en Holstener; Dine Brødre have sagt, at den danske Kunstner er dem fremmed, derfor have de, som opbyggede Templet gjort det til Lov, at kun Du skal være fremmed for det.”
Ville Holstenerne, der, om de end ikke stode under én Regjering med os, ere saa nøie forenede med os ved Naboeskab og Handel, tage i Betænkning at byde os Haanden, ikke til noget Foretagende, der er politisk eller statsoekonomisk, men til at hædre en Kunstner og paa en værdig Maade opbevare hans Værker? Kunstneren har et Fædreland, Kunsten har intet Fædreland; vi ville hædre Kunstneren fordi, han er dansk, men ved at bevare hans Kunstværker, som ere for hele Verden; lad Holstenernes Bidrag da gjælde de Sidste, de ville da ikke vanære sig ved at yde dem. Jeg troer, at hele Grunden til Holstenernes Heftighed mod dette Foretagende er, at man har dømt meget for uoverlagt om det i Holsteen, og ikke i Danmark valgt det bedste Middel til for Holstenerne at fremstille det fra det rette Synspunkt. Hvis man havde overladt til vore Kunstnere, der ere Holstenere, at udstede en Indbydelse til deres Landsmænd og i den at gjøre opmærksom paa, hvad de skylde Thorvaldsen, hvor meget de erkjende hans Værd og hvor gavnligt dette Værk i Fremtiden kan blive for deres Landsmænds Kunstudvikling, da er det vel muligt, at man i Holsteen havde seet Tingen fra en anden Side.
De Danske, som senest have yttret sig imod Indbydelsen, have slet ikke seet Sagen fra nogen Side, men ere med en fanatisk Iver styrtede løs paa den og have taget paa Veie som sande Billedstormere. De ville nu engang ikke vide af, at der af Folket oprettes et Kunstens Tempel, som vi ville haabe engang skal være for Folket. Selv give de ikke Noget, og det vil Ingen bebreide dem; thi for det første have de maaskee ikke Noget at give, og for det andet staaer det til Enhvers fri Villie, om han vil give eller ei; Øiemedet skal og kan jo netop kun opnaaes ved frivillige Bidrag; men disse Folk ere forskrækkelig vrede fordi andre ville give Noget, og bruge de plumpeste Midler for at fraraade dem det. Neppe anføres af en anseet Fremmeds Brev nogle rosende Yttringer angaaende Thorvaldsen, før man ikke skammer sig ved at erklære Brevet for falsk – og det af baade indre og ydre Grunde. Hvilke de ydre Grunde kunne være er ikke let at begribe, da Manden, som siger det, jo ikke har seet Brevet; her har han nok i sin Iver forivret sig. En bekjendt Mand, som hverken har taget Parti for eller imod Sagen, og om hvis Sanddruhed man ikke har Grund til at tvivle, erklærer, at han har seet Brevet og sammenholdt det med Oversættelsen, man er uforskammet nok til at sige, at det beviser Intet; to høitagtede Videnskabsmænd indestaae for Brevets Ægthed – hvad hjælper det? Dette Brev maa end engang ikke tale for Sagen, man har sat en Triumf paa at det ikke skal indeholde en kyndig Mands Dom – Brevskriveren er nu smagløs. Man forsvarer Canova – ikke fordi man bryder sig om at hæve ham, men fordi det dog altid hjælper lidt til at drage Thorvaldsen ned fra den Høide, hvortil hans Kunst har hævet ham.
Dog – man har ikke ladet det blive derved. Thorvaldsen skriver til en høifortjent Statsembedsmand og forsikkrer, at han i sit Testamente har bestemt, at alle hans Kunstskatte, efter hans Død, skulle tilhøre Museet. Strax raaber Een: See der have vi Beviis for at det ikke er værdt at give Bidrag til Museet; thi – det er jo meget muligt, at Thorvaldsen forandrer Tanker! – Hvad skal man kalde en saadan Yttring om en Mand, der er ligesaa høit æret af sine Venner for hans danske Redelighed, som han er berømt over al Verden for hans glimrende Genie? Bør man nogensinde tvivle om, at Thorvaldsen vilde holde et Løfte, som er høitideligt givet, nedlagt i en retsindig og for sin Karakter som for sit Embede anseet Mands Haand, og ved ham offentliggjort, ikke blot for Danmark, med for hele Verden; et Løfte, hvis Ikke-opfyldelse vilde besmitte Thorvaldsens berømmelige Navn? Og hvo er den Mand, som optræder for at vække en saadan indignerende Mistanke mod en Thorvaldsen? En Billedstormer, en fanatisk Bekæmper af en skjøn Idees Udførelse, en Mand, der i sin Hidsighed glemmer hvad det er for Midler han vælger; thi ellers vilde han vel neppe være saa ubeskeden at vente, at hans krænkende Ord mod Thorvaldsen hos et eneste fornuftigt Menneske skulde svække Interessen for Sagen.
Et andet Middel viser hvorledes man, blot for at fremføre Noget imod Indbydelsen, efter Omstændighederne, snakker frem og tilbage, modsiger sig selv og fremstiller Sagen aldeles urigtigt. Først skraalte man, at det ikke var Folkets Sag at understøtte Museets Oprettelse og nu, da man i Udlandet vil søge Deeltagelse, ligesom Udlandet, i Anledning af Mozarts Monument, har, med Held, søgt Deeltagelse hos os, skraaler man, at det er at nedsætte Danmark i Udlandets Øine. Skulde det da maaskee ikke være at nedsætte Danmark endnu mere, om vi lode et Værk, der nu omtales i hele Tydskland og Italien, blive ugjort? Man siger, at Folket vel kunde give, hvis det burde give, men det har andet at bruge sin Penge til – det vil nu ophjælpe sine Finantser? Hvad? Vil Enkeltmand virkelig begynde paa, at gjøre Sammenskud til Ophjælpelsen af Statens Finantser? Har den Mand, som yttrer sligt, maaskee allerede givet sit Bidrag til dette vistnok høist patriotiske Foretagende? Det er smukt! Noget Saadant maa han idet mindste vide at der er igjære; thi ellers maa han, enten med eller mod sin Villie, have begaaet en grov Buk, ved at sammenblande Staten, hvem man ikke har bedet om Noget til Museet, med dens Borgere, der jo kunne give hvad de ville.
Saadanne Midler bruger man for at svække Almuesmandens Deeltagelse for en Indretning, som kan være ham til Fornøielse og sikkert vil komme hans Efterkommere til Gavn og Glæde. Mig synes, at man gjør vel i, paa enhver anstændig Maade, at fremme en Sag, som maa blive Fædrelandet til Ære og Gavn, at man hvis man, ikke selv vil give Noget, ikke har Noget at give, eller ikke har Myndighed til at give Noget, bør lade Andre have deres fri Villie til at gjøre det, at man ikke bør opkaste sig til at ville lede den offentlige Mening, naar man ikke har viist at man fortiener dens Tillid og Opmærksomhed, og at man endelig ikke ukaldet, og mindst ved plump og med falske Grunde at angribe en Sag, hvorfor dannede Mænd have vakt Interesse, bør gjøre sig til sin Næstes Formynder, især naar han frivilligen tager af det han kan undvære.
En Ven af Kunst og Fædrelandet.