EX-KOSMATO VI ½
Kjøbenhavn, den 17de Marts.
Om den Fest de i München tilstedeværende Kunstnere havde foranstaltet til Ære for Danmarks Hæder: Thorvaldsen, meddele vi følgende nærmere Efterretninger: “Vanskelig torde en saadan Forening af de storste Mestere, vor Tidsalder kan rose sig af at eje, paa nogetsomhelst andet Sted i Verden gjensamles med en saa broderlig Hjertelighed. Cornelius, Brødrene Hesz, Eberhart, Stieler, Schorn, Schnorr, Langer, Klenze, Gartner, Zimmermann, Quaglio, og hvo navner dem alle, de ældre Mestere og yngre Kunstnere, der paa denne uforglemmelige Aften omgave Nordens hædrede Canova, ham, af hvis klare Øje der straaler den skabende Krafts gediegne Mandighed i Forening med den barnligste Mildhed. Pladsen udenfor Paradiishaugen var, til den dyrebare Gjæsts Modtagelse, oplyst med Festblus, Døren og Omgangen rigt zirede med Blomsterfestons. Over Salen udbredte sig Kuppelen af er paa Lærred udført Plafondmalerie, som, deelt i otte Felter, i fire af disse viste allegoriske Billeder, og i de fire øvrige, mellem disse, Arabesker. De 16 Krydsbuer, som adskilte disse Malerier fra hverandre, vare beklædte med store Blomsterguirlander, der fra Spidsen af Pavillonen slyngede sig ned til Randen af Hvælvingen, her forbandt sig med andre Festons, og saaledes ligesom dannede Maleriernes Ramme. Denne pragtfulde Plafond blev herligt oplyst af en over 14 Fod høj Kandelaber, der stod under Hvælvingen midt i Salen. En uhyre Skaal, som den bar, og som med sin Rand skjulte de deri anbragte Voxlamper, kastede den klareste Lysning mod Lofter. Denne Kandelaber var fra de tre Sider omgiven af en aaben lille Fiirkant, hvor et Sangerchor – for det meste Kunstnere og Medlemmer af en “Liederkranz” – havde taget Plads; paa den større Fiirkant af Borde, som udfyldte den øvrige Deel af Salen, var serveret til 160 Personer. Ridder Thorvaldsen blev ved Indgangen til Bygningen modtaget af Forsamlingens Deputerede, og af dem ført op i Salen. Han indtog Ærespladsen imellem Ridder Cornelius og de Münchenske Kunstneres Nestor, Professor Eberhart. Ved Indtrædelsen hilstes han af en kort Sang, hvortil den nysnævnte ærværdige Kunstner Eberhart havde componeret Melodien, og som ledsagedes af Paukers og Trompeters Lyd. Den hædrede Gæst udbragte den første Toast for Hs. Majestæt Kongen. Forsamlingen besvarede den ved en Strophe af Folkesangen: “Heil unsern König, Heil!” som Harpespilleren Knott, en af de meest udmærkede Kunstnere paa dette Instrument, accompagnerede paa sin Harpe. Herpaa rejste Ridder Cornelius sig, med de Ord: “Schiller sagt: Es soll der Künstler mit dem König gehen, denn beyde stehen auf der Menschheit Höhen. Dalum zunächst unserm Künstler, Fürsten und König Thorvaldsen.” – Henrykt og rørt forlod Kunstnerfyrsten en Fest, der i Sindrighed og Munterhed vel kun torde have sin Lige i hine Kunstnerfeste under Italiens Himmel.”